JA, det kan de i den grad har jeg erfaret og nu skal I høre hvorfor! Allerede da Sylvester var 2,5 år begyndte vi at tale om hvad han kunne gå til. Fodbold, gymnastik, svømning og dans var alle oppe at vende, men han var lidt for lille og mange af aktiviteterne var enten for langt væk eller passede dårligt i forhold til hans alder. Da han blev 3 år faldt snakken igen på fritidsaktiviteter og vi var nok præget af at alle andre på hans alder gik til et eller andet. For det skal man vel?
LÆS OGSÅ: SE HVORDAN VI PLANLÆGGER AT INDRETTE VORES BABYVÆRELSE
Århh, alle de forventninger og pres. Jeg føler normalt ikke jeg lader mig påvirke af hvad andre gør, men inddirekte gør jeg jo alligevel til tider. Det tror jeg er svært at undgå. Gymnastikholdet blev dog hurtig udsolgt og han virkede ikke som om han havde nogle præferencer i forhold til hvad han skulle gå til. Han var trods alt også kun netop blevet 3 år og var på dét tidspunkt bagud sprogligt. Det var mere et spørgsmål om vores forventninger end hans lyst.
Vi droppede det derfor igen, for at forsøge med fodbold i august, da han var 3,5 år. Nogle af de andre drenge fra børnehaven gik nemlig til fodbold og Sylvester vil gerne, når de også gjorde det. Det var dog ikke nogen succes og han fik skæld ud af en mor, der hjalp til med træningen, den første dag, da han ikke forstod øvelsen de lavede. Jeg var desværre ikke til stede, for så havde jeg nok sagt fra og desværre prægede det også hans ønske om at spille mere fodbold. Han græd nemlig så snart vi bragte det op.
Det satte tingene i perspektiv, for hvorfor vælger man fritidsaktiviteter til sine børn? Fordi man føler man skal eller forbi barnet faktisk ytrer et ønske om det? I vores tilfælde havde han jo aldrig rigtig gået til noget og så er det også svært at vække en interesse.
Nede i mit yogacenter (læs også hvad yoga har gjort for mig her), så jeg en dag de tilbød børneyoga. I første omgang kunne jeg ikke helt se det for mig, men da jeg undersøgte lidt nærmere gav det så meget mening. Det drejede sig nemlig kun om 45 minutter hver anden lørdag, og det var da en god start. Vi har nu været til det 3 gange og skal igen på lørdag. Han kan godt brokke sig lidt inden, men så snart vi er afsted er han glad. Også selvom han ikke deltager i alt. Men alt er tilladt til yoga – også blot at observere – og jeg kan se hvordan hans hjerne arbejder på højtryk.
Som mor er jeg glad for at kunne give yogaen videre til Sylvester. Ikke fordi han skal aktiveres eller holdes igang, det er han fremragende til i forvejen, men fordi yoga handler om at være til stede i nuet, finde sig selv, motorik, afslapning, balance og tilmed styrker den vores mor-søn forhold. Det havde jeg ikke troet på forhånd.
Vi laver øvelserne sammen i børnehøjde og til slut har vi shavasana, hvor vi slapper af på yogamåtten. Nogle gange kigger vi hinanden dybt i øjenene og sidst fortalte han mig, at han elskede mig højt. SÅ begyndte jeg selvfølgelig at tude – til børneyoga. Det lyder næsten for sødt, men det er rigtigt. Vi har virkelig fundet noget der giver mening sammen og jeg er så glad for vi ikke tvang ham til fodbold, gymnastik eller hvad der lige hitter blandt hans venner. Hverdagen er generel allerede tætpakket og efter en dag i børnehaven har han, eller os for den sags skyld, sjældent overskud til andre aktiviteter end at tage hjem for at slappe af.
Så JA! Børn kan godt gå til yoga, hvis altså de har lyst. Her handler det ikke om at blive bedre eller at se en udvikling fra gang til gang. Det handler om at lære sin krop at kende, have det sjovt, høre spændende yogafortællinger, balance, barnets bevidsthed og afslapning. Børnene sætter selv tempoet og hvis de ikke føler for en øvelse, kan de bare sætte sig ned og observere. Forældrene deltager på lige plan med børnene og der er plads til alle. For os er det ikke bare endnu en stressende fritidsaktivitet, som skal gennemføres. Det er en hyggelig kærlighedsstund, som vi nyder sammen hver anden lørdag. Det er lige til at overskue ♥
Vi går til yoga HER og I kan læse meget mere om børneyoga HER.
