
Glædelig mandag.. Det her indlæg kommer lidt senere end planlagt, men det er der altså en god grund til. For at være helt ærlig har jeg været ret utidig og hormonel siden søndag morgen. Det resulterede i et overdramatisk skænderi med manden herhjemme og sure miner. Jeg kan helt objektivt godt se, at det ikke nytter noget, men nogle gange handler kroppen og hjernen anderledes.
Vi er gode venner igen, men kroppen går jo automatisk i beredskab og så tærer det altså lidt på kræfterne. Derfor var jeg heller ikke sen til at invitere ham med på California Kitchen på Vesterbro til frokost, som jeg har drømt om at besøge ret så længe. Det hjalp på humøret og mandagen endte med at blive meget bedre end først antaget.
Det bliver måske lidt for personligt, men sandheden er, at langt de fleste par har deres ture. Det har vi i alle tilfælde herhjemme, men vi er heller ikke konfliktsky. På nogen måde. Jeg kan slet ikke klare at gå med noget på hjertet i længere tid. Hvis noget går mig på, så tager jeg den i øjeblikket. Ikke i morgen eller om en uge. Tilsat en god portion hormoner og en træt krop, har man opskriften på en “spændende” diskussion..
Derudover går tankerne på den ekstra scanning vi har på næste mandag. Det er den dag, hvor vi finder ud af om moderkagen stadigvæk ligger i vejen eller ej, og det er først der jeg mentalt kan forberede mig på enten en fødsel som sidst eller et potentielt kejsersnit. Jeg håber selvfølgelig på det første, men er også okay med det sidste.
I sidste uge..
.. var jeg til min sidste lægetid i graviditeten. Det tog fem minutter, men jeg blev klogere på mit blodtryk, babyens placering og den klassiske urintest. Mens jeg sad i venteværelset lavede jeg en spørgerunde på Instagram, hvor jeg nysgerrigt spurgte jer hvor mange der mon var gravide. 27 % af dem, der svarede var gravide. Det er langt flere end jeg troede og jeg havde ingen idé om så mange gravide overhovedet fulgte med. Ret hyggeligt.
.. fik jeg en pandekage craving. Den kommer efterhånden flere gange om ugen, hvor jeg på ingen måder kan ignorere den igen.. Det er som regel på ret så mærkelige tidspunkter, hvor supermarkeder ikke har åbent.
.. aflyste jeg et par aftaler i ren respekt for min krop. Det er kun det vigtigste jeg booker ind nu. Pressearrangementer og møder tager jeg mig kun tid til, hvis jeg finder det 100 % interessant og relevant. Til gengæld er jeg god til at prioritere ting som behandlinger, selvforkælelse, zoneterapi, yoga og snart også en alternativ form for fødselsforberedelse.
.. jeg starter nemlig op på et fødselsforberedelseskursus med udgangspunkt i yoga og mindfulness om nogle uger. Jeg når lige at blive færdig inden termin og jeg er selvfølgelig meget spændt på, hvad det giver i forhold til fødslen.
.. fik vi samlet de sidste ting. Nu mangler vi bare at gøre det klar, pakke den hospitalstaske, der kigger på mig hver dag og at købe bleer. Jeg kan slet ikke huske, hvad vi gjorde sidst? Køber man nogle forskellige blepakker og størrelser? Og derved satser på én af dem rammer rigtigt?
.. overvejede jeg om chiliplastre er en god idé under en fødsel? Og hvor kan man købe dem? Jeg kunne nemlig ikke finde det på apoteket.
Måske I endda kan være behjælpelige med noget af ovenstående? Kan I genkende jer i noget af det selv? Hvordan har I det ellers?
PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag.