Grunden til jeg elsker blogs, så højt som jeg gør, og stædigt holder fast i kærligheden til mediet, er, at jeg herigennem kan få indblik i andres liv med alt der hører med. De lykkelige omstændigheder, hverdagens trummerum, sårbare øjeblikke og livets små oplevelser.
Der er ikke dét, jeg ikke elsker at læse om. Jeg følger jo blogs, fordi der er rigtige mennesker bag. Mennesker, der skriver godt, ærligt, trygt og rart. Jeg har ingen forventninger til indholdet, men glæder mig hver dag til at se, hvad folk finder på. Al den inspiration og glæde det giver mig – det elsker jeg!
LÆS OGSÅ:
BBHUGME PUDEN, DER HAR GJORT MIN GRAVIDITET NEMMERE
Jeg føler selv, jeg er et godt sted. Jeg har overskud, kan fokusere på det gode i livet og er positiv. Jeg har min familie. Min lille familie, der gør alt godt. Uden dem vil jeg ikke være det her rare sted. MEN. For der er et men. Jeg ved, hvor vigtigt det er, at bruge blogmediet til at dele historier. Historier, der kan hjælpe andre, som måske selv er det sted, jeg var engang.
Derfor får I i dag en historie, der fyldte utrolig meget for nogle år tilbage. Noget, som jeg egentlig har holdt tæt ind til kroppen i flere år efterhånden, for folk skulle jo nødigt vide jeg også rammes af dårlige ting og faktisk kan blive rigtig ked af det. Men det kan alle mennesker, og sørgelige omstændigheder er noget vi alle oplever på et eller andet tidspunkt.
Sagen er den, at inden vi fik Sylvester, var jeg gravid. Jeg fandt ud af det i start juni 2011, og var lige blevet 25 år. Vi vidste det kunne ske, men slet ikke at det kunne ske så hurtigt. Vi var helt rundt på gulvet, men vendte os hurtigt til tanken. Jeg kom til lægen og det blev bekræftet. Nu ventede vi et barn, og jeg havde den vildeste fornemmelse på det vil blive en lille pige. Jeg havde termin i februar, og vi begyndte at glæde os helt vildt. Det gør man jo som regel, når man får den glædelige nyhed. Vi fik dato til nakkefoldsscanning og alt var skønt.
Lige indtil den dag i slut juli (i uge 10), hvor jeg begyndte at bløde. Jeg blev selvfølgelig bange, men kunne Google mig frem til at det godt kunne ske uden det betød noget alvorligt. Jeg ringede dog til lægen, som anbefalede mig at komme ind. Hun undersøgte mig og mente fosteret kunne være gået til grunde. Jeg blev bedt om at køre op til Skejby med det samme, og Rasmus kom og hentede mig hos lægen. Vi sagde ikke et ord hele vejen. Inderst vidste jeg jo godt, hvad vi skulle have at vide.
Vi kom ind med det samme, da de vidste vi kom. Jeg kom op på briksen, blev undersøgt og rigtig nok var fosteret dødt. Jeg mindes ikke engang jeg græd. Jeg holdte masken til alt var ovre, hvor jeg kom ud i bilen, og der brød jeg helt sammen. Vi var knuste. Når man er førstegangsforældre, og virkelig uvidende om alt, og aldrig havde skænket spontane aborter en tanke, var det en mavepuster.
Jeg fik nogle piller med jeg skulle tage, som vil hjælpe med at skille mig af med fosteret. Det kom rigtig nok nogle dage efter, og er generelt virkelig en ubehagelig oplevelse. Selvom det er et lille foster, er du ikke i tvivl, når du ser det komme ud..
Desværre kunne min krop ikke udskille det hele selv, og jeg skulle derfor have tid til en udskrabning på Skejby i fuld narkose. Jeg husker tydeligt, da vi sad i venteværelset med alle de andre, der skulle have en frivillig/ufrivillig udskrabning. Luften var så tung, og det skar i hjertet, at man selv mistede, når andre frivilligt fjernede raske fostre. Intet ondt om det, da der kan være mange grunde hertil, men lige i den situation havde man ikke brug for at høre det.
