I denne uge har jeg.. (om store og små beslutninger)

ellies and ivy

Således gik der fem dage (eller er det seks?) siden sidste blogindlæg udkom. Det var ikke en del af den plan, jeg havde lagt for det nye år, men sådan er der så meget.. Jeg har naturligvis regnet de perioder ind i mit overblik, og denne uge har budt på både store og små beslutninger, og derfor har min hjerne været et lidt andet sted.

I denne uge har jeg bl.a…

Mandagen startede med et morgenmadsmøde med Dorte og Camilla, som jeg var på Heartland og Roskilde Festival sammen med sidste år. Jeg blev virkelig hooked på festivalslivet tilbage i sommers. Ikke den slags, hvor man sover i telt i flere dage, men den slags, hvor man tager derhen en enkelt dag eller to. Voksenversionen om man vil.. I år planlægger vi hvordan vi kan koble vores arbejde sammen med festivalerne. Forhåbentligt bliver vi klogere snart.

ellies and ivy

^ Jakke Ellies & Ivy, Skjorte fra Moliin, bukser fra Nümph (gamle) og støvler fra Dr. Martens

Derfra drog jeg videre til et møde med mit agentur og til sidst et hurtigt smut forbi Schulz By Crowd butikken, som åbnede i onsdags. Hurra! Derfra cyklede jeg i supertempo til Bryggen, hvor jeg skulle hente børn igen. Jeg havde dem nemlig for mig selv hele mandagen.

I tirsdags havde jeg igen børnene, da Rasmus havde endnu en dagsvagt. Der var engang, hvor jeg syntes den slags dage var hårde, når jeg var alene med børnene morgen til aften, men nu tænker jeg ikke længere over det. Vi har vores rutiner, og det kører godt. Efter aflevering var det direkte ind på “kontoret”, som i det her tilfælde bare var Emmerys. Derefter nåede jeg forbi hende her, som fik fikset mit hår, der ikke havde set en saks eller farvning i over 6 måneder.

Sanne fik mig overtalt til lidt midlertidige lyserøde striber, og det lyder måske vildt, men endte faktisk ganske tilforladeligt. Jeg er vild med det. Derpå cyklede jeg først hen til vuggestuen og derefter hen til fritidshjemmet. Jeg ånder altid lettet ud, når begge børn er placeret på cyklerne og vi er på vej hjem. Det føles til tider som en sejr. Især, når det lykkedes uden skrig og skrål. Hjemme igen hyggede og legede vi, så tegnefilm, spiste aftensmad og tog den med ro. Rasmus var først hjemme kl. 21, og jeg gik i seng med det samme. Zzzzz…

ellies and ivy

Onsdag startede både tidligt og koldt. Jeg har nemlig faste løbeaftaler med min veninde tre gange om ugen. Tro det eller ej, men mit ur ringer ofte kl. 05.30, hvorefter vi løber kl. 05.45. Jeg synes ikke altid det er sjovt, nej, men hvis jeg skal nå at træne, skal det gerne gøres inden resten af huset står op. Jeg har alligevel sjældent overskud til det hen af eftermiddagen.

Efter løb skyndte jeg mig tilbage i bad, hvor jeg fik gjort mig klar til den her komsammen. Jeg nåede også at få skudt nogle billeder til en kommende kampagne samt et besøg forbi Ferm Livings showroom på Amagertorv. Onsdagens højdepunkt var dog netværksfrokosten, som Jasmin Gabay havde stablet på benene. Det endte i mange timers snak og lidt for mange glas Riesling. Jeg var først hjemme kl. 20 igen. Helt og aldeles færdig. Jeg fik arbejdet lidt og derefter smuttede jeg direkte i seng.

Torsdag sov jeg helt til kl. 08, da Rasmus havde morgentjansen. Vi er gode til at dele det op herhjemme, så vi hver især engang imellem kan droppe de tidligere morgener. Det var jeg ekstra glad for i torsdags.. Jeg arbejdede hjemmefra hele dagen. Der skulle oveni det daglige arbejde tages nogle store beslutninger for min digitale fremtid. Det er ikke synderligt spændende for jer, men fylder ret meget her. Så dagen gik, udover at skrive og sende et indlæg til godkendelse hos en kunde, med at mærke efter helt nede i maven.

