Der er godt nok gang i den i kommentarfeltet de her dage. Ikke hos mig, men derimod hos mine blogkolleger. Jeg ved ikke helt om I har fulgt med, men det bunder primært i, at læserne ikke altid er enige i hvordan bloggerne fremstiller deres liv, besvarer kommentarer eller udtrykker deres tanker.
Jeg er generelt fortaler for konstruktiv kritik og forstår 100 %, at mange af jer derude på den anden side af skærmen kommer fra et helt andet sted end mig. Med andre holdninger, værdier og tilgange til livet. Som jeg kom ind på i det her blogindlæg, er det umuligt at gøre alle tilfredse, men det ændrer ikke på at det er enormt drænende.
Jeg synes jo personligt jeg har nogle fantastiske læsere, men jeg kan også sidde og være nervøs for om nogle kommenterer negativt på noget jeg har skrevet eller delt. Man ved jo aldrig og der er rigtig meget der kan misforståes. Det er noget jeg gør mig mange tanker om. Ikke fordi jeg tvivler på mig selv, men fordi jeg ikke orker lange diskussioner med udgangspunkt i mig som person. Nu er det heller ikke noget der er sket særligt tit, hvilket jeg er glad for, men jeg er altid forberedt. For tænk nu..
Da jeg sprang ud som fuldtidsblogger, blev jeg hurtig mødt af en skepsis blandt nogle læsere, som jeg endda mistænker fra at være hoppet fra siden. Bare dét at jeg tog springet, og sagde min faste stilling op, kunne tricke nogle folk. Der hersker nemlig en forestilling om, at når man er selvstændig blogger, så sælger man min sjæl til annoncørerne. Man bliver for kommerciel, upersonlig og skriver for mange indlæg. Ren maskine, mener nogle ligefrem. Jeg respekterer folk der har den holdning, også selvom jeg er uenig, men det gør det ikke nemmere. Da jeg bloggede på hobbyplan havde jeg færre læsere og jeg fik en gang imellem kommentarer på mine indlæg var af svingende kvalitet. Jeg føler derfor lidt jeg ikke kan vinde, for ligegyldigt hvad jeg gør og hvad jeg laver, vil der være nogle der synes jeg ikke er god nok, irriterende, upersonlig, kedelig, ikke skriver godt nok eller har det for nemt.
Dét kan jeg leve med, men det begynder at nage mig, at jeg faktisk bliver påvirket af det ud fra hvad jeg observerer. For når jeg ser en kollega få at vide, at hun ikke kan tillade at brokke sig, fordi hun er priviligeret, så tænker jeg per automatik, at jeg helst skal undlade at gøre dette fremadrettet, for tænk nu hvis jeg træder nogle over tæerne. Jeg skal helst heller ikke dele for meget fra de events jeg ind imellem deltager i, for så tror folk måske jeg bare drikker champagne hele dagen. Sidst men ikke mindst må jeg ALDRIG dele noget omhandlende Uber igen. Det vil være direkte dumt, da folk har så stærke holdninger til netop det emne. Heldigvis spiser jeg allerede primært plantebaseret og jeg slipper derfor for kommentarer om mælk eller andet animalsk.
Det ender jo med jeg censurer mig selv, uden at tænke over det, for at passe ind i andres forventninger. Det duer altså ikke. Så går lidt af charmen af. Jeg er jo bare mig, der driver en blog, som omhandler mit liv. Ja, jeg lever af bloggen og konsulentarbejde p.t., men det er jo ikke noget der er sket af sig selv og jeg har givet afkald på al stabilitet for at være der hvor jeg er i dag. Jeg sidder da også tit og drømmer mig til et fast job igen, når jeg endnu engang får en SMS fra min bankrådgiver.
Jeg er med på, at der hersker en del mystik omkring blogmediet, men tro mig, når jeg siger, at det er utrolig hårdt, drænende og ustabilt. Det er dog også motiverende at skulle være sin egen chef samt den frihed der hører med. Det er efter min mening et privilegium på lige fod med folk, der tager en lang uddannelse og kæmper sig til de gode jobs. Det er jo ikke for sjovt og noget jeg respekterer ualmindeligt meget. Ting sker sjældent tilfældigt eller af sig selv, selvom det kan virke sådan udadtil.
Der er ingen tvivl om jeg er taknemmelig, men jeg er også klog nok til at vide, at den eneste grund til jeg er hvor jeg er i dag, er fordi jeg har arbejdet utrolig mange timer på min blog de seneste fem år og ikke mindst taget en chance. Jeg er ikke heldig – jeg har bare arbejdet hårdt for at være der, hvor jeg er i dag. Det er utrolig simpelt.
Én ting er sikkert. Jeg vil gerne være med til at åbne mere op for blogmediet og det bagvedliggende arbejde, der gør man kan drive en større blog samt tjene penge på det. Måske kan det hjælpe til at skabe mere forståelse for mediet. Jeg har ikke brug for at blive anerkendt, for jeg kender godt mit eget værd, men jeg synes faktisk det er synd, der eksisterer så mange fordomme om et meget seriøst erhverv.