Udskrabningen gik som den skulle, men jeg var helt smadret efterfølgende. Jeg sygemeldte mig på arbejdet og sov i to døgn. Tanken om den glade forestilling var ødelagt. Vi havde lige præcis ikke nået at sige det til nogen, hvilket jeg dengang var glad for, da vi derved ikke skulle fortælle dem, at det ikke blev til noget alligevel.
Jeg er i dag klogere og vil ønske, jeg havde delt oplevelsen med nogen. Det var en smule traumatisk, selvom det var tidligt i graviditeten. Det kom fuldstændig bag på os, da jeg dengang ikke vidste, at hver 4 faktisk aborterer inden 12 uge. Det er ganske normalt, at kroppen afstøder fosteret. Især første gang af hvad jeg kan forstå. Men jeg havde aldrig læst eller hørt om det, og da jeg så den positive graviditetstest var jeg naiv og troede det betød, jeg havde et barn 9 måneder efter.
Jeg var igennem regelmæssige blodprøver, for at tjekke om alt var ude. Det var det, men jeg var præget af det i lang tid efter, og det var efter det indgreb min acne og andre problemer for alvor startede op. Min hormonbalance var helt ude af den.
Efter den oplevelse blev jeg alt andet end naiv. Jeg var sur og kynisk! Jeg havde jo ikke andre end Rasmus at snakke med det om og var generelt alt for lukket til at dele min oplevelse med nogen. Det var et nederlag. Andre blev jo gravide og fik børn uden problemer, og vores gik til grunde. Jeg havde slet ikke lyst til at prøve igen, selvom vi snakkede om det. Derimod holdte jeg igen og begyndte at gå rigtig meget i byen i en periode. Det hjalp at få tankerne væk og kun tage stilling til overfladiske ting.
Efter et halvt år blev det bedre. Det kom på afstand, og vi begyndte at overveje at prøve igen. Jeg var dog nervøs hele vejen igennem, og da jeg stod med testen anden gang efter nogle måneder, var det ikke lykke fra første sekund. Det var bekymringer.
Vi købte os til en hjertelydstest i uge 6 allerede. Det havde vi aldrig overvejet første gang. Vi var så bange inden scanningen, men da skærmen viste et lille glimt, kunne vi slappe lidt af igen. I uge 9 købte vi os til endnu en scanning og sådan fortsatte det igennem hele graviditeten. Jeg frygtede hele tiden det kunne gå til grunde, men frygten blev heldigvis mindre jo længere hen jeg kom. Og i dag har vi skønne Sylvester på snart 5 år. Det er vildt, hvor hurtig tiden går, og hvor meget der er sket siden dengang.
Men hvorfor deler jeg den her historie, tænker I måske? Jeg synes lidt det er et tabu i vores samfund, at snakke om at miste. Jeg var selv uvidende. Det er slet ikke unormalt, og ofte blot kroppens måde at fortælle, at der måske var noget galt til at starte med. Jeg ved blot, at hvis jeg selv havde læst eller hørt andres historier, havde jeg kunne håndtere min egen bedre.
Jeg havde 100 % delt det med andre, hvis jeg kunne gøre det om, så jeg havde nogen at tale med det om. Familie, venner, kollegaer eller bekendte. Det er ikke noget, der påvirker mig i dag eller som jeg tænker synderlig meget over. Vi har jo Sylvester. Men dengang fyldte det rigtig meget, og jeg følte mig forkert. Det tog gejsten fra mig. Livet er ikke kun gode graviditeter og raske børn. Desværre. Det kan der være mange grunde til, men lad os sætte ord på de gange det går galt. Det tror jeg på vil hjælpe rigtig mange, der kommer til at opleve det eller selv sidder i det lige nu.
Blot fordi man har aborteret én gang, har man ikke nødvendigvis højere risiko næste gang. De fleste spontane abort sker inden 12 uge, og derfor bliver man altid lettet, når man har en veloverstået nakkefoldsscanning bag sig. Derefter er chancen rigtig lille. Mit bedste råd må være, hvis du gerne vil have ro, at investere i tidlige scanninger. Det hjalp mig utrolig meget og var alle pengene værd. På den måde kan man følge det tæt og have nogenlunde vished undervejs.
Det lettede helt at få det ned på skrift. Det er ikke pinligt, et tabu eller et nederlag. Det var bare naturen, der spillede ind. Det sker bare og sådan er livet nogle gange.
P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag.
