Karrieretanker: 33 år, gift, mor til to og blogger?!

Julie Sandlau ring

Hvem havde troet min karrierevej vil ende ud i en ægte bloggertitel? Ikke mig i hvert fald.. Når jeg tænker tilbage på studietiden på Aarhus Universitet (dengang hed det blot Handelshøjskolen i Aarhus), var min drøm ikke at blive selvstændig. Faktisk kunne jeg på ingen måder se mig selv som min egen chef. Det var jo sådan noget, der krævede noget jeg ikke besad. Nemlig mod.

Jeg havde ikke høje tanker om mig selv i de år. I hvert fald ikke når det kom til potentielle jobs og min fremtidige karrierevej. Jeg var præget af usikkerhed og gjorde bare det jeg var bedst til. Nemlig at gå i skole, skrive opgaver og holde præsentationer foran resten af holdet.

Lidt om min studietid, karrierevej og tvivlen på egne evner

Teorien var min stærke side, hvor det praktiske haltede. Jeg kan huske mine studiekammerater var hurtige til at skaffe sig studierelevante jobs. Selvtilliden var høj i klassen. Jeg holdte derimod fast i mit butiksjob i Pilgrim i Bruuns Galleri, da jeg var overbevist om jeg ikke vil blive ansat af andre virksomheder. Det var en klassisk “så undergår jeg da eventuelle afslag”.

Det tog mig 3,5 år før jeg søgte mit første studierelevante job hos BoligPortal, som jeg heldigvis fik, for jeg kunne åbenbart sagtens. Det var en kæmpe stor ting for mig. Inden da havde jeg også fravalgt et semester i udlandet. Og efterfølgende fravalgte jeg praktikken på 9 semester, for tvivlen lå der hele tiden.. “Du lander det aldrig. Det bliver ikke en succes. De kommer alle til at opdage, at du slet ikke er så dygtig, som du gerne vil fremstå”.

Karrierevej

Perfekthedssyndromet

Når TV-programmer om de perfekte piger og 12-tals typerne ruller over skærmen, ser jeg mig selv. Eller i hvert fald mit yngre jeg. Jeg ved slet ikke hvordan det endte sådan på min videregående uddannelse, da det ikke var tilfældet i hverken folkeskolen eller på handelsgymnasiet. Jeg har altid været helt gennemsnitlig, og haft det fint med det, men på virksomhedskommunikation fandt jeg hurtigt ud af, at jeg var dygtig til noget konkret. Det var endda efter et år, hvor jeg nåede at læse HA Almen og floppede big time.

Jeg var nemlig god til markedsføringsplaner, idéer og strategier. Jeg elskede det faktum, at der aldrig var ét svar på spørgsmålet. Jeg kunne simpelthen argumentere for alt, hvis blot jeg havde gjort mit forhåndsarbejde godt nok, og det elskede jeg. Det ligger simpelthen ikke i min natur at være kortfattet.

Jeg var pludselig hende den kreative, der i samarbejde med min gruppe byggede emballage til danske æbler, som skulle markedsføres i supermarkeder. Min bachelor tog afsæt i læreruddannelsen, og hvordan vi kunne skabe et bedre image overfor potentielle studerende, så uddannelsen igen vil få de mange ansøgere, som de håbede på (det var dårlige tider for læreruddannelsen tilbage i 2010..).

Min karrierevej

Gruppearbejde, kreativitet, medietræning og krisekommunikation i en stor pærevælling

Og sådan fortsatte studiet med en masse kommunikationsstrategier, cases og teori. Der var massevis af gruppearbejde, medietræning og krisekommunikation, og noget jeg også har hevet med ind i mit virke som blogger, hvilket bringer mig tilbage til det store spørgsmål.. Blogger?! Hvordan endte jeg her?

Jeg havde altid set mig hos en større virksomhed, hvor målet var at starte lavt og arbejde mig op til en form for lederstilling på sigt. Det var det vi alle drømte om. Novo Nordisk, Vestas, Arla, og især jagten på de famøse Graduate programmer. Eller jeg troede jeg drømte om det, men jeg gjorde nok bare det som studiet lagde op til. Jeg mindes ikke der var fokus på iværksætteri, men det var også noget helt andet dengang i 2010-2011 kontra nu, hvor mange har en sidebeskæftigelse eller er fuldtidsselvstændige.

Frygt og manglende tro på egne evner.. Hvornår vil de mon opdage, at jeg slet ikke var dygtig?

