Planer og intentioner for februar: Soloræs, nye fotojobs og fastelavn

Lulus Drawer nattøj

Swoosh… Så forsvandt der lige små fem dage med pasning af en sygdomsramt datter. Her er det både en gave og forbandelse at være sin egen chef. Mest det første, trods alt.

Jeg er nemlig meget taknemmelig for jeg ikke har skulle melde mig syg alle de dage Nola har været nede. Omvendt har jeg stadigvæk forpligtelser, deadlines og ting, der skal ordnes, hvilket betyder jeg har arbejdet i alle hendes små lure, om aftenen og sågar nærmest om natten.

10 planer for februar: Soloræs, nye fotojobs og fastelavn

Og det er ikke fordi jeg har mere travlt end alle med fuldtidsjobs. Overhovedet. Jeg har bare ikke nået det jeg skulle i dagstimerne, og grundet de her store beslutninger, har jeg lidt mere på min tallerken end jeg plejer. Jeg vil jo også gerne kunne udbetale løn til mig selv den 1. marts.

MEN Nola er rask igen. Eller tæt på. Så i dag er en ganske normal dag, forhåbentligt, og jeg satser på en god nattesøvn fra nu af, så vi kan komme tilbage til hverdagen. Hun var forresten nede med hånd, fod og mundsyge. Det var virkelig en grim virus med blister i munden og ubehag. Så synd for hende. Der dukker hele tiden en ny mærkelig omgang op, jeg ikke rigtigt kendte til før, og vuggestuelivet er til tider som at spille russisk roulette med spændende sygdomme.

Jeg ved godt vi allerede er godt igang med februar, men jeg tillader mig alligevel at tage et lille kig fremad, og jeg håber sådan I nyder at læse med.

Månesten hårpynt

Det har jeg allerede i kalenderen

.. En tur forbi tandlægen. Det er over et år siden sidst, og jeg frygter det hver gang. Ikke fordi jeg har angst for tandlæger, men derimod fordi jeg bange for at få fortalt, at jeg ikke bruger tandtråd ofte nok. Haha! Det synes jeg er dybt pinligt at få italesat – også selvom jeg godt ved jeg BURDE gøre det hver dag. Jeg skynder mig derfor altid at gå amok med tråden op til, men det er aldrig helt tids nok. Kender I det?

.. En frokost med gode mennesker efter mit, måske eller måske ikke, gode tandlægebesøg.

.. Et møde med Camilla, der er en af dem jeg kender, som ved allermest om Instagram. Vi skal arbejde lidt på mit online brand og hvad jeg kan gøre bedre eller anderledes. Vi har aftalt at mødes på Marias nye veganske spisested, Flavour bastards, som netop er åbnet i Ravnsborggade.

.. Flere fotoshoots med de bloggere, jeg samarbejder med. Jeg har efterhånden fået mig en lille og god business on the side, hvor jeg skyder billeder af dygtige mennesker. Hensigten er, at de ikke skal stresse over alt det billedemateriale de skal bruge til den kommende uge. Det ordner vi som regel på et par timer, og på den led har de indhold til blog, Instagram og kommende kampagner.

.. 3 x optagelse af Gåsehud podcast, som snart rammer 40 afsnit. Det har intet med mine andre sociale kanaler at gøre, men hold op, hvor jeg elsker at skræmme mig selv og dem, der lytter med. Det har vokset sig nogenlunde stort af et podcast at være, og jeg er ualmindelig stolt. Også selvom jeg bruger mange timer på det uden at tjene en krone.

Lulus Drawer

.. En masse kaffemøder med folk, jeg beundrer eller kender gennem branchen. Man skal ikke underkende, hvor meget værdi sådan en lille kaffetime kan give. Ikke mindst af energi, når man, som jeg, sidder meget alene derhjemme.

.. En datenight. Jeg ved endnu ikke hvad vi skal lave, men vi skal helt sikkert ikke i biografen. Så falder jeg 100 % i søvn igen.

.. Mere vinterbadning. Jeg elsker det, og grunden hertil kan du læse om her. Jeg synes det er koldt, men jeg har det vidunderligt bagefter. Det skal jeg naturligvis gøre meget mere i løbet af februar.

.. Holde tungen lige i munden og sparke nogle døre ind. Jeg har nemlig valgt at hoppe ud af Boom Agency igen for at køre det hele selv. Jeg savnede den direkte dialog med kunden, og så foretrækker jeg at tjene hele puljen af penge selv. Det er ekstra arbejde, ja, men det er også rart at blive mere bevidst om hvad der fungerer og hvad der ikke gør. År 2020 er året, hvor jeg tror mere på mig selv. Jeg kan jo sagtens.

Månesten hårspænder

Det håber jeg på at nå

.. At lande et større samarbejde, der kan give mig ro i maven, så jeg ikke er så afhængig af de små one-shot kampagner.

.. Flere fotojobs for Trinesblend og Rockpaperdresses. Det er virkelig en ære at arbejde med så dygtige mennesker.

.. Flere kys, kram og kærlige ord til min vidunderlige familie. I en hektisk hverdag får man ikke altid husket det. Til børnene jo, men ikke så meget Rasmus..

.. En tur forbi Copenhagen Contemporary på Refshaleøen. Det er mig en gåde, jeg først har opdaget det sted nu.

.. En masse hjemmeyogasessioner. Jeg er blevet medlem af det her vidunderlige onlinested, som jeg skal samarbejde med i løbet af februar, og jeg er simpelthen blevet så glad for det. Simone er jo en knalddygtig instruktør. Nu skal jeg blot have opsagt mit fysiske medlemsskab hos YO, så jeg kan gå all in på Ro Yoga.

Echinaforce dråber

Echinaforce dråber

Det vil jeg købe

.. Noget nyt undertøj, måske fra Organic Basics, en tørshampo, makeupfjerner, showergel og en mascara. Jeg er løbet tør for alt på én gang.

.. Reklame: Endnu en Echinaforce. Min nuværende er tom, og den har ellers været en lifesaver henover vinteren, når snuen og udmattelsen har ramt mig. 30 dråber i et glas tre til fem gange dagligt, og så er man godt på vej. Se bare her hvordan jeg bruger dråberne.

.. Et fastelavnskostume til Sylvester. Han vil gerne klædes ud som et bæger popcorn, og det rækker hverken min fantasi eller overskud til, så vi køber det færdiglavet.

Det skal jeg sælge

.. Halvdelen af min garderobe. Har I lyst til at komme forbi til loppemarked på min terrassen indenfor den nærmeste fremtid? Så inviterer jeg gerne.

Det vil jeg lytte til, se eller læse

.. Jeg vil så gerne se 1917 i biografen. Og så har jeg stadig ikke hverken læst eller set Ser du månen, Daniel. Jeg forestiller mig det er sådan en, som jeg skal samle kræfter til.

.. Anne Mette Kirks “Knust” ligger på mit natbord, og jeg kan næsten ikke vente med at gå igang. Hvad læser I lige nu?

Hvad byder jeres februar på? Hvad skal I sælge, købe, se, læse eller lytte til? Og hvad sker der af gode aktiviteter, der er værd at anbefale?
Follow my blog with Bloglovin

Skriv en kommentar

 

2 kommentarer