Ja, findes hun? Nej, højst sandsynligt ikke men det gør det ikke mindre svært, når man til tider føler sig utilstrækkelig i rollen som mor. Derfor har jeg samlet en liste af punkter, der gør man får mindreværdskomplekser. Selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet og en stor portion selvironi. For vi er alle gode mødre på den måde, der giver mening for os og vores børn <3
Når man betragter supermødre komme gående med tre børn og udstråle overskud & en varme latte i hånden, mens man selv har svært ved at holde styr på ét barn. Hvordan gør de?
Når folk på Instagram viser deres kreative talenter i form af alt fra hjemmestrikket tøj, til smukke perleplader og DIY børnemøbler, der ligner noget fra Bo Bedre. How?
Når forældre laver ALT mad fra bunden og altid har overskud til at stykke en lækker aftensmad sammen til de fire børn, der venter tålmodigt. Selvfølgelig økologisk og med årstidens grøntsager. Hvad skete der med hurtige løsninger og er jeg den eneste, der har et barn der nægter grøntsager men elsker pizza, kakaomælk og mariekiks?
Når folk putter deres barn i smart børnetøj, der endda får mit eget voksentøj til at ligne noget billigt bras. Det koster ofte mere end jeg vil bruge på mig selv. Sylvester er altid førsteprioritet, men jeg har overhovedet ikke styr på hvad der er “in” på børnefronten eller hvilke danske børnemærker man skal gå efter. Det interesserer mig sjældent. Vi køber hvad vi kan lide og vigtigst af alt, hvad der er mest behageligt.
Når mødre ligner en million 14 dage efter fødslen…. Hvorfor findes denne uretfærdighed, når min mave stadigvæk ikke er stram igen 2,5 år efter graviditeten? Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det ikke gælder for mig. Jeg motionerer da i ny og næ, og søde sager er forbeholdt weekender… Hmm…
Når folk med børn på vores alder, køber en lejlighed, rækkehus eller vila, der koster 5 mio. eller mere… Igen, hvordan? Hvilke stillinger har disse folk og hvordan kommer jeg hurtigst muligt til samtale?
I samme forbindelse, når folk har råd til sindsyge biler, luksusferier til Maldiverne for hele familien og selvfølgelig både går til kajak og træner op til triathlon ved siden af. Der er noget der ikke hænger sammen her. Vi kan ikke engang få to styks arbejde til at gå op med et barn, lidt sporadisk træning og hurtige madløsninger.
Når andre forældres børn aldrig brokker sig? Hvorfor har de så nemt ved at aflevere deres i vuggestue mens mit skriger hele vejen derhen? Hvorfor tager det dem 10 minutter at hente, når det tager mig på den gode side af 1 time? Er andre børn bare ikke kronisk i trodsalderen?
Når forældrene bare ser ud til at stortrives og aldrig skændes om ligegyldige ting i offentligheden. Er vi de eneste, der lader os presse af en grænsesøgende to-årig og bliver stressede?
Når forældre har tid til at hygge om aften, hvilket resulterer i maks 6 timers søvn hver nat. Alligevel ser de topfriske ud. Vi går i seng omkring kl. 22 og ligner alligevel en hængt kat kl. 06.30? Det hænger simpelthen ikke sammen. Hvad er hemmeligheden?
