Jeg håber I har haft nogle rare og nærværende juledage? Hvad end I var alene, sammen med familien eller på ferie. Der er så mange måder at fejre jul på, og selvom traditioner er hyggelige, er jeg fortaler for, at alle skal gøre lige præcis dét der gør dem glade. Også selvom andre måske ikke helt forstår det. Nej tak til tvangsjul og stress.
Jeg har også trukket stikket. Det havde jeg i den grad brug for, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft så meget tid. Til at se film, læse bøger, sove længe, indrette børneværelse og spille PlayStation. Det har i sandhed været en gave og helt klart noget jeg skal gøre mig mere i. Små åndehuller her og der. Der var ikke nogle højere tanker bag – udover jeg havde brug for kun at være sammen med min familie. Vi fik ikke taget et eneste julebillede sammen, og det er helt okay.
Tilbage til dagens indlæg. Som året går på hæld, har jeg brug for at reflektere. Jeg har tendens til at glemme de ting, der allerede er sket, for kun at fokusere på alt det man stadigvæk gerne håber sker. Derfor kan det være meget sundt at kigge tilbage. Både for at mindes de gode stunder, men også for at gøre status på de ting man måske syntes var lidt hårde i øjeblikket (men som næsten altid endte med at løse sig).
I det første indlæg i min føljeton gør jeg status på privatlivet, som unægtelig er det vigtigste. Det næste indlæg vil fokusere på min virksomhed og selvrealisering, og jeg håber I vil nyde at kigge med tilbage. Hvor længe har I mon læst med? I kort tid eller måske endda flere år?
Det største øjeblik – Nolas ankomst
Årets højdepunkt er uden tvivl Nola. Vi fik en datter, og det er ret stort taget i betragtning af vi aldrig troede vi skulle have flere børn. Jeg var gravid 1/4 dele af 2018, men den 22. april, 14 dage over tid, kom hun ud efter 5 hindeløsninger, 4 gange zoneterapi, 11 (!!) akupunkturbehandlinger, 2 igangsættelsespiller og en jordemoder, der tog vandet. I kan læse min fødselsberetning her.
Hun holdte ud til det sidste, og jeg fik sat min tålmodighed på prøve. I dag er hun 8 måneder og den herligste baby, jeg kender. Jeg kunne ikke forestille mig en hverdag uden hende. Hun er mit livs bedste beslutning udover Sylvester, og jeg er så glad for vi alligevel valgte at få nummer to.
Parforhold og kærlighed
Jeg tænker også tilbage på et år, hvor parforholdet og kærligheden ændrede sig. Ikke til det dårligere, men måske bare mere udfordret? Det er hårdt at få et barn, og når man får nummer to har man vitterligt ikke to sekunder til hinanden. Vi har nærmest intet tid haft sammen siden Nola blev født, men det er okay. Selvom vi savner hinanden, er det så kort tid af vores liv, at det nok skal komme igen. Vi må finde glæden i de små øjeblikke, og når hun en dag er ældre, og kan blive passet, vil vi også finde hinanden igen. Det bliver bare ikke lige nu.
Selvfølgelig hjælper trætheden heller ikke på det, og vi kan have tendens til at diskutere lidt mere end hvad godt er. Sådan går det op og ned. Så længe grundkærligheden er der, og vi inderst inde ved de hårde ord om natten ikke gælder, skal det nok gå. Jeg er dog 110 % sikker på vores forhold IKKE skal udsættes for flere børn, haha.
Karriere, økonomi og prioriteringer
2018 var også året, hvor Rasmus blev færdiguddannet redder og begyndte en hverdag med skiftende arbejdstider. Det var en kæmpe lettelse for os begge. Samtidigt skiftede han firma og kører nu fra Frederiksberg, som unægteligt er tættere på Bryggen end hans tidligere arbejdsplads var. Han elsker sit job, og jeg elsker ærlig talt at have en mand, der laver noget helt andet end mig. Vi bliver klogere på hinandens verdener og komplimenterer hinanden, fordi der er så stor en kontrast.
