Fredag eftermiddag og min hjerne er lettere krøllet. Det har på mange måder været kontrasternes uge. Jeg har ellers haft travlt. Både privat og arbejdsmæssigt. Min virksomhed går nemlig bedre end nogensinde, og jeg har fået troen tilbage på mig selv. Det er nu engang ganske rart.
Lidt om ugen der er gået.. Fra den ene yderlighed til den anden. Bogstaveligt talt
Samtidigt har vi været ramt af sygdom herhjemme på kryds og tværs. Ikke noget slemt, men alligevel nok til vi har døjet med det i over snart to uger. Jeg vil næsten hellere ligge med hardcore influenza i fem dage end den her form for uendelig utilpasse følelse. Har du også været ramt? Hver gang jeg tror jeg er ved at blive rask, kommer der en ny omgang. Nu er det heldigvis snart marts, og jeg satser på at det betyder hej til forår og farvel til virusser.
Mystiske hændelser, uforklarlige oplevelser og en syret onsdag formiddag
Det der dog står mest ud fra den her uge, er optagelserne til Gåsehud i onsdags. Shit, en følelsesmæssig rutsjetur. Vi havde Janni, der er healer og clairvoyant, med i studiet, og hun endte med at tune ind på os begge, hvilket var en ret surrealistisk oplevelse. Jeg har været i tvivl om jeg overhovedet skulle nævne det her, da folk kan have tendens til at tænke man er skør, og det er jeg altså ikke.
Jeg kan bare mærke uforklarlige ting, og det bliver intensiveret jo mere jeg arbejder med Gåsehud og opsøger den overtroiske verden. Jeg kan ikke forklare med ord, hvad der skete, men jeg får gåsehud bare af at tænke på den halvanden time i onsdags.
Alenedag med børnene, krøllet hjerne og omsorg for mig selv
Heldigvis har vi det hele på optagelser, og det udkommer allerede den 10. marts, hvis du lytter til podcasts ligesom mig. Bare søg på Gåsehud på din podcast app, Spotify eller hvor du nu lytter med. Jeg håber virkelig ikke du tror, jeg har mistet besindelsen? ?
Tilbage til i dag.. Fredag, som er så kærkommen og tiltrængt. Børnene er henholdvis i vuggestue og skole lige nu, og jeg har dem for mig selv i dag, hvilket altid er hyggeligt. Lige nu sidder jeg og arbejder hjemmefra, men kl. 14 har jeg valgt at prioritere en times yoga inden jeg henter dem lidt over 15.
Jeg er ør i hovedet, og ikke særlig produktiv, og det har jeg med tiden lært at acceptere. Som selvstændig har jeg tidligere haft en forventning til mig selv om jeg skulle skabe noget nyt og ekstraordinært hver dag, og det er bare ikke altid muligt.
Yoga, en tiltrængt fredag og forårsfornemmelser uden sygdom på tværs af alle
Det kræver nemlig overskud, energi og kreativitet, og jeg er drænet efter den her uge. På en god måde. Jeg er nok bare godt og grundigt fredagstræt. Jeg har ikke dyrket nogen form for motion i over en uge, og min nakke spænder op pga. alle de dårlige arbejdstillinger, så jeg må hellere lukke i, pakke tasken og cykle afsted, så jeg kan genfinde lidt overskud inden børnene returnerer i højeste gear.