Kl. 12.30 ringede Sylvesters skole dog. Han havde ondt i øjet og kunne ikke rigtigt åbne det. Vi fik hentet ham og bestilt en tid hos lægen. Lægen vidste ikke hvad det var, og bad os om at komme igen, hvis det blev værre. Rasmus tog på nattevagt og Sylvester sov inde hos mig. Jeg får aldrig rigtigt sovet, når jeg har børnene alene om natten. Jeg har mareridt om folk, der bryder ind og kidnapper mine børn, så jeg vågner som regel hver time og er fuldstændig panisk. Typisk night terror, som jeg desværre lider af.

ellies and ivy

Fredag morgen stod jeg op med Nola kl. 06.30. Jeg lod Sylvester sove, da jeg syntes han havde brug for en hjemmedag. Nola og jeg kom i tøjet og spiste morgenmad, og da Sylvester stod op var den helt galt med øjet, som han slet ikke kunne holde ud at holde åbent. Rasmus kom træt hjem fra nattevagt ved 08-tiden, hvorefter han igen kørte Sylvester til lægen. Vi blev henvist til øjenlægen, der kunne se han havde en ridse på hornhinden. Det er åbenbart ret smertefuldt. Han fik øjendråber med hjem og lov til at købe en masse fastelavnsboller på Lagkagehuset. De gammeldags selvfølgelig.

Resten af dagen stod på arbejde for mit vedkommende, fastelavnsboller, leg med børnene og en rolig fredag aften. For engangs skyld var vi alle hjemme og kunne se frem til en friweekend.

Og nu er det lørdag formiddag. Min dag startede med børn, der vækkede mig, en løbetur rundt om vandet og vinterbadning med min veninde. Jeg er netop kommet ud af badet og har sat sidste sløjfe på indeværende indlæg. Nola sover lur, og jeg planlægger lidt oprydning, mens Sylvester leger udenfor. Dagen kommer nok også til at byde på et glas vin, mens jeg kigger DBA igennem #guiltypleasure

Et lidt atypisk indlæg fra min side, men alligevel dejligt at få kigget tilbage og sat punktum på ugen. Nu er jeg klar til at se fremad igen. Mod en ny uge og nok også nye ambitioner for arbejdslivet.

Nu skal vi bare lige have en rask dreng, der kan komme tilbage til skolen, selvom jeg godt kunne forestille mig det snart er Nolas tur igen. Hun har nemlig, 7-9-13, slet ikke været syg siden hun startede op på de Bio-Strath dråber I anbefalede. De er guld værd. Så tak for tippet og jer!

Hvad har jeres uge stået på? Arbejde? Fritid? Syge børn? Store beslutninger? Spændende planer?

Skriv en kommentar

 

4 kommentarer

  1. Danica, jeg er vild med sådan et indlæg her. Jeg tror faktisk at jeg også vil prøve det haha! At se tilbage. Imorgen er en ny uge igang. Og så kører bussen igen. Hav en smuk rolig og dejlig søndag! Måske ses vi i løbet af ugen til nørderier? 🙂 A

  2. Stakkels Sylvester! Jeg havde en rids på hornhinden for et par måneder siden – det er så ubehageligt. Lidt som om der konstant er et kæmpe sandkorn i øjet. Nu gjorde det nok heller ikke situationen bedre, at jeg gik alt for længe uden at gå til øjenlæge; det resulterede i en betændelse i ridsen, en lækker øjenklap og et ar på hornhinden…

    Hvis I mangler en god øjenlæge, så vil jeg virkelig anbefale Øjenlægernes Hus i København K. De var så professionelle, fleksible og meget behagelige.

    God søndag.

    1. Åh, det lyder ikke rart. Jeg er da helt glad for jeg aldrig har oplevet det før. Det lyder ikke rart. Især ikke med en betændelse oveni ?

      Og tak for tippet. Vi blev henvist til en på Amager, men jeg vil helt klart huske det næste gang. Selvom jeg selvfølgelig håber det ikke bliver aktuelt ?