Jeg mærkede dog allerede frygten, da studiet nærmede sig sin afslutning. Var det det jeg skulle lave de næste 40 år? Arbejde en hel masse for i sidste ende at få en lederstilling og ansvar? Jeg blev gravid under mit speciale, og så havde jeg det at tænke på før jeg skulle lande mit første rigtige voksenjob, som jeg heldigvis fik en uge efter min barsel var slut.

Det var dog ikke i en stor virksomhed, men derimod i et lilla iværksætterfirma med to andre ansatte. Det var tre lærerige måneder inden jeg erkendte, at jeg ikke gad at bruge min tid der (lang historie kort.. vi var ikke helt enige om hvad jeg skulle lave), og dagen efter sagde vi lejlighed, vuggestueplads og jobs op.

Derfra hed den dagpenge til os begge, en masse jobansøgninger, lejlighedskiggeri i København, jobsamtaler og efter 6 måneder, for mit vedkommende, et job hos et bloggerbureau i 2014, hvor jeg skulle sidde som community manager. Det var drømmejobbet. Især fordi jeg fik det gennem min blog, der havde åbnet døre som aldrig før.

Der gik det for alvor op for mig, hvad netværk kunne bringe med sig. To år senere begyndte jeg at se, hvordan andre gjorde mediet til deres primære forretning, og jeg så straks potentialet. Det var nu eller aldrig. Jeg gad ikke flere år med fuldtidsjob og en blog sideløbende, som jeg på ingen måder havde tid til dengang.

Jeg havde en idé, men endte i en helt anden, og selvskabt, stilling

Således endte jeg med at leve af min blog. På de 3,5 år hvor jeg har haft det som min primære beskæftigelse, har markedet ændret sig komplet. Ansvaret er blevet større, læserne mere kritiske og kunderne mere varsomme. Nu spekuleres der i store og eksklusive årssamarbejder, troværdighed og det bedste match. Heldigvis.

Jeg er stadigvæk på sådan et mellemstadie, hvilket jeg har det virkelig godt med. Det har sin fordele at ligge hvor jeg gør. Det er endnu ikke blevet for stort, men jeg er heller ikke en mikroinfluencer, der kan spises af med produkter. Jeg tjener ikke alverdens, men nok til jeg har et godt liv. Jeg har ambitioner og mål, men jeg minder mig selv om, at det vigtigste, trods alt, er det, der startede det hele. Skrivelysten, øjeblikstanker og det personlige element.

To forskellige liv og bloggertitlen på godt og ondt

Jeg forstår godt, at der opstår en distance mellem afsender og modtager, når der leves to så forskellige liv. Omvendt er mit liv ikke modsat mange andres, hvis man ser bort fra jeg er selvstændig og har en svingende indkomst. Jeg vil alligevel ikke kunne tage et fuldtidsjob med min mands skiftende arbejdstider. Ikke så længe vi har lille Nola, som helst ikke skal være i vuggestuen fra morgen til aften.

Så ja, jeg er blogger. Eller influencer, som andre ynder at kalde det, og det har jeg efterhånden lært at være stolt af. De første mange år skjulte jeg det for familie og venner, da jeg syntes det var decideret pinligt at være blogger. Noget med jantelov og jeg i hvert fald ikke skulle tro jeg var noget.

Nutid og fremtid: Når hele familielivet skal gå op i en højere enhed

Jeg er heldigvis blevet ældre og mere selvsikker i de beslutninger jeg tager. Jeg har skabt et job for mig selv, som gør min mand kan lave det han kan og som giver frihed til mine børn. Jeg kan tage billeder, som jeg elsker, og endda få løn for det. Jeg får lov at møde en masse seje mennesker, være kreativ og blive udfordret. Vigtigst af alt får jeg lov til at være min egen chef, hvilket jeg nyder.

Jeg skal helt sikkert tilbage til arbejdsmarkedet en dag, men for nu fungerer det her. Jeg føler på ingen måder jeg er færdig eller har sagt det jeg ville. Så længe jeg husker at investere i mine kanaler og udvikle mig.

Jeg elsker dialogen, inspirationen og den personlige kontakt med jer, og nu hvor jeg også står for det forretningsmæssige selv, elsker jeg også at være sælgeren. Så mange kasketter, som jeg forhåbentligt en dag kan kigge tilbage på med stolthed. Jeg gjorde det fandme! Jeg blev ikke rig, men jeg hoppede ud i noget, jeg aldrig havde troet var muligt under mit studie. Jeg har taget valg, der har krævet mit mod, og det har jeg det bare rigtigt godt med.

Tak til jer, der læser med og altid er skide rare, men også tak til jer, der debatterer og ændrer udvider min horisont. Jeg holder af det hele!

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer