Planer og intentioner for december (minus julestress eller..)

Danica Chloe

Hvor november gik ualmindeligt langsomt, går december alt for hurtigt. Hvordan kan to måneder være så forskellige? Om ikke andet har jeg en del planer og forhåbninger til december. Både familiemæssigt, men også arbejdsmæssigt.

Store aftaler, der gerne skal lukkes, så jeg kan gå på juleferie med ro i maven, julehygge og dertilhørende indkøb. Vi holder det dog i det små. Børnene får selvfølgelig gaver, men det er også det. Ellers er vi vist kun på gavefod med mine forældre, og det er da til at overskue.

Jeg kan alligevel mærke julestressen komme snigende. Det kan jeg faktisk hvert eneste år, og jeg bliver simpelthen så irriteret på mig selv over jeg lader mig fange i det samme destruktive mønster gang på gang. Det er nok en af mine største personlige udfordringer. Stressfølelsen. Jeg ved godt hvad det bunder i, men alligevel kan jeg ikke forhindre det.

Danica Chloe

Stressmomenter og juleplaner, der skal nåes

Ærligt talt føler jeg nogle gange, at der skal mindre til at stresse mig end mange andre mennesker. Jeg bliver ret hurtigt frustreret og opgivende, og er generelt halvdårlig til at holde hovedet koldt. Hvordan håndterer og lærer man lige at arbejde med det? Det er jo ikke fedt.

Det betyder, at jeg allerede nu kan begynde at få sved på panden over de få julegaver jeg ikke har købt, men også indkøb til juledagene, når butikkerne har lukket. Og så er der pynten, som nærmest ikke er oppe, og jeg bliver endnu engang sur på mig selv, fordi jeg ikke lever op til de forventninger, jeg havde til mig selv om at have det klar den 1. december.

Nu er vi snart halvvejs mod juleaften, og der er ikke meget julestemning herhjemme. Hvor er overskudsmoren, der bager og har små nissehjem til sine børn? Vi har heller ikke pakkekalender og adventsgaverne har min mor stået for i år.

Århh, det var virkelig heller ikke mening mit ellers normale positive månedsindlæg skulle få et par ærlige, og måske håbløse, ord med på vejen, men det er min mentale tilstand lige nu. Heldigvis er det lørdag. Det betyder ingen tidlige morgenture ned til skolen. Nola er stadigvæk syg, så jeg tænker hun kommer til at sætte tempoet, og resten må gå som det går.

Jeg sidder på Emmerys og skriver det her indlæg, da Rasmus var så sød at sende mig afsted, da han godt kunne se jeg var presset med arbejdsmængden. Jeg har dog svært ved at opretholde min koncentration, da jeg sidder klods op af et nyforelsket par, der kysser mere end de snakker. Det skal de have lov til (gid det var mig), men smaskelydende er lidt forstyrrende, haha..

Danica Chloe

Det har jeg allerede i kalenderen

.. En masse låger til den julekalender, jeg kører på min Instagram. Det kan godt se voldsomt ud med alle de “annonce” markeringer, men vi gør det ganske gratis forstået på den måde, at det hverken er betalt eller jeg har fået tilsvarende produkt. Desværre, kunne man fristes til at sige, men idéen var impulsiv og det er rart at give lidt igen til jer. Selvom det tager en helt masse tid at tage billeder, skrive tekster og organisere med de andre damer. Jeg håber I kan lide det. Om ikke andet har jeg udfordret mig selv til at prøve noget nyt, og det var på tide her i mit ottende år som blogger. Det hele foregår ovre på Instagram.

.. Et Finders Keepers julemarked næste weekend. Hvis jeg kan få det til at passe ind i Rasmus’ arbejdsskema.

.. Sidste møder, frokostaftaler og deadlines inden juleferien gør sit indtog. Hvis alt går godt, og jeg når det jeg skal nå, så lukker jeg potentielt set lidt ned mellem jul og nytår. Det tænker jeg alligevel også I gør.

.. Jeg skal ind og se Tarzan i Falconer salen med Rasmus i morgen. Min gudmor er så sød at passe børnene, så vi kan komme ud nogle timer. Jeg glæder mig helt åndssvagt meget. Både til at komme ud, men også til en god teateroplevelse, som kan noget helt andet end biografen.

