Århhh, mit hoved er ved at springe. Både på den dårlige måde, hvor man har for meget at se til, men også den gode, hvor man virkelig finder ud af hvad der er vigtigt. Hvad skal prioriteres? Hvad skal skæres fra? Hvad fungerer ikke?
Det føles godt. Det føles rigtig godt. Jeg gider ikke bruge mine dage på at være frustreret. Giver det ikke mening, må det ud. Jeg vil fylde mine dage med sjove arbejdsopgaver, god tid til min familie, motion, venindetid, gåture, serier og bøger.
Men er det overhovedet muligt med en familie? Er det ikke præmissen? At man ikke længere har tid, når man har små børn? Både og. Man har travlt, og alt er som regel planlagt, men det hele handler om at finde små åndehuller og tillade sig tid.
Nola har en alder, hvor jeg sagtens kan tage ud en aften. Eller løbe en tur. Eller tage til yoga. Jeg er ikke altid god til at prioritere det, men når jeg er, bliver jeg en bedre udgave af mig selv.
Senere i dag er en af de dage. Jeg har gået til månedlig massage siden Nola blev født, men det sidste stykke tid har jeg glemt mig selv. Ja, der har været meget at se til, men massage løsner op i de spændinger jeg har tendens til at få. I nakke, skuldre, ryg og hofte.
Når jeg går derfra, føles alting mere overskueligt. Jeg er mere til stede, hvis det giver mening? Ting, der tidligere kunne stresse mig, virker pludselig ikke så uoverskuelige længere.
Jeg går til massage på Bryggen, og af alle de steder jeg har gået gennem tiden, er det her det bedste sted jeg har været. Hun kan tage ved de helt rigtige og forløsende steder. Velværemassage duer ikke for mig. Det skal virke, og det må gerne gøre ondt til tider. Andet vil også være mærkeligt, nu hvor jeg er så anspændt.
Når det følelsesmæssige presser på, booker jeg mig i stedet ind til en manuvision behandling, der på mange måder fungerer lidt som body SDS. Resten af dagen er man meget emotionel, men dagene efter er alt anderledes. På den gode måde.
Og netop dét har jeg brug for. At lade følelserne komme ud. At give slip på gamle mønstre. At tilgive. At komme videre. At være mig, som tingene er lige nu. At acceptere omstændighederne. At tro på det hele nok skal løse sig. Mønstre og tanker mange af os går med, men som fylder lidt for meget.
Til dagligt kan jeg godt negligere de følelser, men når det så kommer frem i behandlingen, er jeg meget mere mig. Har I prøvet den slags behandlinger? Body SDS? Manuvision? Eller en form for terapi? Hvordan fungerede det for jer?
Der er forresten et nyt afsnit ude af Gåsehud Podcast i din podcast app. Det handler om efterladte psykiatriske hospitaler og spøgelseshistorier fra Asien. Hvis man nu gerne lige vil forsvinde for en stund og bare lytte med til noget helt andet. Det er den måde hvorpå jeg bruger podcasts. Jeg drømmer mig hen til en anden verden, hvor jeg ikke tænker på andet end den historie jeg får fortalt, og som et led i ovenstående rejse, er det ganske rart.
Alle billeder er taget af dygtige Renate Photography
Fik du nogensinde læst mit indlæg om den uhyggelige spøgelseshistorie, der skræmte livet af mig?
