Halløj og glædelig fredag!
Det nye normal.. Det vi alle har vænnet os til eller måske stadig er igang med? Opsigelser, manglende institutionsplads, økonomiske bekymringer, mindre mig-tid og at balancere det hele uden eventuelle børn mærker til det. For ikke at tale om de ældre eller udsatte mennesker i vores familier, som vi alle gerne vil værne om og passe på.
Jeg tror vi alle har givet afkald på noget eller været igennem en rutsjebane de sidste par måneder. Nogle mere end andre. Og ét af de spørgsmål, der går igen her hos mig, er om jeg kan mærke det som selvstændig. Der er ingen tvivl om den lille butik, frisør eller café har betalt en høj pris, men hvad med de selvstændige, som lever af at være online?
Det nye normal.. Hvordan ser tingene ud nu kontra for 1 eller 2 måneder siden?
Det er et rigtigt godt spørgsmål. Og hvis jeg havde skrevet det her indlæg for 1 eller 2 måneder siden, havde mine svar nok set anderledes ud. Men nu får du hele pakken. Med opture, nedture og ærlighed.
Jeg gik, som bekendt, helt solo i slut januar, og når man tænker på krisen indtraf kun halvanden måned senere, var det exceptionelt god timing for mit vedkommende. Jeg nåede nemlig at gøre tidligere samarbejdspartnere opmærksomme på, at jeg nu kørte alt selv, hvilket resulterede i en håndfuld kampagner indenfor de første par uger. Nogle stræk sig ind i foråret, og jeg følte mig sikker.
MEN så kom krisen. Mistede jeg noget? Var jeg nervøs? Ja og ja. Jeg var, ligesom mange andre, lettere nervøs for om det betød en nedlukning af min butik i sidste ende.
Hvad mistede jeg? Og hvad betød det for branchen?
Uden det nogensinde blev tilfældet, tror jeg det er ganske normalt man tænker de tanker. “Kan jeg finde et job lige nu? Nej, nok ikke, når alle andre bliver opsagt. Godt jeg har min a-kasse og forsikring for selvstændige”. Og så kom hjælpepakkerne, og der var mere ro på.
Jeg fik ret hurtigt udsat et par kampagner. Alene pga. usikkerheden. Jeg havde en sommerhustur i Jylland dagen efter Danmark lukkede ned, og jeg husker tydeligt hvordan jeg havde kunden i røret. Hvad var det rigtige at gøre? Skulle vi vente?
Vi endte med at tage afsted med en god mavefornemmelse. Det var jo et sommerhus midt ude i en skov, og udover det gav en økonomisk sikkerhed i nogle uger, så endte det også med at hjælpe firmaet, der havde brug for et boost, da de også var ramt.
Jeg mistede omvendt min drømmekampagne til Sverige, hvor jeg skulle opleve og dele vidunderlige Skåne. Der er ingen tvivl om, at jeg synes de kampagner, som handler om en oplevelse, er sjove at videreformidle. Derfor elsker jeg, når de bliver en del af de kampagner jeg ellers tager ind.
Tabet af netop dén gjorde virkelig ondt. Den græd jeg over. Udover det var en månedsløn, var det også et samarbejde, jeg havde glædet mig til at dele på mine kanaler og som bare gav mening, for hvem elsker ikke unikke oplevelser i køreafstand. Jeg gør.
At vende det usikre til en fordel
Jeg gik ret hurtigt i overlevelsesmode. Vi var alligevel allesammen hjemme non-stop, så de sociale medier var mere populære end nogensinde før. Jeg begyndte at udfordre mig selv på flere områder. Perfektionismen blev lagt på hylden, og jeg lavede videoer, delte mindre pæne billeder, lavede Instagram Live og meget andet.
Ikke at det var groundbreaking, det gjorde mange jo, men det var sundt for mig at komme ud af det trygge og skabe nogle nye rammer, og jeg kunne mærke det blev taget så godt imod, at det har fulgt mig siden.
