Jeg var ellers ret overbevist om at vi for altid bare skulle være os tre. Jeg syntes nemlig ikke kun det var en dans på roser dengang, jeg blev mor for første gang. Jeg skulle finde mig selv og lære vores nye hverdag at kende.
Små babyer er søde, men det er som regel også RIGTIG hårdt arbejde. Dengang kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg nogensinde skulle være gravid, føde eller gøre det hele en gang til. Jeg distancerede mig følelsesmæssigt fra tanken om flere børn. Det var jo langt nemmere bare at være os tre.
Skru tiden 4,5 år frem. Sylvester er fantastisk, selvkørende, sjov, følsom, kærlig, hjælpsom, gavmild. Listen fortsætter. Jeg har aldrig IKKE elsket at være mor, men jeg har syntes det var hårdt, og endda meget mere end jeg forventede. Jeg syntes der var mere end rigeligt i ét barn og kunne slet ikke se, hvordan det skulle være muligt at have to.
Men tingene ændrer sig nogle gange, og i foråret fik vi lyst igen. Selvom jeg selv er enebarn, og derfor ikke har haft søskende mens jeg voksede op, kan jeg godt sætte mig ind i gaven at give sit barn en søster eller bror. Nej, man er selvfølgelig ikke sikker på de får verdens tætteste forhold. Det ved man aldrig, men man har stadigvæk forhåbentligt én at dele sin barndom med, når vi som forældre ikke er her mere.
Derudover, når jeg ser Sylvester nu, kunne jeg ikke forestille mig ikke at gøre det igen. Det er hårdt arbejde, ja, men det giver så meget igen. Gange tusinde. Og selvom jeg er meget mere til større børn end babyer, har det også sin charme. Da jeg blev mor første gang, havde jeg nemlig alt for travlt med selve udviklingen og dét at glæde sig til det næste skridt. Det første smil, det første rul fra mave til ryg, første gang han sad op, spiste grød, kravlede, gik osv. Jeg slappede ikke af, og jeg vil gøre alt for at det bliver anderledes med barn nr. 2. Det må gerne gå langsomt. Vi har ikke travlt. Det er trods alt vores sidste barn. Alt skal nydes.
Men bare fordi vi har taget valget om at prøve igen, og jeg trods alt er gravid, betyder det ikke, at jeg ikke er super nervøs. Det tror jeg er ganske normalt. For hvordan bliver det mon at gå fra 3 til 4? Det har jeg jo ingen idé om. Jeg vil så gerne planlægge og gøre det bedst muligt, men det kan man jo bare slet ikke, når det kommer til børn. Det er jo ikke muligt at forberede sig et 100 %, selvom jeg HÅBER at tingene falder mig mere naturligt anden gang, ligesom at jeg bliver mere afslappet.
Når det så er sagt forstår jeg også godt dem, der er fint tilfredse med ét barn eller som slet ikke har lyst. Der er ikke noget rigtig facit, når det kommer til livet, så længe man gør det man har lyst til. Det er så nemt at blive fortryllet af samfundsnormer og hvad andre gør, men det er jo ikke ensbetydende med, at det er det rigtige for én selv.
Jeg søger stadigvæk historier fra jer, der har valgt at leve livet på en bestemt måde. Måske er det helt uden børn? Eller kun med et barn? Måske to, tre eller flere? Jeg vil også gerne høre fra jer, der har adopteret, været igennem fertilitetsbehandling, haft aborter eller noget helt andet? Jeg tror på det er vigtigt, at vi får sat fokus på alle former for familiekonstellationer. De fleste af os har jo gennemlevet et eller andet, og hvis vi fik italesat det i højere grad, vil folk måske ikke føle sig så alene, når de selv gik igennem det.
Hvis du har lyst til at dele din historie (hvor du selvfølgelig er mere end velkommen til at være anonym), så skriv endelig til [email protected]
Hvordan har det været for jer, der har gået fra et til to børn? Eller har I flere end to børn, prøver at blive gravide eller måske valgt det helt fra?
PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.
