Forleden dag besluttede vi os for at tage på tur. Vi har nok været lidt tilbøjelige til at være herhjemme, hvilket har været ganske rart, men Sylvester trængte til at bruge noget energi, hvorfor vi valgte at tage på Bakken i onsdags.
Jeg har ikke været på Bakken i evigheder, da vi har årskort til Tivoli og plejer at vælge det fremfor alt andet. MEN fordi vi netop har årskort, har vi simpelthen fået en dreng, der synes det er begyndt at være lidt trivielt. Så ved man, at man er forvænt. Derfor skulle vi gerne prøve noget andet, og alene det faktum, at det er nyt, var nok til at lokke Sylvester med.
Bakken kan jo noget HELT andet end andre forlystelsesparker. Er det ikke noget med det er den ældste af sin slags i verden? Nogle af forlystelserne er måske også lidt slidte (okay, meget..), men jeg synes virkelig både Bakken og Dyrehaven har sin charme.
Det er langt mere uhøjtideligt, og når man får nok af de mange indtryk og larm, rykker man blot ud i skoven, hvor man kan slappe af i skyggen.
Vi købte to turbånd, men hvor Tivoli giver barnet mulighed for at bære begge to, så både mor og far kan prøve ture med barnet, skal man desværre på forhånd vælge, hvem, der skal med.
Måske er vi forvænt fra Tivoli, men det er altså en fordel at kunne skiftes og tilbringe tid med Sylvester i de forskellige forlystelser. Blot til orientering til de af jer, der skal derud med små børn.
Vi besøgte også Peter Lieps hus til frokost, som efter min mening er ovenud fantastisk. Priserne er gode, betjeningen sød og maden helt i top. Vi kunne endda sidde udenfor med barnevognen, hvilket gjorde det noget mere overskueligt, når man har en baby med.
Desværre blev det gode feriehumør afløst af en tragedie, da en person blev ramt af hjertestop i én af forlystelserne. Jeg ved Rasmus er vant til det qua sit arbejde, men det ramte mig lidt hårdt at se et menneske få hjertemassage. Vi gik selvfølgelig hurtigt videre, og fik afledt Sylvesters opmærksomhed, så han ikke opdagede hvad der foregik.
Jeg synes til gengæld det er under al kritik at folk stopper op, kigger på og tager billeder. Ambulancen og lægebilen kunne nærmest ikke komme til. Jeg vil slet ikke tænke på, hvordan familien har haft det. De har jo blot haft en skøn dag på Bakken, der pludselig bliver skiftet ud med et sygt familiemedlem, som højst sandsynligt ikke overlevede. Livet kan på få sekunder ændre sig markant. Absolut forfærdeligt!
Vi havde ikke lyst til at prøve meget mere efter den episode og sluttede derfor af med en is, et hurtigt besøgt på stranden, hvorefter vi trillede hjem igen. Vi var alle trætte ovenpå en begivenhedsrig dag med sol, varme og mange kilometer i benene.
Sylvester gik kold på få sekunder, og det samme gjorde sig gældende for os andre. Jeg tror faktisk det har været én af de nætter, hvor Nola har sovet bedst siden hun kom til verden. Bakken var tydeligvis et hit!
Hvad får I jeres sommer til at gå med? Ferie eller arbejde? Udenlandsrejser eller staycation i Danmark?
PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.