Jeg struggler lidt for tiden. Det er ikke mere end et par dage siden, at jeg havde en samtale om hvor mange gange ugentligt, jeg tænker jeg burde få et traditionelt job igen. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi det her selvstændige liv rent ud sagt er pisse hårdt.
Nu tænker jeg ikke nødvendigvis økonomisk. Det kan jeg forholde mig til og selv tilpasse i forhold til hvor aggressiv jeg er. Jeg tænker derimod mere på mig som menneske, brand, blogger, online personlighed og hvad, der ellers betegner det, jeg nu engang laver. Det er bare ikke altid sjovt at skulle lægge navn og ansigt til alt.
Samtidigt føler jeg, at jeg kæmper lidt med min blog. Jeg ligger så meget energi og tid i det, og vil ikke give afkald på mine værdier, men alligevel performer det ikke altid, som jeg havde håbet. Og det er netop dér den forfærdelig sammenligningsfølelse kommer ind i billedet, for det gør vi mennesker jo engang imellem. Altså beundrer andre og deres præstationer, men hvor man samtidigt bare gerne vil gøre det halvt så godt. Jeg føler ikke, jeg har tilstrækkeligt med talent til at skrive mig ind i folks hjerter. I ved dér, hvor det nærmest går viralt og rammer toplister rundt omkring. Jeg kan noget med det æstetiske og fange stemning på billeder, men det er ikke altid nok.
Så hvad kan jeg egentlig? Hvad er min begrundelse for at have valgt den vej, jeg har gjort? Jeg kommer altid tilbage til det med, at jeg er ærlig, nede på jorden og relaterbar. Det ligger i min natur, og jeg lever jo et simpelt og normalt liv. Det er bare ikke altid nok. Folk vil ofte gerne læse om livsændrende begivenheder. Graviditet, fødsler, bryllup, skilsmisse, hjertesorger, dybe personlige indlæg, husbyggeri og andet stort.
I tænker måske, hvorfor det er vigtigt for mig. Det er det som sådan heller ikke, selvom alle mennesker på et eller andet niveau gerne vil have en form for anerkendelse. Det har ikke noget med min blog at gøre, men derimod mig som menneske. Jeg søger bekræftelse i de valg, jeg tager, og inderst inde vil jeg gerne anerkendes for mit hårde arbejde. Jeg vil derudover gerne udvikle mig business wise. Som blogger, konsulent og brand. Derudover skal det ikke være nogen hemmelighed, at dem, der klarer sig bedst i den her verden, er også dem, der er størst. Hvor vi, der har en mellemstørrelse blog, kan have lidt sværere ved at hive kampagner og gode priser hjem.
Den tanke, som så kommer tilbage, gang på gang, er, at hvis jeg ikke er en stor blogger nu eller allerede har “slået” igennem, så er jeg åbenbart ikke dygtig nok. Jeg kan ikke fange mange mange tusinde menneskers opmærksomhed hver dag. Jeg er ikke der, hvor det hele kører af sig selv og hvor alt, jeg rører ved bliver guld. Jeg skaber ikke røre eller gør mig bemærket. Jeg bliver ikke bedt om at skrive bøger eller er stor ambassadør for et brand. Jeg får ikke tilbudt spændende samarbejder hver dag. Jeg har trods alt blogget i 5 år, og selvom jeg er vokset betydeligt siden jeg gik selvstændig i oktober, havde jeg nok håbet på, at det så endnu bedre ud nu. At jeg var bedre til det og folk vil se det hurtigere.
Det her indlæg er meget ærligt, og jeg har faktisk haft svært ved at skrive det ned, da det for mig viser bagsiden af medaljen ved at leve (delvist) af sin blog og have høje ambitioner for sig selv. Det er en svær branche, især når man er så reflekteret og følsom som jeg, og du ved sådan set aldrig om du er købt eller solgt. Jeg ved personligt ikke om jeg har nerver til at fortsætte flere år. Hvor jeg hele tiden skal vurderes af virksomheder ud fra mine tal. Unikke læsere, Instagram følgere og sidevisninger. Jeg har selv valgt den her vej, så det er ikke et ynkeindlæg og jeg har ikke brug for at indtage en offerrolle. Tværtimod er det nogle tanker, der kommer tilbage i tide og utide, som får mig til at tvivle på mig selv. Ikke synderligt konstruktivt, men vi får alle negative tanker ind i vores hoved engang imellem.
Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her, men jeg tror på det er sundt at dele. Ikke mindst for min egen skyld. Jeg håber sådan det blot er en fase, for jeg er så passioneret omkring alt det jeg laver. Desværre er det bare ikke altid nok. Heldigvis ved jeg også, at tingene hurtigt kan vende igen, og at det er når jeg oplever mest modstand, at jeg skal kæmpe mest. Intet er umuligt. Jeg skal blot knække koden..
P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.
