Kategorier
Mine målsætninger for en stærk krop
Det her indlæg er lidt grænseoverskridende, men også nødvendigt. Både for mig selv og for jer læsere, der eventuelt selv bliver motiveret i jagten på optimal velvære og en fit krop i balance.
Min plan er at jeg vil billeddokumentere min krop og dens udvikling løbende, for at kunne se resultater i sidste ende, og den rejse vil jeg gerne inddrage jer i . Så forpligter det ligesom også lidt mere 🙂

Jeg har aldrig været overvægtig, men der har været tider hvor motion og kost ikke har været lige så vigtigt for mig, som det er i dag. Dette var primært i teenageårene, hvor jeg simpelthen ikke vidste bedre. Det kom dog af sig selv omkring 19 års alderen og da jeg mødte min kæreste i 2007, der altid har trænet seriøst og spist sundt, blev jeg bidt af det.
Jeg var derfor tilfreds i flere år hvor jeg dedikerede mig til min krop og behandlede den godt. Det sidste år er jeg dog faldet lidt af på den igen, af forskellige grunde, og derfor har jeg nu taget mig sammen så jeg kan blive fit til sommer, og være stolt af min krop.
Jeg skal tabe mig i omegnen af 3, 5 kg. (har allerede tabt det første i uge 1). Det vigtigste for mig er dog ikke at tabe mig, selvom jeg vejer mig i ny og næ. Det vigtigste er derimod at jeg bliver tilfreds med mit spejlbillede. Og det bliver jeg altid når jeg har spist sundt og trænet minimum 4 dage om ugen over en længere periode.
Det her er min 2 uge, og det går faktisk rigtigt godt. Det er ikke en slankekur, men en livsstilsændring der skal definere resten af mit liv. Byture er derfor skåret ned til maks. 1 gang om måneden (jeg er alligevel ved at blive for gammel til det) og jeg må kun synde med et måltid om ugen. Det er faktisk ikke engang så svært igen. Første uge var værst, men nu har jeg ikke engang lyst til at spise usundt. Derimod laver vi kun nærende måltider og sunde snacks, med gode råvarer, der smager mindst lige så godt, hvis ikke bedre, end noget usundt.

Jeg vil gerne være stolt af min krop og være i god form. For mig handler det altså om at stramme op, og hvis der ryger nogle få kilo er det også bare skønt.
Motionen er utrolig vigtig, men jeg har også erfaret at kosten er endnu vigtigere for mig. Når jeg spiser varieret, små måltider og ofte (7 gange dagligt), ser jeg meget hurtigere resultater. De dage jeg ikke træner i centeret, supplerer jeg op med Youtube videoer og tager en tur op og ned af vores trapper 3 gange.
Jeg sammenligner mig ikke med nogle, men lader mig udelukkende inspirere. Vi er ikke alle skabt til at ligne en Victorias Secret model, og det er vigtigt at erkende. Jeg er født med former, hvilket skyldes min sydeuropæiske gener, og arbejder med dem og ikke imod dem. Jeg elsker former og synes en kvinde som Kim Kardashian er super smuk. Mine former skal bare lige optimeres, så de kommer mere til deres ret, som de gjorde førhen.


