Planer og intentioner for januar: Nærvær, celleskrab og eksekvering

Vibeke Scott morgenkåbe

8 dage skulle der gå før jeg fik skrevet om mine ambitioner og ønsker for januar. Vil det have generet mig tidligere? JA! Er det vigtigt? NEJ. Og det er netop noget af det jeg arbejder med for tiden. Prioriteringer, skrivelyst og at kunne trække vejret ordentligt hver eneste dag.

10 planer for januar: Eksekvering, forretningsplaner og fritid

Det her indlæg er ikke mindre relevant for mig af den grund. De fleste mennesker er for alvor først kommet godt igang med året i mandags, og jeg har ærligt talt heller ikke haft det store at berette om i årets første dage. Alt har ligesom bare stået stille.

MEN nu kan jeg mærke hverdagen. Der er gang i indbakken igen, jeg tager store (og små) beslutninger og så begynder min kalender så småt at blive fyldt med møder, kaffeaftaler, børnefødselsdage, træning og venindetid.

Det føles godt og “voksent” efter en lang ferie kun i nattøj – omend jeg ikke har udsigter til kommende ferier i hele 2020. Når man er gift med en ambulanceredder er man heldig hvis man får en uges ferie i industriferien, så vi må krydse fingre og ellers plotte lidt ind før og efter sommerferien.

Vibeke Scott morgenkåbe

Det kan dog også noget. Hverdagen. Det er okay vi ikke har udsigt til ferie de næste mange måneder. Det er trods alt hverdagen jeg holder mest af. Jeg må dog indrømme, at jeg glæder mig til de lyse aftener atter gør sit indtog, men så har jeg også noget at se frem til. Det er det der med at finde det positive i alt. Det er en meget god øvelse for mig og mit sind.

Det har jeg allerede i kalenderen

.. Et celleskrab i næste uge. Efter vi flyttede til Aarhus i 2014, blev jeg glemt i systemet, og jeg har ikke fået et celleskrab i snart 6 år. Det er 100 % min egen skyld, men idet jeg er i fast forhold, og aldrig har oplevet celleforandringer, har jeg følt mig nogenlunde sikker. Det var da kun lige indtil jeg deltog i det her. Ikke at der skulle være noget galt, men det er en god reminder om at huske at få det gjort. Det er ikke videre behageligt, men det er sørme vigtigt.

.. Flere strategimøder med hende her, som jeg har hyret ind i 5 timer. Det er sundt at få andres øjne på den virksomhed man har skabt. Især når den er så personlig som min er. Jeg har rigtig svært ved at tage gode og strategiske beslutninger, da jeg er i mit eget brand, og derfor har jeg valgt at investere i nogle konsulenttimer med en kvinde, jeg synes er enormt dygtig til det hun gør.

.. Nogle store beslutninger, der skal tages, i forhold til design, teknik og søgemaskineoptimering. Ting, der er underordnede for jer, men af stor betydning for mig. Det koster alt sammen mange penge, men 2020 er året hvor jeg investerer i mig selv. På sigt skulle det gerne ende ud en investering, der giver mange gange igen.

.. En frokost på restaurant Kerne nu på torsdag med kollegaer og læsere. Det glæder jeg mig til. Især fordi den finder sted her i januar, hvor man ekstra meget har brug for at hænge ud med andre mennesker.

.. Yoga, holdtræning, løb og gåture. Jeg er ligesom halvdelen af Danmarks befolkning ekstra glad for min træning lige nu. Så må vi se hvor længe det holder..

.. Min Body All Mind behandling. Jeg havde så travlt i december, at jeg måtte aflyse noget af det jeg havde glædet mig allermest til. Det var super ærgerligt, men til gengæld kan jeg se frem til den allerede nu på mandag.

.. Flere arbejdsdage med Trine, som gennemgår en svær periode lige nu. Trine er et af de mennesker, jeg føler jeg er kommet tættest på i den her branche, og det gør mig glad, når man kan snakke om andet end kampagner og sociale medier.

.. Morgenmad med Camilla og Dorte. Vi skal tale arbejde og begynde at planlægge årets festivaler, som vi forhåbentligt når forbi i arbejdsøjemed. Endnu et par søde mennesker, jeg holder af.

.. Mit samarbejde med Blue City, som har været et af de bedste matchs for mig. Især efter den her episode. Mere om det snart.

.. Mit første podcast arrangement. Nanna og jeg har købt billetter til verdens mest populære horror podcast, No Sleep, der kommer forbi Hotel Cecil den 26. januar. Det bliver to timer med uhyggelige gys og nogle af de bedste podcastværter, jeg kender til. Øj, jeg glæder mig (men jeg er også lidt bange..).

Vibeke Scott morgenkåbe

Det håber jeg på at nå

.. Kvalitetstid med min mand. Vi trænger så meget til at ses uden børn. Sådan virkelig meget.

.. At tage en masse billeder, så jeg kan dyrke min fotopassion i endnu højere grad. Der er bare lige det der med lyset. På sigt er det planen at udbyde til alle jer, der kunne være interesseret i at få nogle stemningsbilleder.

.. En masse mig-tid med yoga, ansigtsbehandling, serier (The Bachelor er netop startet igen) og forhåbentligt også lidt kiggen ud i luften.

Det vil jeg købe

.. Absolut ingenting (udover undertøj). Jeg har hvad jeg skal bruge. Dog må jeg godt købe en lænestol, hvis den rigtige dukker op på DBA. Jeg er dog villig til at vente lang tid, så vi får den rigtige hjem.

Det skal jeg sælge

.. Jeg har netop solgt vores lænestol, spisebordsstole og lampe (se bare her), så nu er der “kun” tøj tilbage, som jeg kommer til at sælge ud af i weekenden på mine Stories. Det plejer at gå ret stærkt. Jeg elsker tanken om, at det kommer hjem til jer og får nyt liv.

Det vil jeg lytte til, se eller læse

.. I har tippet mig om en masse gode dokumentarer, som jeg vil igang med. Bl.a. Forbrugerbedrag, Minimalism og Don’t f**k with cats. Jeg ELSKER dokumentarer og har tidligere delt mine egne favoritter lige her.

.. Derudover vil jeg rigtig gerne læse bogen “Det okkulte Danmark”, som er en giga bog fyldt med mystiske historier fra Danmark gennem de sidste hundrede år.

Hvad byder jeres januar på? Hvad skal I sælge, købe, se, læse eller lytte til? Og hvad sker der af gode aktiviteter her i januar, der er værd at bemærke?

Skriv en kommentar

 

4 kommentarer