Jeg er meget optaget af at opnå velvære i en travl hverdag, hvor jeg føler et naturligt overskud fremfor at okse rundt. Jeg duer nemlig ikke til stress og sørger altid for at inkludere små stunder hver dag, der sikrer jeg kobler af. Alt fra meditation og gåture til yoga, nærende mad, klassisk musik og fralæggelse af sociale medier.
Hvorfor er det overhovedet blevet så vigtigt at koble af, nyde nuet, at afstresse, meditere og værne om sind og krop? Vi fokuserer på at undgå sociale medier, når vi er sammen med vores nærmeste, belønne os selv med en god bog fremfor TV & Netflix samt spise anti-inflammatorisk mad?
Læs også:
Husker du dig selv? 70 yogaøvelser, du kan lave derhjemme
Altså jeg elsker den udvikling. Nok mest fordi jeg er ramt af den og tit føler mig mat og udkørt. Det duer jo ikke. Jeg skal gerne fungere optimalt. Som mor, familiemedlem, kæreste, kollega, veninde, blogger m.m., og jeg nyder alt der hører sig til “afkobling”. Det er der hvor jeg er mest til stede og nyder de små hverdagsøjeblikke. Men sker det ubevidst? Nej. Ikke endnu. Jeg skal dagligt minde mig om, at det er vigtigt. Hvis ikke jeg gør det, møder jeg en mur midt på ugen.
Planer. Mange planer stresser mig. Jo færre aftaler i min kalender des bedre. Noget med at KUN vælge de ting til, som jeg orker og virkelig gerne vil. Resten frasorterer jeg og er faktisk blevet rigtig god til det. Ingen dårlig samvittighed. Selvfølgelig findes der ting man er nødt til at gøre, selvom det ikke er verdens sjoveste. Men jeg er fortaler for at gøre de ting der gør en glad.
Yoga, meditation og stilhed. Ja, og også motion, men det siger nok sig selv. Jeg dyrker lidt motion hist og pist, men der hvor jeg virkelig sætter ind, er på udstrækning, yogaøvelser og meditation på min yogamåtte. Det kan tage alt fra 5 minutter til 20. Så længe det bliver gjort, bliver min dag så meget bedre. Jeg kan vitterlig fjerne en dungrende hovedpine på den vis. Min foamroller er også essentiel i min hverdag. Den gør jeg sjældent har ondt i ryg eller lænd længere, og det kommer altså fra en med en kronisk syg lænd.
Frisk luft. Verdens bedste ide, når man er så meget indenfor som vi ofte er i Danmark. Alt fra at tage kaffen på terrassen om morgenen til at gå en lang tur. Frisk luft frisker sindet op, giver energi og man får bearbejdet ting man ellers kan have tendens til at skubbe væk. Det giver mental ro og hvis man er flere afsted, får man ofte talt om ting, der ellers ikke bliver bragt op. Jeg er blevet naturfan og elsker alle årstider og vejrsituationer. En gåtur i rusk og regn, kan man være lige så afstressende som en højsommerdag.
Sund mad og masser af vand. Jeg har en vandflaske på mig dagen lang, så jeg altid har vand indenfor rækkevidde. Ellers dehydrerer jeg hurtigt. Nærende mad med fokus på grøntsager, fed fisk, nødder og kosttilskud, giver en hel anden følelse i kroppen. Og så giver kage og kaffe altså også mentalt overskud. Lidt forkælelse skal der til..
Kærlighed. I alle former. Omgå dig med mennesker der giver dit liv værdi og omvendt. Del kærlighed, hold ikke igen og gå i seng hver aften uden sure miner og indebrændthed. Det er livet simpelthen for kort til. Stress ikke over morgendagen.
Du kan alligevel ikke gøre fra eller til mens du ligger i din seng. Vi har kun et liv og du gør det så godt du kan. Sørg for dine forventninger ikke er for høje til dig selv. Ros dig selv for dagens gøremål og sørg for at starte på en frisk igen i morgen. Det giver virkelig en forbedret livskvalitet.