Måske ikke det mest positive blogindlæg op til jul, men nu har jeg filosoferet over den her tendens i ret så lang tid og den irriterer mig grænseløst. Bloggen er på mange måder en ventil og jeg synes det ærgerligt, at vi er nået dertil, hvor vi fokuserer mere på andre end os selv.
Jeg nævnte det kort i det her indlæg, og for god ordens skyld skal det lige siges jeg ikke personligt har følt mig ramt. Og så alligevel, da jeg jo også har en blog og andre kanaler online, hvor folk kan gøre det samme mod mig, men det er altså ikke udgangspunktet for det her indlæg.
Er jeg den eneste, der har bemærket en tendens, der gør vi skal stille os til dommer overfor hvad andre gør online? Problemet eksisterer i den grad også offline, men er mere synlig, når det er til skue for alle. Her tænker jeg i den grad på det faktum, at det er blevet populært at hæve sig på bekostning af andre..
“Hvad laver de fuldtidsbloggere mon? Drikker kaffe hele dagen? Haha”
“10 Instagram-typer, jeg hader”
“Det perfekte Instagram-ideal er urealistisk”
“Jeg gider kun fremstille det uperfekte. Folk, der gør det anderledes, må have meget lidt indhold i deres liv”
Jeg er med på, at vi ikke alle kan have samme smag. Det vil også være ganske kedeligt. Men nogle er til pæne opstillede boligbilleder med masser af kubus-stager og Royal Copenhagen, nogle lever af deres Instagram eller blog, nogle kalder sig selv for influencer, fordi de har lyst, nogle er modeller og lever af at rejse rundt i hele verden, nogle kan bare godt lide at fremstille hverdagen pænere end den er og nogle elsker at vise det uperfekte frem. Der er heller ikke noget galt i at ligge træningsbilleder op, hvis det er det man er til, eller at vise sine børn frem. Så længe man har en god mavefornemmelse, er det ikke mit sted at påpege andres sociale vaner.
Det er alt sammen okay, og der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet, men jeg får decideret dårlig smag i munden på andres vegne, når de gang på gang taler andre ned i håbet om at højne sig selv. Det sker desværre rigtig ofte efterhånden. Både på Instagram, i dedikerede blogindlæg, Facebook, YouTube etc. Både privat personer og personer, der på den ene eller anden måde har en større offentlig platform.
Jeg har været nødt til at stoppe med følge personer, fordi det gik mig så meget på. Man kan selvfølgelig så diskutere, hvorfor jeg skriver et helt indlæg om, i mine øjne, problematikken? Fordi jeg synes det er en ærgerlig tendens. Hvor er søstersolidariteten? Hvorfor skal man gøre grin med andre, fordi de gør tingene på en anden måde end en selv? Hvad får man ud af det? Både i øjeblikket og på længere sigt? Bunder det i noget helt andet? Usikkerhed?
Jeg ved godt, at alle ikke kan lide mig. Det er helt fair. Jeg har indhold, der taler til nogle, hvor andre finder det uinteressant. Det genererer mig ikke. Jeg tænker, at de folk så bare ikke skal følge mig eller spilde deres tid herinde.
Jeg har det dog ret svært med, at hvis man så ikke inspireres af de her mennesker, kan man vælge at bruge sin egen tid på at nedgøre eller gøre grin med det. Det er ikke fordi jeg ikke har humor – jeg kan sagtens se det sjove i mange ting, men den her tendens lugter altså af noget helt andet end sarkasme eller satire.
Er jeg den eneste, der har bemærket den her tendens? Sådan helt generelt? Eller er det måske bare mere synligt for mig, fordi jeg bruger rigeligt tid på sociale medier?
PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.
