Den seneste uge har jeg tænkt over noget.. Altså jeg tænker altid, men der er noget der er gået igen. Jeg har nemlig fået et par kærlige kommentarer om, at det da virkelig kører for mig. Altså baseret på sociale medier. Et kompliment af de store, hvilket er jeg meget taknemmelig for, men det er slet ikke sådan jeg ser mig selv.
Mit svar var også.. “Hvad? Mig?”. Jeg kunne slet ikke forstå jeg havde sendt det signal, men når jeg scrollede rundt kunne jeg da egentlig godt forstå hvor det kompliment kom fra. Sandheden var bare en anden.
Jeg gør det også tit selv. “Wauw, det går godt med din webshop”. Hvilket jeg alene baserer på Instagram. Helt ubevidst. Og så kan man blive mødt med “Det er faktisk rigtig hårdt og svært..”.
Vi mennesker deler helt naturligt det gode, sjove og rare. Flere deler også nedturene, men selv den slags følelser er ofte sat ind i en sjov kontekst, og derfor virker det til, som udefrakommende, at alle dem jeg følger har styr på deres liv, forretning, familie og velbefindende.
Det er gode oplevelser, sjove stunder, børneguldkorn og glade mennesker. Og det er der absolut intet galt med, jeg gør det selv, men det betyder også, at jeg jo ingen idé om hvordan det går sådan rigtigt.
Ligesom mine kollegaer kan føle jeg bare drøner derudaf med 110 km. i timen, hvor jeg selv synes det kan være lidt svært at følge med. Instagram får jo sjældent at vide, når jeg har haft et skænderi med min mand. De ved jo heller ikke, hvor dårligt jeg har det, når jeg netop har afleveret et grædende barn. I små korte glimt, men ellers ikke. De kender heller ikke til den dårlige oplevelse en given arbejdsopgave har været, for de ser jo kun et øjebliksbillede af et smilende menneske.
Sådan er livet bare. Vi finpudser de gode øjeblikke og udviser overskud. Ligesom når andre spørger hvordan det går, og man automatisk svarer “godt”, men inderst inde har det faktisk været en hård periode uden overskud.
Det er ualmindeligt befriende, når folk svarer ærligt og åbner op. Inderst inde ved jeg godt, at alle mennesker har gode dage og dårlige dage, men når man faktisk får direkte besked fra den person, jeg spørger, så får jeg en fornyet respekt og forståelse.
Det er jo også forkert af mig at antage det bare kører derudaf, fordi en given person er aktiv med sin webshop på Instagram. Det siger sig selv, at det er hårdt arbejde, men det glemmer jeg, når jeg klikker igennem de pæne IG stories, de flotte billeder og de gode anmeldelser.
For hvad er succes? Er det en god indtjening? Er det, når man får enderne til at mødes uden man skal arbejde sig halvt ihjel. Er det at finde ro i det man har uden altid at stræbe efter mere? Er det at opgive arbejde for en stund og dedikere alt sin tid til familien? Er det at sælge alle sin ting og rejse ud i verden? At opgive kontrollen og samfundsnormerne?
Jeg ved det ikke.. Jeg føler da jeg har succes i livet. Èn ting er min forretning, som (endelig) går godt, men det andet er min familie, som er det vigtige, når alt kommer til alt.
Jeg har endelig fundet ro i at opdatere min blog, når det passer og at jeg er den person jeg er. Jeg har også fundet ro i, at jeg faktisk er et meget genert menneske, og det ikke falder mig naturligt at lave snakke-stories konstant og dele ud af alt muligt blandet. Jeg trives bedst hjemme i egne omgivelser.
Jeg kan godt lide distancen på Instagram, hvor det er de små hyggelige hverdagsøjeblikke. Det kommer ikke så tæt på. Jeg følger også primært folk der har den samme distance, da jeg sjældent kan overskue de laaaange private fortællinger om hvad der er svært. Det er som om de følelser fylder så meget, at jeg tager dem med mig, og det kan jeg sjældent overskue.
Så nej. Det kører ikke derudaf, bare fordi Instagram siger det. Vi har alle vores usikre øjeblikke og tvivl. Også når vi deler vores succes, det pæne hjem, det flotte tøj og de pragtfulde oplevelser. Det er bare som om, at de ting er sjovere at dele end at jeg sidder i sofaen og beretter om min hverdag med pletter på tøjet og bumser i panden.
For lige at hive alt ned på jorden, så har jeg på det seneste følt mig:
.. Utilstrækkelig i en alder af 34 år.
.. Som en dårlig influencer, der ikke deler nok af mit inderste.
.. Som en dårlig mor, der har sendt et grædende barn i vuggestue, og ikke mindst en dårlig mor, der ofte hiver telefonen frem foran børnene.
.. Dum, fordi jeg glemmer at ringe til min familie.
.. Som en kone, der ikke er nærværende.
.. En fiasko, fordi jeg tyer til usunde løsninger, når jeg inderst godt ved hvad der er godt for mig.
.. Umoden fordi jeg ikke har nogle planer for hverken økonomi eller boligsituation de kommende år.
Altsammen tanker og følelser, jeg heldigvis kan skyde ned igen, men det betyder ikke de ikke kan rumstere i mit hoved. Selv i 30’erne, hvor jeg egentligt hviler ret så godt i mig selv.
Follow my blog with Bloglovin
