Hvordan er det mon at have en far i et andet land?

Det her er et af de indlæg, jeg har taget tilløb til at skrive. Ikke mindst fordi det kommer tæt på, når man taler familie, relationer og noget, der står en nær. Men alligevel er det noget, der fylder og har gjort det så længe jeg kan huske. Selvom det måske ikke altid skinner igennem skærmen, er jeg en meget følsom person, og så snart det kommer tæt på kan jeg godt få lidt våde øjne.

Den korte historie får I lige her. Jeg ved slet ikke om det giver mening, men hvis man ikke har prøvet det med at have tæt familie langt væk, kan det måske være svært at relatere til. Så må I lige bære over med mig.

Min mor mødte min far i Italien, da hun var 20 år og arbejdede på det hotel, som min farfar ejede sammen med min far og onkel. Det lå ca. en time væk fra Rom langs en smuk sø (man kan næsten se det for sig, ikke?).

De blev forelskede, flyttede sammen nær hotellet (tror jeg nok), min mor blev gravid og 9 måneder efter kom jeg. Min far var 27 år. Min mor rejste dog frem og tilbage mellem Danmark og Italien, men brugte også meget tid i Irland, hvor en stor del af min familie boede, da min mormors mand arbejdede der i nogle år.

Jeg blev således født i Dublin i 1986, hvorefter min mor rejste ned til min far igen for en periode. Jeg kan ikke huske alle detaljer, men jeg fornemmer ikke det går vildt godt mellem dem i den periode. Min far arbejder rigtig meget, og min mor er meget alene med mig i en lille italiensk landsby i et stort hus, som min farfar og farmor ejede. Det var ret ensomt og hun savnede sin familie, der imellemtiden er flyttet tilbage til Danmark. Jeg bliver døbt i en lille by uden for Aarhus, hvor min familie slog sig ned, og min mor rejser lidt frem og tilbage, såvel som min far kommer og besøger os.

Igen. Jeg ved ikke konkret, hvad der skete, men de går fra hinanden, da jeg var omkring et år og min mor flytter permanent hjem. Tæt på familie og folk, der kan hjælpe. Indtil vi får vores egen lejlighed, og alle kommer på plads efter at have boet i Irland i nogle år, bor vi 6-7(!!) mennesker inklusiv en baby og plus en stor hund i en etværelses lejlighed. Interessant.. Min mor får sin egen lejlighed og møder min anden far (ja, jeg føler jeg har to fædre) nogle år efter, som hun stadigvæk er sammen med den dag i dag.

Jeg kan selvfølgelig intet huske fra den tid. Det eneste, jeg kender til er en far, der bor i Italien og som jeg altid har set 1-2 gange om året. Da jeg var yngre kom han primært på besøg i Danmark og da jeg blev teenager begyndte jeg at rejse derned. Sådan har det fortsat i alle årene og helt op til den dag i dag.

Folk spørger mig nogle gange om det ikke er mærkeligt at være så langt fra sin far. Om jeg ikke savner ham. Og hvor tætte vi er. Jeg kender ikke til andet, så for mig er det naturligt. Men når det så er sagt, så jo. Det er til tider ret hårdt ikke at kunne se sin familie, når man gerne vil.

Jeg er ikke lige så tæt med min far, som jeg måske vil ønske, fordi det er lidt svært at nå dybe samtaler, når man har sin familie med og også skal tage hensyn til hans arbejde og de ting han skal. Det bliver dog bedre og bedre, og jo ældre han bliver jo mere synes jeg også han prioriterer familien. Efter min lillebror kom til verden for 10 år siden (et barn han har med sin nuværende kæreste) tror jeg det gik op for ham, at livet er andet end arbejde. Jeg kender ikke noget menneske, der er mere hårdtarbejdende end ham.

De seneste par år har de også besøgt os i Danmark, og jeg føler jeg ser dem alle mere end nogensinde før. Min far er en fantastisk mand, og vi minder utroligt meget om hinanden. Det er mærkeligt, at bo hele sit liv væk fra ham, og så alligevel minde så meget om hinanden. Det vidner blot om, at ting bliver ført videre og rækker længere end opdragelse og ydre påvirkning. Vi ligner hinanden. Altså udseendemæssigt. Når jeg kigger i hans øjne er det som at se mine egne. Hans smil, grin, humor og ikke mindst kærlighed for italiensk design. Det er ham, der introducerede mig til alle de italienske luksusbrands, og jeg kender ikke nogen mand med bedre stil end ham. Selv den dag i dag.

Jeg bliver helt rørt som jeg skriver det her, fordi det er svært ikke at kunne være sammen med ham, når det lige passer ind i vores planer. At skulle time alt med en årlig rejse, hvor forventningerne er høje og man også skal opleve ting med sin familie. Hvor man ikke altid har tid til bare at være sammen ham og jeg.

Tingene kunne ikke være anderledes, og jeg elsker at jeg har så stor en del af den italienske kultur i mig. Alt fra temperament og madglæde til at kunne se det smukke i alt og livsnyderdelen. Når jeg spotter en italiener i København skal jeg helt tæt på for at lytte til sproget og suge det hele ind. Så føler jeg mig hjemme og komplet afslappet. Danmark og min danske familie er mit hjem. Men Italien og familien dernede er lige så meget mit hjem. Jeg værdsætter at have fået det bedste fra begge verdener, og når vi er så er sammen er vi intensivt sammen og sætter pris på det på en helt anden måde end hvis det var hver uge.

Og så får I selvfølgelig lige en håndfuld billeder, hvor vi er sammen. Ham og jeg.

Jeg ved slet ikke om nogle af jer har en far eller mor i et land? Eller bare familie, som I ikke ser så tit? Måske er I selv flyttet væk og kender til savnet? Hvordan påvirker det jer?