Der er sørme sket det, at jeg begyndt til gravidyoga her. Altså jeg har hele tiden holdt fast i min hjemmeyoga, men med tiden kunne jeg godt mærke, at min yogaerfaring ikke helt rakte til graviddelen. For hvilke stræk er ekstra gode, når man har en baby i maven og hvilke skal man holde sig fra? Hvor bør fokus være og hvordan løsner jeg op i min lænd?
Jeg er kreativ, men ikke kreativ nok til at finde på nye sammensætninger hver dag og de yogavideoer, jeg havde bogmærket, begyndte at kede mig lidt. Så jeg er simpelthen startet til gravidyoga hos Jordemoderhuset på Vesterbro (samme sted, hvor vi har fået vores scanninger og hvor jeg også fik denne behandling), og det er fuldstændig fantastisk.
Jeg har otte klip til rådighed og så booker jeg selv ind i forhold til hvornår det giver mening. Dvs. ingen faste dage, hvilket er perfekt for mig, der skal tilrettelægge det med en mand med skiftende ambulancevagter.
LÆS OGSÅ:
DET MEST FANTASTISKE DU KAN GØRE FOR DIN GRAVIDE KROP
Jeg har været afsted tre gange indtil videre, og min krop elsker det. Det var samme følelse jeg fik sidst jeg startede op til yoga som nybegynder (læs hvorfor jeg i sin tid startede og hvad det gjorde for min krop her). Man kan nærmest flyve efterfølgende og det er ret så lækkert, når kroppen normalt føles tung og låst.
Yoga har virkelig lært mig noget om min krop og det har også haft en stor betydning i forhold til den fødselsforberedelse jeg står overfor. Jeg kommer nemlig ikke til at betale mig fra dyre kurser eller mange timers forberedelse denne gang..
Læs også:
Husker du dig selv? 70 yogaøvelser, du kan lave derhjemme
Yogaen er min forberedelse, og jeg vil tage så meget med derfra som jeg kan. Åndedrættet, stillingerne og roen. Sidste gang købte jeg mig til et smertefri fødselskursus, som mange jo er glade for, men det virkede bare ikke helt for mig. Jeg vil heller ikke have at forberedelsen skal være et stressmoment.
Yoga er der, hvor jeg kobler af, så hvorfor ikke bruge det som min forberedelse? Både fysisk og mentalt? Jeg er sikker på det alene kommer til at give mig en langt bedre oplevelse, og jeg kan kun anbefale alle gravide at starte til gravidyoga. Det er fantastisk i en tid, hvor smerter og besvær fylder rigeligt i forvejen.
Udover yoga cykler jeg alle steder hen og så forsøger jeg at gå nogle lange ture. Det er fin træning for mig og min krop, da jeg i forvejen kun dyrkede yoga og gik lange ture. Jeg savner lidt at løbe, men det er slet ikke en mulighed mens jeg er gravid. Jeg har så meget respekt for dem, der kan fortsætte med løb, men min krop er for tung og min kondition er ikke så god som den plejer – naturligvis.
Klarede I jer gennem fødslen uden forberedelse? Altså udover den I måske selv lavede derhjemme? Del endelig jeres tips, for jeg føler jeg er et sted, hvor jeg ikke har brug for det. Jeg har trods alt prøvet det før, jeg ved hvad der nogenlunde skal ske og jeg er mere rolig end for fem år siden. Jeg overvejer at tage et par meditationstimer med fokus på fødslen hjemmefra. Nogle lydfiler jeg kan høre igen og igen – det har jeg hørt meget godt om.
I kan læse mere om gravidyoga hos jordemoderhuset her. Måske vi ses dernede?
PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.