^ MarMar Copenhagen Body (vores favorit til Nola) HER, Superga Sko HER, Konges Sløjd Pusletaske HER
Shit, hvor er jeg blevet klog siden jeg blev mor til to. I hvert fald når det gælder vores liv som forældre til to unger. Resten har jeg stadigvæk ikke styr på, ha! Alligevel er der nogle ting, jeg godt vil have vidst inden jeg pressede den sidstankomne baby ud. Det kunne nu have været meget rart.
Jeg havde mine forestillinger, men jeg kunne jo alligevel overhovedet ikke sætte mig ind i det før jeg stod på den anden side. De her åbenbaringer kan jeg selvfølgelig ikke holde for mig selv eller noget.. Måske bare én af jer får en aha-oplevelse? Om ikke andet har I nogle “spændende” overraskelser at se frem til!
Pssst.. Byd endelig selv ind med de ting I gerne vil have vidst inden I blev mor til barn nr 1, 2 eller 5. Hvad er I blevet klogere på og hvad har taget jer med bukserne nede? Vi kan lige så godt dele guldkornene. Om ikke andet er vi flere i samme både.
LÆS OGSÅ DETTE INDLÆG:
10 TING, JEG TROEDE JEG HAVDE TOTALT STYR PÅ I MIN GRAVIDITET
1. Jeg vil virkelig gerne have vidst, hvor lidt tid man har til sit parforhold, når man pludselig har to børn. Altså jeg vidste godt, at jeg vil få mindre tid generelt, men det kom alligevel bag på mig. Vi har vitterligt ingen tid sammen. Vi kan sagtens lave noget hver for sig, men vi har ALDRIG kærestetid længere, og jeg fornemmer ikke det bliver bedre før om flere år.. Det er mærkeligt at savne sin bedre halvdel, når han sidder lige siden af én.
2. Jeg vil også gerne have vidst, hvor dyrt det hele er. Her tænker jeg specielt i modermælkserstatning, bleer, nyt tøj og udstyr, rejser og, fra næste år, dagplejeplads. Altså jeg kunne godt huske det fra Sylvester, men to børn er dyrt, og hun er endda stadigvæk bare herhjemme hos os.
3. Den dårlige samvittighed.. Jeg havde godt hørt fra andre, at man kunne få dårlig samvittighed overfor det ældste barn, men jeg havde ærlig talt IKKE troet det vil ramme os, da Sylvester snart er seks år og jo kan forstå forandringen meget bedre end mindre børn. Men alligevel rammer utilstrækkeligheden os på daglig basis, når vi må bede ham om at vente eller slet ikke hører hvad han siger. Han har ikke haft en slem reaktion, men vi kunne godt mærke på ham at han lige skulle vænne sig til at dele opmærksomheden. Også selvom han er et større barn. Jeg håber selvfølgelig det bliver bedre med tiden, som hun bliver større, og vi måske får en bedre rutine op at køre.
4. Jeg vil også gerne havde vidst, at der er forskel på børn. Selvfølgelig er der det, men når man kun har prøvet én type baby før forventede jeg lidt det vil blive det samme med nr. 2. Det er det så ikke.. Nola er mere mild end Sylvester var. Eller os er vi bare mere afslappede. Til gengæld sover hun ikke lige så godt om natten som sin storebror gjorde, og netop den udfordrede nattesøvn, er en farlig cocktail, når man skal være velfungerende om dagen med to børn, en online forretning og praktiske gøremål derhjemme. SHIT!
5. Det er også kommet bag på mig, hvor meget vasketøj vi vasker. Jeg vil slet ikke tænke på, hvad vi skulle gøre, hvis ikke vi havde en vaskemaskine. Eller opvaskemaskine. Eller mikrobølgeovn (som vi kun har anskaffet os pga. alle de flasker med mælk vi laver til Nola på daglig basis).
6. Hold nu op, der er også meget gylp rundt omkring. Det er fuldstændig sindsygt og 100 % noget jeg må have fortrængt fra første barn. Jeg finder det på mit tøj, i mit hår, på vores møbler og ikke mindst som små stænk op af alle vægge. Hvis man ikke vidste bedre, vil man tro det var en nyskabende og dyr form for kunst. “De hvide dråber..”.
7. Til gengæld er det virkelig overraskende, hvor lidt folk er efter mig og min rolle som mor. Både online og i det virkelige liv. Jeg synes folk har lige lovligt meget tendens til at tale om mor-politiet, og måske er jeg bare ikke den der råber højst, men jeg oplever altså ingen løftede pegefingre. Kun et par gange i forbindelse med manglende amning, men ikke noget jeg ikke kan håndtere. Eksisterer mor-politiet overhovedet? Altså det gør de jo, det kan jeg høre fra andre, men jeg er af en eller anden fantastisk grund forskånet for de værste bemærkninger. Det skal også lige nævnes, at jeg i den grad synes der er forskel mellem et (ofte bedrevidende) råd og så en decideret sviner af éns moregenskaber.
Hvad har overrasket jer? Fra ingen børn til ét barn? Eller fra ét barn til flere børn? Del endelig jeres sjoveste og mest overraskende overraskelser.
PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.