“Fuldstændig unyttig viden. Burde holdes indenfor familien eller hvem der er interesseret“.
“Synd, men er det en nyhed der skal ud til os alle!!!”
Først fik jeg ondt i maven.. Var det forkert af mig at deltage i artiklen? Burde jeg havde holdt det mere for mig selv? Svaret er NEJ, hvilket jeg naturligvis godt vidste efter et par sekunders krise. Faktisk har de to læserkommentar aldrig understøttet en artikels pointe mere rammende, som en anden kommenterede så fint inde på Facebook!
Kort fortalt. I sidste uge valgte jeg at takke JA til at blive interviewet af Berlingske om spontane aborter, som jeg oplevede på egen krop tilbage i 2011. Det indlæg kan I læse her. Det gjorde jeg fordi det stadigvæk er et enormt tabu. Ca. 20 % af kvinder, der bliver gravide, oplever en spontan abort på et tidspunkt i deres liv. Det er en hulens masse mennesker, men alligevel kender jeg nærmest ingen det er sket for. Eller det gør jeg nok statistisk set, men der er ingen der taler højt om det. Mig selv inklusiv. Det tog nemlig i omegnen af 6 år før jeg åbnede op for min familie, venner og jer læsere herinde.
Faktisk skrev jeg indlægget først, og derefter fandt de andre så småt ud af det. Jeg synes det var et nederlag, og jeg kunne ikke overskue at dele min sorg over noget, der aldrig nogensinde blev en realitet eller som folk overhovedet kendte til. Jeg følte mig dum og forkert. Ergo var min konklusion, at det måtte blive mellem Rasmus og mig. Boy, I was wrong! En af mine vigtigste erfaringer fra mine tyvere
Fra jeg delte mine erfaringer tilbage i 2017, væltede det ind med kommentarer, mails og private beskeder. Fra folk, der havde oplevet en spontan abort en eller flere gange, og fra folk, der var glade for de var forberedte til de eventuelt engang skulle prøve at blive gravide. Det hjalp lidt, men målt sådan bredt udover vores samfund, er der ikke meget snak om spontane aborter. På sin vis forstår jeg det godt. Det er et følsomt og svært emne, der kan være svært at tage og føle på, og man har måske heller ikke lyst til at åbne op. Omvendt hjalp det mig helt utroligt meget, og jeg er ellers ikke det mest åbne menneske (selvom man måske skulle tro det nu jeg har en blog).
Jo mere vi taler om det, jo mere “normaliseret” bliver det. Også selvom det er ubehageligt og vi ikke ønsker det for nogen. Sagen er bare den, at det sker. Ret ofte endda, og når noget er svært, men alligevel rammer hver femte kvinde, synes jeg der burde herske mere åbenhed, for er vi overhovedet oplyste nok? Jeg var i hvert fald ikke dengang. Hvornår kan det ske, hvad betyder det for mig, kan jeg få børn bagefter, hvad er processen, skal jeg tage piller, kan der komme et lille foster ud og skal jeg fortælle mine nærmeste om min spontane abort selvom jeg aldrig nåede at annoncere graviditeten?
Dermed ikke sagt man skal frygte en spontan abort, men sker det, er det godt nok en trøst, at man er flere i samme båd. Det du oplever er helt normalt i den givne situation.
Artiklen finder I her (den er dog forbeholdt abonnenter på Berlingske, så jeg har ikke selv kunne komme ind, men måske I har et abonnement?) og ellers er den også i den fysiske avis. Jeg skal se om jeg kan fikse et billede eller udsnit, hvis jeg når at købe den.
Jeg er stolt af mig selv. Over jeg åbnede op, selvom det er flere år siden. For når man taler om noget tabuiseret eller svært, vil folk altid sætte spørgsmålstegn ved det. “Hvorfor skal jeg vide det?“. “Du vil sikkert bare gerne have opmærksomhed..“. Ja, det vil de fleste mennesker vel til tider gerne, men hvis jeg virkelig ønskede mig opmærksomhed, skulle det her emne da være det sidste, jeg ønskede skulle give mig det. Virkelig!
Det her handler ikke om mig som blogger, men mig som privatperson, der desværre havde en spontan abort i uge 10, da jeg var 25 år. Det er flere år siden, ja, og jeg er ikke følelsesmæssigt berørt af det den dag i dag, men det er alligevel en vigtig snak. Det siger jeg gerne højt. Igen og igen. Også selvom folk synes jeg burde forsvinde og holde det indenfor hjemmets fire vægge. For statistikkerne ændrer sig ikke, og jeg synes godt nok det er synd, hvis der er andre kvinder, der skal sidde med de samme følelser i seks år.
Lad os smide berøringsangsten væk. Lad os dele med hinanden. Om det er i familien, blandt venner og kollegaer eller online. Gør hvad du har brug for og anerkend, at det er helt okay at føle præcis som du gør. Andre skal ikke bestemme din sorg, hvordan man bør føle eller hvem du skal dele det med. Hvis den her artikel kan hjælpe blot en håndfuld kvinder, der har stået eller kommer til at stå i samme situation, er jeg mere end glad.
Fik du nogensinde læst min fødselsberetning med Nola? Eller hvad med Sylvesters fødsel 5,5 år forinden? Hvordan adskilte de sig og findes den perfekte fødsel?
