Jeg har været lidt distraheret de seneste par dage. Der er simpelthen så mange ting at give sig til, og det er altså ikke udelukkende babyrelateret. Selvom det også er enormt hyggeligt. Sylvester startede nemlig i skole i går (prøv lige at se hvor sød han er..). Det var ret stort. Og sentimentalt. Jeg græd kun meget lidt, ahem..
Derudover går dagene med planlægning af barnedåb, nyt og intuitivt design til min blog, arbejdsrelaterede opgaver, overvejelser om fremtiden, forberedelser til Thailand, træning og lidt møder hist og pist. Tiden flyver afsted, og endda selvom jeg langt de fleste dage mest af alt hygger mig med Nola.
I mandags havde vi bryllupsdag. Bomuldsbryllup, som i bryllupssammenhænge betyder to år. Det er jo ingenting, men alligevel alting. Vi har været sammen i over 11 år, så tiden som mand og kone er jo en brøkdel i forhold til resten af vores tid sammen. Læs mere om vores historie her.
Alligevel er det i tiden EFTER, at det hele lige blev lidt mere seriøst. Ikke at det ikke var det før, men når man får kontrakt på hinanden og siger JA for altid, binder det på en anden måde.
Småting bliver sat i perspektiv, og man tager rollen mere seriøst. Alene dét at kalde nogen “min mand” eller “min kone”, er meget voksent, og det er nok det, der er kommet mest bag på mig.
I mit hoved har vi været kærester ret længe. Vi mødtes da vi var henholdsvis 20 og 21 år, og derfor har jeg altid tænkt os som forholdsvis unge. Selvom vi nu er godt inde i 30’erne. Det var først da vi blev gift, at det op for mig, at vi ikke bare er ungdomskærester længere.
Vi vil hinanden. Vi har børn. Vi sidder i en (dyr) lejlighed sammen, har fælles forældreintra og en madkonto, der aldrig holder til den første. Ergo hænger vi sammen for altid, ha!
Der har været dage, hvor man mest af alt har haft lyst til at skride fra det hele. Det er ikke lutter lagkage, og jeg tror (og håber) andre kan nikke genkendende til det? Ægteskabet er hårdt arbejde. Kærligheden eksisterer altid, men den skal godt nok værnes om, så man ikke ender i en praktisk fælde, hvor man “bare” er samarbejdspartnere.
Der er dage, hvor vi glemmer hinanden, hvor vi bare skal få alt til at gå op og hvor vi nærmest ikke når at skænke hinanden et blik. Især efter Nolas ankomst. Men så er der også de dage, som i mandags, hvor vi åbner en flaske champagne til trods for Nolas pylren. Og hvor vi tager hende med ud til frokost på Bryggen for at fejre to års ægteskab.
Jeg har virkelig erkendt, at det hele handler om de små ting. Det er ikke de lækre spaophold, blomsterne eller middage uden børn, der gør forskellen – selvom det også er lækkert.
Det er et kram i ulvetimen, et hurtigt kys inden arbejde, et forstående blik, når man på anden time kæmper med en træt baby eller en varm kaffe serveret kl 07 uden man overhovedet har spurgt efter den.
Det kan noget, og jeg elsker det. Hverdagen er rar. Alt er rigtigt, og det skal jeg huske mig på, når jeg igen snerrer af ham om natten som et resultat af manglende søvn.
Så ja. Der er et FØR og EFTER brylluppet. Det hele ændrede sig uden vi ændrede os som mennesker.
Jeg er vild med det, og kan unde alle et bryllup. Om ikke andet så festen bagefter, hvis ikke man gider det formelle. Det er til dags dato stadigvæk mit livs bedste fest.
Jeg har seriøst lyst til at holde en ny af slagsen hvert år, men det rækker budgettet nok ikke til. Desværre!
Vi har dog lovet hinanden, at når børnene er store nok, så holder vi en kærlighedsfest igen og igen og igen. Måske på den her måde? Det er stadigvæk drømmen, og ellers bliver det atter i fælleslokalet rundt om hjørnet. Det kan altså også noget!
PSST… Jeg er meget aktiv på andre sociale kanaler, hvis du er til små glimt fra familielivet på Islands Brygge med min mand og to børn?
Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små personlige hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. Husk endelig også lytte til min podcast GÅSEHUD, hvor jeg deler uhyggelige historier om det overnaturlige.