Økonomisk har det været en prøvelse. Alt er okay, men at bo til leje i København er åndsvagt dyrt. Kombineret med at jeg er selvstændig og havde deltidsbarsel, blev vi til tider alt for udfordret. Det er udelukkende min “skyld”. Jeg satser på det ændrer sig i 2019, hvor der sker store forandringer i min virksomhed. Og ellers er det ikke værre end jeg må finde et job og få en stabil indkomst igen.
Sylvesters skolestart og den store udvikling
Og så var det året, hvor Sylvester startede i skole. Sikke en omvæltning. Jeg havde ærlig talt slet ikke forestillet, hvor meget det vil fylde. Alt er anderledes, og man føler pludselig ikke man værdsatte børnehavelivet højt nok.
Nu handler det hele om faste mødetider, udvikling, legegrupper, udmattelse, læring, forældreintra og lektier. Sylvester klarer det fantastisk. Det er mere os andre. Ej, han har skulle omstille sig til den nye hverdag, og der har både været perioder med tårer, angst og glæde.
Jeg glæder mig til at komme over på den anden side af nytår, hvor han falder mere til og det forhåbentligt bliver en god hverdagsvane. Jeg forstår godt dem der tyer til friskoler eller privatskoler. Ikke at der er noget galt med hans skole. Den er fantastisk. Der er bare enkelte dele af folkeskolen, der måske ikke altid lige tager hensyn til de her små børn, som ofte stadigvæk kun er fem år, når de starter. Det er lidt hårdt. Både at overvære, men i særdeleshed for barnet.
Selvforkælelse, mig-tid og egoistiske valg
I 2018 har jeg til trods for barn nummer to, deltidsbarsel og arbejdsliv, formået at prioritere mig selv. Hvor mit forhold til min mand ikke har fået tildelt meget tid, sørger jeg for at booke små huller ind til mig selv på ugentlig basis. Det er livsnødvendigt for mit overskud. Jeg kommer både til yoga og får ansigtsbehandlinger løbende. Andre gange når jeg frokostaftaler med kolleger eller veninder, og summen af netop dét motiverer mig til at være den bedste mor herhjemme.
I forhold til søvnen er det selvfølgelig hårdt, men vi deler nætterne op imellem os, og gudskelov for det. Jeg er derfor garanteret en god nats søvn et par gange om ugen. Jeg vågner selvfølgelig når Nola gør (eller hvis jeg har et af mine utallige mareridt), men jeg skal ikke op for at lave flaske eller sidde med en vågen datter i flere timer, og det gør en kæmpe forskel.
Jeg ved godt at man i mange hjem lader moren om nætterne, fordi far skal på arbejde, men herhjemme er vi heldigvis enige om det er lige hårdt for begge parter. På det punkt er jeg meget taknemmelig. Jeg har aldrig, hverken med Sylvester eller Nola, “lavet” mest. Vi er lige om alt, og selvom det måske siger sig selv, når man får barn sammen, er det jo sjældent realiteten. Ikke at der er noget galt i det. Jeg er bare ikke sikker på jeg havde haft lige så meget overskud, hvis ikke det havde været tilfældet.
Den dag i dag undrer folk stadigvæk sig, hvis jeg er ude til møde eller lignende uden Nola. “Passer far så baby?!”. Nej, far passer ikke. Man passer ikke sine egne børn. Man er sammen med dem, fordi man har sat dem i verden. Det er lige så naturligt, som hvis mor er hjemme.
Alt i alt og en status på det foregående år
Så alt i alt. Et fantastisk år med en nyankommen datter, mig-tid, skolestart, livet som mor til to, hårde perioder for parforholdet og en masse unødvendige bekymringer om lejlighed, økonomi og prioritereringer. Som altid gik det lige præcis som det skulle, og jeg kan kigge tilbage på et spændende år fyldt med nogle af livets største øjeblikke.
Jeg vil sætte pris på, hvis det næste år blev lidt mere roligt på privatfronten (læs sidste års status her). Det hele kører lige nu, og jeg ønsker mig god tid til at se mine børn vokse sig større. Livet går hverken hurtigere eller langsommere af jeg render rundt og har travlt. Mere fokus på nærvær og os-tid, og mindre fokus på bør, bekymringer og at sige JA til ting, jeg ikke har brug for.
Hvordan har jeres seneste år set ud på privatfronten? Har det været et roligt år eller er der sket noget stort?
PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.