Kunderne kom så småt tilbage efter de første 2-3 uger. Livet gik videre og mange af dem kunne godt se, at samarbejder måske ikke var en dårlig idé, hvis de selv vil rykke sig.
Så hvordan står det til nu og hvad forventer jeg af året?
Det går godt. Rigtigt godt. Jeg har haft et skønt år indtil nu til trods for den nye form for normal. Priserne er måske lavere sat, og man gør sig endnu mere umage end det allerede er tilfældet, da man gerne vil skabe muligheden for et længerevarende samarbejde, men det går godt.
Sidste år var meget hårdere for mig end i år, og derfor har jeg også kunne takke nej tak til hjælpepakken, hvilket har føltes helt enormt rart. Jeg klarede udfordringer helt selv. Uden agentur eller hjælpepakke. Bare mig.
Jeg har endda gjort mig store investeringer, lige inden corona ramte, i et optimeret website og SEO, og det har virkelig kunne betale sig. Jeg har købt mig til korrekturlæsning, coaching-sessions, ny tlf. og andet, der har optimeret min virksomhed.
Jeg har også fået min fotovirksomhed banket op, og det som startede som en hjælp til mine kollegaer, er nu begyndt at vinde indpas hos større virksomheder, der vil have stemningsbilleder leveret af mig.
Det er jeg så glad for og stolt over. At jeg kan veksle mellem kampagner og fotojobs, så ingen af delene kommer til at fylde for meget. Jeg synes, ar jeg har fundet en god balance i de kunder, jeg samarbejder med, og når jeg lander store aftaler, som det her, giver alt bare mening.
Jeg tror på mig selv igen. Sidste år på den her tid var jeg helt overbevist om jeg var ligegyldig og ubetydelig. At jeg ikke var noget som helst værd i en verden af sociale medier. Det har jeg heldigvis fået vendt, for det er enormt drænende at tænke de tanker om sig selv hver eneste dag.
Jeg er ved godt mod og glæder mig til at se hvad året byder på
Det bedste jeg har gjort for mig selv, var at gå helt solo. Der er kun mig, der er herre over mine resultater, og jeg har alene ansvar for de jobs jeg tager ind, og det føles fantastisk. Jeg synes det er sjovt, og jeg synes ærligt talt jeg fortjener alle pengene selv fremfor at dele cuttet. Jeg kan jo sagtens selv. Det har jeg bevist de sidste 3-4 måneder, og derfor kan jeg allerede nu se, at hvis alt fortsætter som nu, fordobler jeg som minimum min indtægt fra sidste år (som jeg delte her).
Jeg har så valgt at investere de penge i optimering af virksomheden fremfor at hive løn ud af hver måned, da jeg tror på det er vejen frem. Jeg vil gerne udvide min forretning, hvilket på sigt kunne være faste mentortimer, en fotograf eller i sidste ende en assistent tilknyttet x antal timer ugentligt.
Jeg har også involveret mig i et velgørenhedsprojekt, fordi jeg har overskud og gerne vil bruge min sociale kanaler til flere betydningsfulde sager. Jeg vil også gerne give den her sag mere taletid, da det virkelig vækker noget i mig. Det kan jeg simpelthen ikke ignorere.
Hvad med hele influencerbranchen som helhed og at tage ansvar for egne handlinger?
Sidste år endte jeg med at tage en masse brancheproblematikker op på mine kanaler. Det fortryder jeg på ingen måde, men jeg endte med at bruge en masse energi på noget, som kun resonerede hos dem, der allerede var kritiske. Og hurra for kritiske følgere.
Problemet er, at dem der har den tilgang til deres forretning, sjældent ændrer kurs, og så føles det lidt spildt. Jeg kan ikke bestemme hvordan andre skal agere, så længe de overholder loven, og det er heller ikke mit sted. At det så etisk er uansvarligt, kan vi godt blive enige om, men i år har jeg kun koncentreret mig om selv og hvordan jeg driver en forretning, jeg kan stå inde for. Måske jeg atter får mod og lyst igen en dag.
Skulle man fucke grueligt op, betaler man prisen uanset hvad. Det har de sidste par år på sociale medier vidnet om.
