Tilbage, nu og frem (på den gode måde..)

Ægteskabstanker

Glædelig mandag! Og sikke en god start, hvis jeg må have lov at sige det højt. Jeg vågnede kl. 07.20 ved at Rasmus havde styr på begge børn og var på vej ud af døren med dem. Jeg kunne således stå op og gå direkte igang med dagens arbejde imens jeg nød en varm (!!) kop kaffe. Værdsat og meget luksuriøst.

Det er meget modsat de dage jeg afleverer, hvor alt er kaos og sved på panden. Gudskelov det lige faldt på en mandag og jeg for engangs skyld havde god tid til mine små projekter fra morgenstunden.

Men hvad er planen så i dag? Og hele ugen? Og hvordan står det til med Nolas sygdom?

Denne her uge er også den sidste med et tætpakket program, for fra næste uge er det som om møder, aftaler og arrangementer drosler ned. Jeg glæder mig faktisk! Højtider er som regel både en gave og forbandelse for os med eget erhverv. Det er en gave forstået på den måde, at man faktisk bliver tvunget til at komme ned i gear, men det kan også være en forbandelse, da man stadigvæk kan føle man skal levere noget konkret selvom man måske ikke har overskud?

Sådan har jeg tidligere haft det, men her mange år efter er jeg blevet klogere. Der findes ikke andre forventninger end dem jeg selv skaber. I kigger alligevel kun forbi, når der er nyt, og jeg ved I selv har bedre ting at give jer til, når ferieperioderne indtræffer. Jeg drosler derfor lidt ned i år henover julen.

Ægteskabstanker

Det her billede er seriøst hylende morsomt, synes jeg selv, og meget sigende for vores aften i går.

Planen i dag er, at få styr på løse ender. Mails der lige skal besvares, indlæg, der skal skrives og julekalenderen på Instagram. Jeg skal også have sendt et par fakturaer og lagt nogle kvitteringer ind i min Dropbox til min revisor. Praktiske ting, der er rare at få styr på.

Vores podcast får også en kærlig hånd. Vi skulle egentlig have optaget i dag, men Nanna er syg, så vi venter til næste mandag. Jeg skal dog have alt research på plads, og det kan jeg lige så godt få styr på nu når resten af ugen ellers er tætpakket.

I morgen har jeg aftaler, møde med dem her og ikke mindst kontortid i min kalender. Jeg skal også have skudt nogle billeder til kommende indlæg her til bloggen. Hvis alt går godt når jeg endda en yogatime. Man kunne håbe. Det vil være godt for mine ømme skuldre og nakke (måske jeg snart burde købe et stativ, tastatur og mus?).

Resten af ugen er en blanding af aftaler, kundebesøg, masser af skrivetid og fototid. Jeg vil meget gerne skrive mere på et indlæg, jeg har overvejet længe, og så arbejder jeg på et potentielt ambassadørskab for 2020, jeg virkelig gerne vil have. Det vil nemlig kunne betyde, at jeg kunne nej til så meget andet og kun koncentrere mig om det og få andre projekter.

Det er både langt mere troværdigt, hvis du spørger mig, og så giver det i sidste ende mere værdi til alle parter, fordi man udvikler sig sammen. Vi har udarbejdet et stort udkast til et kreativt samarbejde for hele året, så nu afventer vi bare næste skridt. Send lige gode tanker i min retning. Det vil give mig så meget ro i maven. Jeg ved jeg kan gøre det, og endda rigtig godt, den skal bare lige igennem alle led, før vi kan få en endelig bekræftelse.

Jeg tror også endelig sygdommen er et overstået kapitel. Nola er i hvert fald i vuggestue igen i dag efter 6 dage hjemme. Hun har ikke haft feber siden fredag og var i flyvende humør i morges. Men sådan startede sidste uge jo også, så jeg tør ikke håbe 100 %. Vi er dog startet på Biostrath dråber herhjemme, som hun får i sin aftenflaske hver dag. Ifølge jer skulle det gøre underværker, så tak for det gode tip.

Ellers er planerne noget med at få den fine julepynt op, finde os et juletræ og skabe lidt julestemning herhjemme alle fire. Onsdag har jeg og Rasmus pasning af børnene igen. Vi var også ude i går aftes og se den fantastiske Tarzan Musical i Falkoner Salen, som jeg havde et genialt samarbejde med (reklame). Den kan i høj grad anbefales både til voksne og børn. Sikke en oplevelse og sikke et show!

Tosomhed i sig selv er skønt, da vi den seneste måned ikke har set meget til hinanden. Derfor skal ægteskabet plejes lidt. Hvad vi skal ved jeg ikke endnu. Jeg gad godt lave noget lidt anderledes? Måske en god omgang Escape Room? Ej, jeg ved det ikke, men vi er så høje på den gode musical oplevelse fra i går, at jeg godt gad at prøve mere af det og andet end “bare” en tur i biografen. Måske I har nogle kreative idéer til ting vi kan lave sammen? Vi har kun en 3-4 timer sammen, men det burde også være rigeligt.

Og det var vidst det. En skøn omgang af weekenden, dagens planer og ugen der kommer. Med mere positivt humør end de sidste to uger til sammen og en forestående jul, som jeg efterhånden glæder mig til. Tak fordi I læser med ❤️

Skriv en kommentar

 

3 kommentarer

  1. I er sådan et pænt par. Din kæreste ligner lidt Christian Tafdrup, synes jeg! Det, ville jeg ikke klage over, hvis det var mig 😉

    1. Hvor er du rar, tak ❤️

      Jeg måtte lige Google, da jeg ikke vidste hvem det var, men han er da også en pæn mand 😍