Og så blev det tirsdag med alt hvad det indebærer. Aflevering, kaffe, babytid og planlægning af dagens gøremål. Alt er som det plejer. Jeg har en lille stund ved computeren, mens Nola sover, og den tænkte jeg skulle bruges på at dele nogle ting, du måske ikke vidste om mig?
Det er skørt, hvordan det overhovedet kan være interessant, men jeg elsker selv at læse den slags sandfærdigheder hos andre. Så nu kommer det også med her. Jeg har gjort det et par gange i løbet af årene, og nu var det ved at være noget tid siden sidst. Vi mennesker bærer jo alle nogle pinligheder eller skjulte ting, vi ikke altid lige får sagt højt.
Jeg har haft en navlering. Det er der ikke noget specielt i, da jeg er barn af 90’erne og var ung i start 00’erne. Mit problem i dag er, at jeg stadigvæk har et hul midt på maven. Det er altså ikke kønt, når huden har været strukket ud over to omgange. Det må bare aldrig komme tilbage på mode. Som i aldrig nogensinde!
Jeg har også verdens grimmeste sommerfugl tatovering i lysken. Jeg plagede min mor i lang tid efter at have set Drew Barrymore i Kig Ind bladet med selvsamme tattoo. Da jeg var 16 år tog jeg ned til min far, og han var cool med det. På en eller anden måde fik jeg lov, og vi kørte afsted mod en tatovør, som også lavede alle mulige andre ting. Massage, permanente øjenbryn og fodbehandlinger.. Red flag! Det gik ikke godt. En simpel tatovering tog flere timer, og jeg blev fysisk dårlig undervejs. Der var selvfølgelig farver i, hvilket på det tidspunkt var lidt mere besværligt at lave end i dag. Skru tiden frem til 2013, hvor jeg vil have den fjernet igen. Fordi den var lavet så dybt i huden dengang, var den svær at fjerne. Undervejs gik selskabet konkurs i København, og jeg står den dag i dag med en tatovering, hvor kun 80 % er fjernet. Ikke kønt!
For at det hele ikke skal handle om kropsudsmykning, så får I også et punkt om mit indre. Jeg undrer mig nogle gange om jeg er sensitiv. Ikke på en måde, hvor jeg ikke kan overskue mange mennesker, men mere forstået på den måde, at jeg nemt tager andres bekymringer og tanker ind. Hvis jeg har en samtale med en nær ven, og de går med noget, føler jeg pludselig jeg tager noget af deres smerte ind og mærker det selv. Giver det mening? Derfor kan mit hoved og krop være fyldt med andres bekymringer oveni mine egne. Hvordan håndterer man lige det bedst? Jeg er overbevist om det også er en god ting, da jeg kan indleve mig og være nærværende, men også hårdt, da jeg tager det med hjem. Lidt kringlet, men måske nogle af jer kan genkende følelsen, hvor I føler i kan blive tappet for energi ved at være der for eller lytte til andre?
Hvad med følelsen af hele tiden at vil noget nyt? Er det et resultat af vores tid? Jeg føler tit, jeg endelig har nået det jeg vil uden at få den effekt, som jeg ønskede. Var det bare det? Både forretningsmæssigt, vores indretning, min tid herhjemme, min garderobe, opdragelse etc. Men så kommer der en ny tendens, en ny måde at anskue tingene på og nye trends, og jeg kommer i tvivl. Jeg ved Svend Brinkmann siger man skal stå fast, men det kan være svært, når man hele tiden bliver påvirket af sociale medier, dameblade og de mennesker man hænger ud med.
Jeg glæder mig SÅ meget til at blive 40. Jeg synes der er kommet mere ro på i mine 30’erne kontra 20’erne, men jeg glæder mig endnu mere til at blive 40. Jeg har en idé om tingene for alvor giver mening til den tid. Jeg forestiller mig jeg har et stabilt og godt job, hvor jeg ikke nødvendigvis er selvstændig længere. Børnene er store, trygge og nysgerrige. Vi har overskud. På kontoen og i hverdagen. Vi lever i nuet, mødes med venner over en flaske vin, tager på spændende ferier sammen og er bare i det hele sammen. Vi har ikke længere specielt travlt. Hvordan forestiller I jer selv om et årti?
Jeg er begyndt at elske løb. Noget jeg ALDRIG havde troet jeg vil sige højt. Måske fordi man altid kan gøre det, og det sjældent tager så lang tid? Den friske luft, benene der bare kører derudaf og de hurtige resultater. Det kan altså noget. Jeg savner dog yoga. Jeg blev nødt til at opsige mit medlemsskab igen, da jeg højest kom afsted en gang ugentligt, og det er bare ikke nok i forhold til prisen. Når børnene er større vil jeg melde mig ind i yogacenter igen.
Jeg har gjort noget stort. Eller stort for mig. Jeg har optaget et podcast afsnit helt selv. Ingen dialog. Bare mig, der snakker med mig selv. Jeg overvejede at droppe det, men jeg vil også gerne udfordre mig selv. Og holde fast i det fællesskab vi har opbygget indtil nu. Jeg taler selvfølgelig om Gåsehud Podcast. Episode 11 er netop blevet udgivet, og hvis I er nysgerrige, taler jeg i 27 minutter om overnaturlige ritualer og jagten på det vi ikke umiddelbart kan se. Lytter I med? Det er rart med et pusterum i hverdagen, der handler om noget helt andet.
Kan I genkende jer selv i ovenstående? Har i haft grimme piercinger? Tatoveringer I fortryder? Hvad med jeres indre? Lader I jer påvirke af andre eller kan I lukke af? Løber I? Eller kunne I ikke forestille jer noget værre?
Sidste gang jeg delte nogle personlige fact om mig selv, gik det sådan her. De grønne vægge var da forresten ualmindeligt lidt pæne, hvilket blot bekræfter mig i at vi ikke skal efterligne det jeg finder på Pinterest. Host, host..
