Shit, altså.. Det var slet ikke den terminsdag jeg havde håbet på. Ikke at jeg havde forventet noget specifikt, men fra jeg vågnede om morgenen til et godt stykke op af dagen, var jeg bare på tværs, hormonel og rigtig ked af det.
Jeg kan ikke engang forklare hvorfor. Det er jo ret stort at nå sin terminsdag. Vejret var tilmed perfekt og det var søndag. Sådan nogle tudeture har jeg godt nok haft et par gange i løbet af de ni måneder, men det er minimalt sammenlignet med min første graviditet, hvor jeg var hormonel 24/7. Derfor skal jeg virkelig bare være glad for jeg ikke har haft flere af de store ture denne gang. Det kan tælles på én hånd.
Det startede ellers godt med søvn til kl. 09. Derefter gik det dog ned af bakke. Jeg ødelagde ting, havde verdens største hormonelle udbrud på hagen, kunne ikke finde noget som helst, lavede småfejl i løbet af dagen, var sur på verden, træt af sociale medier og tudefærdig over de mindste ting. Rasmus hev mig ellers med ud på verdens korteste gåtur, men alt var galt. Da vi endte nede ved stranden kom jeg til at tænke på det forfærdelige uheld med Sylvester i sommers og så græd jeg igen.
HELDIGVIS skulle Rasmus hente Sylvester og til svømning, og jeg havde derfor nogle timer i eget selskab, hvor jeg kunne få styr på mig selv. Det blev til en ny serie på Netflix og afslapning. Jeg fik det meget bedre, da de kom hjem og aftenen indeholdte både familiehygge og pizza på terrassen i det flotteste vejr. Sådan endte en uforklarlig og dårlig dag med alt blive ret god.
I dag har jeg haft det bedre. Det var en lettelse at få terminsdagen overstået. Det er jo åndssvagt med sådan en dato, for det er jo slet ikke sigende for hvornår hun kommer. Alligevel tror jeg netop det er dét som alt det her bunder i. Forventningerne fra omverden og de titusinde spørgsmål. “Hvornår føder du?”, “Har du født endnu?”, “Kommer hun snart?”. Opkald, mails og beskeder. Udgangspunktet er sødt, men har den helt modsatte effekt på mig. Jeg føler mig presset til at føde og “leve” op til de forventninger som andre har. Jeg ved godt de forventninger primært eksisterer i mit følsomme sind, men så snart man er højgravid bliver det noget alle andre også kan tage ejerskab på. “Er det nu?”.
Det synes jeg ikke er ret sjovt. Jeg vil bare summe rundt, slappe af og nyde at hun kommer, når hun kommer. Uden at skulle besvare beskeder, opkald og mails. Samtidigt gider jeg slet ikke tage stilling til, hvornår vi vil have besøg, hvornår i april det passer folk bedst eller andre ting, jeg ikke har overskud til eller ved endnu. Jeg bliver på tværs og søger ind i mig selv. Det her er vores øjeblik og ikke alle andres. Jeg vil gerne have ro, stilhed og bare tage den tid det tager. Om det så tager 3, 5 eller 7 dage efterfølgende før vi er klar til at vise hende til verden, skrive rundt og arrangere besøg.
Den her tid får vi aldrig igen. Det er sidste graviditet og fødsel, og jeg kan huske fra sidst hvor sårbar man er. Det kan være svært at forstå for folk, der ikke står i det, og jeg glemmer det sikkert også selv, når det er ovre. Men det er vores sandhed lige nu. Jeg kommer ikke til at føde hurtigere eller bedre af de mange ellers søde tanker. Vi giver lyd, når vi er klar og sådan skal det også være.
Derfor betyder det heller ikke at jeg er igang med at føde, fordi jeg en dag eller to ikke opdaterer mine sociale kanaler. Jeg har bare dage, hvor jeg ikke magter det. Især for tiden. Der kan gå timer, dage eller uger. Om ikke andet glæder vi os fantastisk meget – specielt hele spændingsdelen i hvornår hun har tænkt sig at ankomme. Det synes jeg er smukt. Ingen ved det og det nytter ikke at gætte eller spørge. Det er hende i maven, der bestemmer og vi kan kun acceptere og elske uforudsigeligheden.
PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.
