Forleden dag læste jeg denne artikel, som jeg faldt over på Facebook (selvfølgelig), og den skilte sig egentlig ikke ud i forhold til, hvad man ellers falder over, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tage den op. Jeg blev nemlig SUPER irriteret og det startede allerede da jeg læste overskriften.
“Kære bloggere og selfiepiger: Hvem gør I det egentlig for?“
Det er 100 % sat på spidsen for at skabe røre og få folk til at klikke sig ind, det virker jo, men jeg synes i den grad også det er nedladende. Artiklen handler om Laura, der nægter at få Instagram, fordi hun ikke vil bidrage til det pres det ligger på unge piger i dag.
Intet nyt under solen der og godt for Laura at hun har taget stilling, men hvorfor skal vi nu diskutere det her for 117 gang? Senest var det Petra Nagel og nu også Laura.
Jeg er totalt med på at vi har et ansvar i forhold til det indhold vi ligger ud på nettet. Det har man i alle livets aspekter – altså et ansvar. MEN. For der er et men, og det handler faktisk overhovedet ikke om at jeg selv er blogger, da jeg på ingen måder føler mig ramt. Og selv hvis jeg gjorde, ville det være sagen uvedkommende.
Lauras tanker tager udgangspunkt i hvordan Laura har det med sociale medier. Vi har som mennesker et medansvar i forhold til de ting vi involverer os i. Sociale medier, fritidsaktiviteter og sociale interaktioner. Det er bare et øjebliksbillede. Jeg tror ofte vi skal huske at tage Instagram for hvad det er. Det er et æstetisk billedmedie, hvor folk kan dele pæne billeder og finde inspiration til det de søger. Det er ikke meget anderledes end Pinterest, der om noget også fokuserer på det æstetiske. Hvem elsker ikke pæne ting? Jeg ved jeg gør, og hvis man ikke gør, kan man jo bare lade være med at bruge de ting i sin hverdag.
For mig handler det nok også om, at jeg bliver lidt træt, når ALT skal være et statement. “Jeg vil ikke have Instagram”. Okay, good for you. “Jeg er træt af bloggere og det urealistiske billede de viser frem”. Okay. Hvis du er det, så synes jeg du skal stoppe med at følge dem.
Der vil altid være unge piger med dårlig selvtillid og kropskomplekser. Det var der altså også da jeg var ung. Her blev det bare ofte skabt via magasiner, film og kendte modeller. Hvem husker ikke 90’erne og heroin chic perioden? Det var seriøst en bevægelse og prægede de fleste unge mennesker dengang. I dag er det bare de sociale medier, der tager fokus, og så falder skylden der.
Unge piger skal finde deres vej i livet, det skulle jeg også selv, og nogle er selvfølgelig mere udsatte end andre. Det kan der være mange grunde til. Her kan man forsøge at hjælpe på bedste vis, hvis man er tæt på personen. Det synes jeg er vores pligt. Ligesom vi skal hjælpe syge mennesker, udsatte personer eller folk med misbrug. Det handler om næstekærlighed.
Jeg synes også det er SÅ fint vi får talt om det medieskabte billede vs. virkeligheden. Det kan være internt mellem veninder, som et led i opdragelsen, i skolen etc. Det er vigtigt man lærer at skelne. Når det så er sagt, er det ikke Louises (opdigtet navn) skyld, at unge piger har det dårligt med sig selv. Hvis hun har lyst til at lægge billeder op fra ferien på Maldiverne i sin bikini, så skal hun gøre det. Hvis hun er model og får taget lækre billeder, skal hun da dele dem, hvis det er det hun vil. Det bestemmer hun helt selv, så længe hun fokuserer på det hun kan lide, og så kan andre følge hende eller lade være. Simple as that.
Jeg er all in for at man kun bruger tid på de ting, der skaber positiv energi i éns liv. Det giver helt klart mening. Jeg følger personligt ikke ret mange unge succesfulde piger på 20 år, som ofte er i fokus i de her anklagende artikler. Det giver simpelthen ikke mening for mig, der er 31 år, gift og har et barn. Det har intet at gøre med dårlig selvtillid, det er jeg heldigvis vokset fra, men derimod at vi er to forskellige steder i livet. Til gengæld er jeg fan af at folk gør det de elsker. Det finder jeg inspirerende.
Sidst men ikke mindst skal det nævnes, at jeg ikke ser noget problem i at man søger anerkendelse. Det gør jeg da også selv. Det gør de fleste mennesker på et eller andet plan og har altid gjort det. Men det er op til den enkelte at finde ud af, hvor grænsen går. Hvis man har det dårligt, føler sig utilpas, bliver præget negativt af de sociale medier eller andet i den dur, så kig indad. Hvorfor får du det sådan? Man kan ikke rigtig tillade sig at give andre skylden. Der vil nemlig altid være ting, der kan påvirke os negativt, hvis vi tilegner det opmærksomhed.
At være uperfekt, og at stræbe efter det, er ikke anderledes end at vil vise livets smukke øjeblikke. Det er lige så meget et statement og en måde, hvorpå man søger anerkendelse. Der er intet forkert i nogle af delene, overhovedet ikke. Jeg bliver bare irriteret, når man fremhæver den ene ting som mere rigtig end den anden – eller endnu værre laver en hel artikel om det. Det er generelt meget ucharmerende.
Jeg håber ikke mit indlæg er for rodet, men tankerne skulle ud. Jeg bliver bare lidt træt af det samme budskab om og om igen.
OBS: Hvis I kommer via forsiden og gerne vil læse kommentarerne til indlægget eller selv skrive én, så klik på overskriften øverst oppe og I kommer ind på indlægget.
P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.