.. De sidste to afsnit af Gåsehud skal optages for i år inden vi vender tilbage i januar igen. Tænk der er allerede er gået et år og hvor hurtigt det har udviklet sig.

.. Sylvester skal til sin første graduering. Han startede til judo tilbage i juni måned, og nu skal han så til sin første “eksamen”. Jeg er edderstolt og glæder mig til at se ham på måtten.

.. Jeg skal også forbi til min første Body All Mind behandling hos Kropsinstituttet. Det skulle eftersigende være helt fantastisk, så jeg glæder mig til at komme ned i gear inden juleferien.

Danica Chloe

Det håber jeg på at nå

.. Vi overvejer nogle dage i Belgien dagene lige inden juleferien. Mest af alt fordi jeg synes der er noget magisk over at besøge andre byer i juledagene, men også fordi Rasmus skal arbejde juleaften, og det derfor kunne være fantastisk med noget juletid sammen. Vi kigger på Antwerpen lige nu.

.. Alle de yogatimer jeg har meldt mig til. Sandheden er, at jeg ofte melder fra inden, fordi der kommer andre ting i vejen, men sådan burde det jo ikke være. Det er min mig-tid.

.. At få styr på nogle tekniske udfordringer her på bloggen, så det kører som smurt fra januar af.

.. Flere fototimer.. Jeg er begyndt at tage stemningsbilleder af skønne Trine som en sidebeskæftigelse til bloggen, og det er jeg blevet så glad for, hvorfor jeg håber på flere af den slags jobs med andre mennesker. Jeg elsker at indfange den skønhed og naturlighed alle mennesker er indehaver af på deres egen unikke måde.

Det vil jeg købe

.. Julegaver til Sylvester. Gerne lidt LEGO og måske et Trivial Pursuit i familieudgaven.

.. Og så kigger jeg dagligt DBA igennem efter en ny lænestol eller en Le Klint lampe.

.. Desværre skal vi også have en ny tørretumbler, men jeg håber vi kan finde en brugt.

Det skal jeg sælge

.. Mine fire spisebordsstole fra House Doctor (dem her). Sig til hvis I er interesserede. Derudover overvejer jeg at give mit skab en sidste tur inden det nye år.

Det vil jeg lytte til, se eller læse

.. Jeg har netop opdaget den norske serie “Hjem til jul” på Netflix. Den har lidt SKAM vibes  over sig, men i en mere voksenudgave. Jeg er allerede helt vild med den, og jeg har kun set et afsnit.

.. Jeg vil også genlæse lidt i min “The Secret” bog, som jeg altid finder frem, når jeg har brug for positive ord og energi i min hverdag.

.. Og så er Sylvester begyndt at læse, så vi læser alle mulige hyggelige og uhyggelige bøger sammen, hvilket er enormt hyggeligt. Mere af det i det nye år.

Hvad byder jeres december måned på? Eksamer? Arbejde? Juleplaner? Rejser?

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer

  1. Jeg vi gerne høre hvor meget du skal have fra stolene? Jeg står nemlig og kigger på at købe nye stole 😉 🙂

    Og så lige mega meget god julekarma i din retning – jeg kender dte godt, når man lige kan mærke det strammer i brystet sådan en advents søndag for er ALLE andre nu ikke bare ude og jule og fælde juletræ og fylde sig med æbleskiver og julehygger man nu GOdt nok?? Men ærligt, man skal jo bare prøve at tage december som det kommer og det handler jo egentlig bare om at have nogle rare stunder med sin familie og venner uagtet om der er pyntet op eller om man har huske at lave advents krans 😉

    1. Jeg mindes vi gav 1.200 kr. per stk, så tænker nok 500 kr. per stk og måske 1.800 kr. samlet? 🙂 Synes de skal afsted sammen. De er simpelthen så fine og behagelige.

      Og tak. Jeg kender virkelig den følelse du beskriver, men som du siger handler det om at nyde øjeblikkene med dem man har kær. Om der er julepynt allevegne eller ej. Så længe vi er glade nede i maven ❤️