Jeg var ude i formiddags i nogle timer. Uden barn. Det lyder måske ikke vildt, men når man går hjemme med sin baby, og har gjort det i snart 11 måneder, får man nogle gode rutiner. Jeg har længe haft lyst til at tage ud med Rasmus, men jeg har ikke kunne overskue det. Vi ved jo bedst, så det er hverken fair over for dem der skulle passe eller Nola, hvis vi ødelagde den gode rutine.
Det var dog lige indtil Rasmus med meget kort varsel startede på sin nye uddannelse (hvilket jeg har forklaret her). Jeg er selvstændig og vil gerne holde gang i butikken. Både til møder hos Boom Agency, men også arrangementer, hvor jeg kan ses og snakke med andre i branchen. Det giver enormt meget til mig og min virksomhed.
I sidste uge havde jeg et vigtigt møde, og jeg fik min mor over for at passe. I dag havde jeg også planer, og min gudmor kom forbi og hjalp. Og ved I hvad? Det er simpelthen gået så fint. Nola har været glad, smilende og gjort alt det hun plejer. Det åbner op for nye muligheder. Ikke at hun skal passes ret meget, men jeg er pludselig ikke så låst i vores nye konstellation. Det er skønt!
Nogle gange handler det også blot om at gøre noget. Det går jo som regel fint. Det er mere tanken om hvis det ikke gjorde, der kan stresse mig på forhånd. Nu drømmer jeg om en middag ude og biograf en aften med Rasmus. Vores forhold har været presset de seneste 10 måneder og kunne godt trænge til lidt tosomhed.
Jeg har forresten ikke rigtig nogen holdning til pasning, som jeg kan forstå mange andre har. Vi følger hverken principper eller metoder, når det kommer til opdragelse. Faktisk gør jeg mig ikke ret mange tanker om det. Altså vi snakker selvfølgelig om opdragelse herhjemme, men ikke i en højere forstand, hvor vi skal passe ind i en boks. Vi gør bare hvad vi synes er rigtigt i den givne situation. Er man klar til at prøve at få passet sit barn – go for it. Vil man gerne køre sit barn ind i institution – go for it. Vil du friamme til barnet selv siger stop – go for it. Det kan virkelig ikke hidse mig op, hvad andre gør, med mindre jeg overværer misrøgt.
Og det er ikke fordi jeg ikke prioriterer mine børn lige så meget som dem, der går op i den samfundsudvikling. Jeg synes måske bare vi har det så godt i Danmark, at jeg i bund og grund synes det er komplet ligegyldigt om barnet smager sukker inden de er 1 år eller om de bliver hjemmepasset eller ej. Hvordan har I det på det punkt? Jeg føler nogle gange opdragelse bliver diskuteret på et bredere plan ala klimadiskussionen. Det er noget vi åbenbart gerne må blande os i og dele vores egne holdninger om. Også selvom vi ikke er blevet spurgt. Jeg er med på oplysning er vejen frem, men når det kommer til personlige områder, er der mange måder at gøre det på. Det er et svært at få gjort uden at såre andre. Jeg forstår godt at man har mærkesager og nogle kampe er værd at tage, hvis man brænder for det, men hvordan det gøres bedst, ved jeg simpelthen ikke.
Men Nola blev passet, det hele gik godt begge gange og jeg ser nye muligheder i forhold til mit parforhold, mig selv og virksomheden. Alt kører ret godt lige nu. Solen skinner de fleste dage, Nola har en fantastisk alder, Sylvester trives og jeg tror på fremtiden bliver rigtig god ved os herhjemme. Det skal den!
Nola er blevet 10 måneder, og jeg har gjort status på hendes liv lige nu. Alt fra de daglige måltider, mælk og søvn til putteseance, lure, mødregruppe og udvikling.
