“Hvad med barn nummer tre?!”… “De to første udgaver er jo så fantastiske, så hvorfor ikke få en 3’er?”, “Man fortryder aldrig et barn”..
Man skulle ikke tro det, men allerede dagen efter fødslen blev vi spurgt ind til barn nummer tre. Jeg har egentlig ikke noget imod det, og er gennem årene blevet mere rummelig i forhold til folks mange spørgsmål, “gode” råd og kommentarer (også dengang, hvor en nabo spurgte om jeg ikke var gået MEGET over tid, og Nola allerede var 5 dage gammel.. ). Vi kan hurtigt blive sarte og irriterede, og det kommer der sjældent noget godt ud af. Hellere grine lidt af det hele og komme videre.
Et, to eller flere børn?
Folk må mere end gerne spørge ind til det, men de får det samme svar hver gang. “Nej, det tænker vi ikke lige umiddelbart“. Folk har måske svært ved at tro på det, da vi trods alt også engang sagde vi KUN skulle have Sylvester. Hvilket jeg forresten oprigtigt mente indtil han blev fire år. Den første tid som mor havde taget mig så meget med bukserne nede, at jeg slet ikke kunne overskue flere børn. Men alt er en fase, og det ændrede sig jo, hvilket jeg i dag er mere end glad for. Selvom man selvfølgelig også kan være lykkelig med ét barn eller ingen overhovedet.
Rasmus og jeg er dog 100 % enige. Vi er IKKE interesserede i at gennemleve det igen. Jeg gider ikke være gravid (jeg gad dog måske godt føde igen), jeg gider ikke forlænge perioden uden søvn og jeg gider ikke flytte, fordi vores 3’er helt klart bliver for lille. Vi vil også gerne have et liv med overskud til vores parforhold, og det bliver altså kun mere udfordret, hvis vi skulle have flere.
Jeg synes stadigvæk det er hårdt
Jeg synes, modsat mange andre, stadigvæk det er svært ikke at kunne gøre som jeg har lyst til. Det er blevet nemmere at acceptere, fordi det er så mange år siden sidst, men derfor savner jeg det stadigvæk. Jeg drømmer ikke om at være i symbiose med mine børn til de er 18 år. Misforstå mig ikke, jeg elsker dem SÅ højt, men jeg har også mine drømme, som jeg gerne vil udleve sideløbende, og der står det bare ikke skrevet i kortene, at jeg skal gå hjemme og kun være mor. Jeg elsker mit arbejde, jeg elsker alenetid med min mand, jeg elsker at tage ud med veninderne og jeg elsker at have en uforstyrret stund, hvor jeg kan stene serier og drikke varm kaffe. Lige nu sker de ting jo ikke rigtigt, men det kommer de til igen, og det bliver rart at genfinde vores tosomhed igen, da den i den grad er udfordret. Lige nu er vi primært forældre og samarbejdspartnere, og det kan fungere for en stund, men ikke for altid.
Så nej. Ikke flere børn til os. Vi har været så heldige at få to – endda én af hvert køn og med et helt perfekt antal år imellem dem i forhold til vores familiekonstellation. Vi har overskud, vi har økonomi til at tage dem med på rejser hvert eller hvert andet år og vi har tid til dem. Jeg er bare glad for hvordan tingene er lige nu og her.
Vi tager én dag ad gangen og nyder babyfasen ekstra meget, som er den sidste for vores vedkommende. Jeg elsker, at andre får flere end to børn, og jeg derigennem kan møde og passe en masse søde babyer. Og så har jeg så meget respekt for at man overskue det. Nogle mennesker er bare fødte til det og emmer af overskud, hvad end de har 3, 4 eller 5 børn.
Hvad med jer derude? Har I børn eller har I valgt det fra? Får I også spørgsmålet ofte, hvad end I ikke har nogle eller har et par stykker? Eller er vi de eneste?
PSST… Jeg er meget aktiv på andre sociale kanaler, hvis du er til små glimt fra familielivet på Islands Brygge med min mand og to børn?
Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små personlige hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. Husk endelig også lytte til mit podcast GÅSEHUD, hvor jeg deler uhyggelige historier om det overnaturlige
