Spørgsmålet, der bliver stillet igen og igen.. Skal vi have flere børn? Og skal I have barn nr. 3?
Tro det eller ej, men spørgsmålet om barn nr. 3 rumsterer stadigvæk. Det stopper nok aldrig, hvad end man har ingen, et, to eller flere børn. Folk formoder altid vi skal have et barn mere.
Det korte svar er for os = NEJ. Vi skal ikke have flere børn. Den trofaste læser vil måske huske, at jeg også sagde det efter vores første barn, men nu er den altså god nok. Vi har lukket for alle muligheder og kan altså slet ikke producere børn mere. Helt bevidst.
Hvorfor er det vi altid skal tage stilling til antallet af børn?
Jeg overvejer stadigvæk om det skal udmunde i et særskilt blogindlæg, men har endnu ikke besluttet mig. Det er på en måde meget privat, omend jeg også synes det burde blive talt om i højere grad. Fik I forresten nogensinde læst mit blogindlæg om hvorfor jeg IKKE er fortaler for p-piller? Eller hvad med mit præventionsindlæg om hvad jeg tidligere har valgt som løsning?
Og hvorfor er det vi ikke bare snupper en 3’er, når nu vi har to skønne børn herhjemme og i bund og grund har ressourcerne til det? For det første har vi ikke lyst. Jeg kan godt sætte mig ind i følelsen af der skal ske noget. Især, når børnene når en vis alder, og man finder overskuddet igen. Det var også på den måde vi nåede til erkendelsen med barn nr. to.
MEN vi er ikke interesseret i at “ødelægge” noget, der fungerer godt. Vi er endelig ved at være forbi stadiet, hvor hun vågner hver nat. Hun fylder 2 år lige om lidt, og selvom hun på mange måder stadigvæk er lille og ikke har et veludviklet sprog, er vi ovre det meste af babystadiet.
Vi er langt om længe nået forbi de første hårde år, så hvorfor sætte det hele over styr igen?
Hun er en lille pige. Med stærke holdninger, der lærer nye ord hver dag. Hun spiser godt, sover godt og er bare glad, skøn og dejlig. Jeg kunne på ingen måder forestille mig et liv uden mine to børn, men jeg kender også vores begrænsninger. Vi har det godt. Vi har overskud. Og vi kan nyde hinanden. Lad os nyde livet som det er i stedet for at stræbe efter noget mere.
Det gør mig egentlig ikke noget, at folk spørger. Det vil nok ramme mig anderledes, hvis vi ingen børn havde eller prøvede. Man skal virkelig passe på, selvom det kommer fra et godt sted. Vi ved aldrig hvad andre folk kæmper med.
Kan det blive en tendens at få tre børn? Vi påvirker allesammen direkte og indirekte hinanden. og det er klart, at hvis jeg ser massevis af par med tre børn, er jeg måske heller ikke så lukket for idéen. Ikke at vi skal have en 3’er, den er som sagt helt lukket, men jeg har bare undret mig over om det er det nye “normalt” er at få en 3’er. Da jeg var barn, fik de fleste to børn. I dag er normen en andet.
Hvordan ved man om man har lyst eller om det er samfundets forventninger, der presser på?
Det er på et eller andet plan lettere irriterende, at der er nogle samfundsnormer, der siger vi skal have 1, 2 eller flere børn. Jeg kender efterhånden en del, der overhovedet ikke har lyst til børn, men som føler sig presset af familie, venner og samfundet. Respekt for forskellige livsvalg er vejen frem, tror jeg på. Vi behøver ikke være enige eller forstå hinanden, men vi er nødt til at respektere det vi hver især gør.
Folk kan sagtens acceptere vi har to børn. Det er det forventlige langt hen ad vejen. Det havde de til gengæld rigtig svært med, da vi kun havde et barn. For så må man jo være egoistisk og karriereorienteret, og barnet bliver helt sikkert et ægte curlingsbarn med dårlige manér eller?
Læs også:
Kobberspiral, pessar eller p-piller? En ret så VIGTIG præventionssnak
Det havde jeg det rigtigt svært ved, og jeg følte altid jeg skulle forsvare vores valg, hvilket var direkte åndsvagt. Jeg skulle bare have sagt. “Ja, vi vil kun have et barn”. Punktum. Ikke lange forklaringer om hvorfor det forholdte sig sådan, for hvem skylder jeg det? I bund og grund havde jeg nok et højere behov for at undskylde overfor mig selv, fordi jeg ikke var den mor, der fik to børn lige i røven af hinanden. Det kunne de fleste andre jo tydeligvis godt overskue?
Men hey! Det virkede for os. Det var det helt rigtige med 5,5 års mellemrum. Der har aldrig været søskendekampe eller jalousi. Til gengæld har det været “nemt” med hjælp fra en kærlig storebror.
Det rigtige for os, egne forventinger, folks tanker og at finde lykken i noget større
Nu håber jeg ikke det her indlæg er endt ud i en lang søforklaring om hvorfor vi har gjort som vi har gjort. Det står vi ved og er meget sikre på. Jeg vil bare gerne illustrere, at lykken ikke nødvendigvis ligger i 1, 2 eller flere børn. Og at vi ikke altid behøver stræbe efter noget større end det vi har nu.
Om det er rykket fra lejlighed til hus, nye jobmuligheder, børn eller kæledyr. Jeg er selv tilbøjelig til det. Altså det med at søge noget dybere. Jeg kan jo ikke bare nyde stilstanden eller kan jeg? Det burde jeg. Så kan man tage nogle udviklingsmæssige ryk, når man har brug for det, men stilheden, trygheden og bare det at være i det man har skabt, kan i den grad også noget særligt.
