Sikke en torsdag. Sådan som det er gået på det seneste, måtte heldet da også vende på et tidspunkt.. Man kan da ikke være så glad og priviligeret hele tiden? Eller kan man? Jeg snakker selvfølgelig om mit liv som selvstændig forretningskvinde. Fuldtidsblogger om man vil, selvom jeg aldrig har været “fuldtids”, da jeg har haft flere freelancejobs sideløbende siden 1. oktober.
Freelancejobsene har været min sikkerhed. Især det ene, der udgør en fast indtægt hver måned. Hvis jeg ikke havde haft det, vil det nok aldrig have gået. Det fortæller jeg mig i alle tilfælde mig selv.
Jeg har været selvstændig i 8 måneder nu. Starten var hård, og jeg kæmpede for at finde hoved og hale i regler og blogging på et mere professionelt plan. Se bare her. Jeg sad meget derhjemme og var ensom. Endda til tider lettere opgivende. Det var ikke helt som jeg havde forestillet mig jo. Lidt ligesom da vi fik Sylvester. Jeg havde jo “romantiseret” det, og da virkeligheden så ramte, var det MEGET hårdere end jeg lige gik og troede.
I går kom mailen så. Mit faste freelancejobs behov havde ændret sig, og når maj er ovre skal vi tale andre muligheder. De kan i hvert fald ikke samarbejde med mig på den måde de har gjort indtil nu. Helt forståeligt. Det er jo business og de skal gøre det, der er mest rigtigt for dem. Men ikke desto mindre hårdt for mig, der allerede lever af en lav løn. Uden den sikkerhed føler jeg mig bange, nervøs og lysten til at give op ramte mig (igen) med 180 kilometer i timen.
HELDIGVIS kom mailen mens jeg var i alletiders Andedam og sammen med mine kære blogkollegaer. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden det kontor, selvom jeg egentlig ikke har råd til det og slet ikke nu. Men som altid får jeg et hav af gode tips, bliver klogere på baggrund af andres erfaringer og mere rolig.
For sandheden er, at jeg brænder for bloggen så utrolig meget, at det halve kunne være nok. Jeg gad godt at blogge to gange dagligt og lave mange flere sjove sideprojekter. Men når man også arbejder for andre, så kommer det som regel i første række. Dér er jeg jo ikke min egen chef, som når det gælder bloggen.
Jeg har tilmed rykket mig en del siden efteråret, hvor jeg meget nervøst stiftede bekendtskab med min nye karriere. Jeg var bange for at fejle og at det ikke skulle lykkes, og alene dét at jeg stadigvæk lever her 8 måneder efter, vidner om, at der er potentiale til at fortsætte. Også selvom hele mit sikkerhedsnet er revet væk under mig.
Lige om snart sker der nye spændende ting og sager herinde. Jeg er selv i dialog med potentielle samarbejdspartnere og bliver hele tiden klogere på mit værd. Jeg er involveret i flere seje kommende kampagner, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde drømt om. Så selvfølgelig skal det nok gå.
Jeg må bare kæmpe dét hårdere og gøre alt, hvad der står i min magt for at det på sigt bærer frugt. I værste tilfælde må jeg optage konsulentdelen igen eller gå tilbage til en fast stilling. Det kan jo også et eller andet.
Morgenhilsner fra en mere optimistisk mig. I går var en anden sag og alt gik bare galt. Har I også de dage? Godt det er fredag og weekenden venter lige om hjørnet, selvom den primært står på arbejde her.
P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag.
