Livet som mor lige nu

Det er virkelig en balance det med at dele ud af livet på godt og ondt. På den ene side foretrækker jeg at læse om det rare og gode, fordi det giver mig energi, men andre dage er man så træt eller udfordret, at det fylder mere end det burde. Og så er der børnene. Hvor meget skal de overhovedet fylde på mine sociale kanaler?

Jeg vil helst ikke tænke for meget over det, da det falder mig naturligt, som det er nu. Det er mit liv og mig folk følger, forhåbentligt, og så kan børnene være en del af det, hvis de har lyst og det giver mening. Sylvester er god til at sige fra og til, hvor Nola stadigvæk er så lille, at jeg tager beslutningen, når jeg skriver om hende eller deler et billede.

^ Alle billederne her er taget af dygtige Tinna, som jeg kender fra Aarhus. Hun er fantastisk dygtig til at fange de mindstes udtryk på naturlig vis, og det værdsætter jeg. Nola er i hvert fald fanget i sit rette element. Direkte fra vuggestuen og ud i Fælleden.

Jeg kan dog godt skrive om livet som mor, da det ikke tager direkte udgangspunkt i mine børn, men mere hvordan jeg synes det er at være mor. Og lige nu er jeg mor til en på 7 år og 1,5 år, og det stjæler bare størstedelen af min tid. Så meget at jeg ikke har blogget siden i fredags. Det er godt nok sjældent jeg tjekker ud i så lang tid, og det er ikke med min gode vilje.

Jeg synes helt klart, at livet som mor har været mere krævende de sidste ni måneder. Det første år af Nolas liv var “nemt”. Eller måske har jeg bare glemt de ting, der var udfordrende dengang, men jeg mindes ikke det var hårdt på samme måde som nu. Har I det på samme måde?

Og forstå mig ret. Jeg ELSKER at være mor. Jeg er et udpræget familiemenneske, der nyder at være sammen med mine børn. Vi er bare indrettet i en hverdag, hvor der ikke kun er tid til sjov og afslapning. Der er tidlige morgener, der er arbejde, der er afhentning, der er to-do’s og så er der sygdom på sygdom på sygdom.. You get the drill..

Sygdom på sygdom på sygdom..

De her dage er Nola hjemme med mig. Hun var syg næsten hele sidste uge, men dog kun med en enkelt feberdag. De andre dage hyggede vi bare blandet med en lettere forkølelse. Vi blev måske hjemme en dag eller to for meget, for hun nåede at blive helt irriteret på os, men mandag kom hun tilbage i vuggestuen og hun var overdrevet glad for at komme ud.

Nola er heldigvis sådan et barn, der for det mest elsker at komme i vuggestue og lege med de andre. Hun havde en fantastisk dag med ballondans, masser af mad og en god lur. Jeg var overbevist om at det var det sygdom for i år.

Klip til tirsdag formiddag, hvor jeg har afleveret igen. Hun har for første gang i flere uger sovet igennem, og jeg når at tænke “nu kører det bare..”. Jeg forestillede mig allerede hvordan overskuddet vil vende tilbage og den snarlig juleferie vi kunne se frem til. Der går akkurat to timer fra de positive forventninger til jeg bliver ringet op. Lige den dag havde jeg en tid til ansigtsbehandling, som jeg naturligvis havde glædet mig ualmindeligt meget til.

Jeg når dog ikke andet end frugtsyre før telefonen ringer. “Nola har feber og er meget mat.. I er nødt til at hente hende”. Jeg ringer, liggende fra briksen, til Rasmus, som har været på nattevagt, men er hjemme, så jeg tænker han godt kunne hente. Han er dog i så dyb søvn og har slået sin telefon fra, at jeg er nødt til at løbe knaldrød i hovedet hen til vuggestuen og hente min lille syge pige.

Således nåede jeg ikke de ting jeg havde planlagt eller den ansigtsbehandling jeg havde glædet mig til i 8 uger, men sådan er det bare, når børnene er syge. De kommer i første række. MEN det ændrer ikke på, at det er komplet umuligt at planlægge noget som helst. Vores hjem sejler, julepynten er stadigvæk ikke kommet op og ja.. Der er bare ikke styr på ret meget. Oveni hatten går alt i stykker.

Rasmus og jeg er meget mere teammates end i i et parforhold for tiden, og det betyder også vi snerrer lidt for meget af hinanden. I ved den slags perioder, hvor man kun videregiver hurtige informationer om børnene og ellers suser ud af døren, når den anden kommer ind. Og med absolut ingen tid eller overskud til tosomhed. Det her sygdom falder nemlig oveni en af de travleste måneder arbejdsmæssigt for mit vedkommende.

Fra sommer til vinter og fra overskud til underskud

Det er skørt, hvordan der kan være så stor forskel på sommer og vinter. Dengang var lyset med os, overtøj var en by i Rusland og det kørte på skinner. Vi havde overskud, var foran og alt kørte. Denne årstid er derimod børnefamiliers værste mareridt. Det rammer hvert eneste år, men alligevel er det som om man aldrig er forberedt.

Man bilder sig ind, at næste år vil man have styr på vitaminer, tilskud og uldtøjet på forhånd. Måske en omgang echinaforce, så man hærder sig selv og de små? Alligevel er det som regel ude af ens hænder, når sygdommen så indtræffer for de mindste.

Jeg forsøger virkelig at tage en dag ad gangen. Ja, bare en time ad gangen. Alt er åbent, men alligevel ikke. På den ene side prøver jeg at være i det, fordi det er sådan det bare er lige nu, men på den anden side stresser jeg over ikke at levere nok indhold herinde. Det er mit hjerterum og her ordene flyder direkte fra mit liv over på skærmen, og det savner jeg virkelig.

Jo længere tid, der går fra bloggen, jo sværere er det at tage hul på igen. Men jeg kommer tilbage. Jeg skal bare lige have en rask datter, som er ovenpå og ikke konstant hænger på min arm med snot i hele hovedet. Hvis jeg får tømt opvaskemaskinen, er det altså store sager, hehe. Life with kids. De er vidunderlige, men jeg er også lidt træt.. Ærlig talt.

Hvordan står det til hos jer? Syge børn eller måske endda selv syge? Har I styr på noget i december? I så fald må I gerne sende god energi og tips i min retning.

P.S Vores tørretumbler har lige kapituleret. Og det kommer efter den her episode.. Shit, en budgetjul vi får os.. ?