Egentlig havde jeg tænkt mig at holde mig neutral i forhold til hele debatten hvorvidt man bør formere sig, hvornår det er bedst at få børn, hvilke antal man vælger og spørgsmålet om det skal være under uddannelse eller ej.
Min holdning er klar. Gør hvad der passer dig og vær ligeglad med hvad andre siger. Hvad én familie gør er ikke ensbetydende med det virker for andre. Det der med at presse folk til at gøre ting, er lidt frustrerende og giver egentlig bare dårlig samvittighed.
Hvorfor lader jeg mig påvirke af det? Mest fordi jeg selv oplever det på egen krop. Vi har et barn og bliver ugentlig spurgt om vi ikke skal have flere. Når vi svarer nej, får vi ofte at vide at vi går glip af noget fantastisk eller folk sukker opgivende.. Jeg er ikke i tvivl om at vores søn vil være glad for søskende, men han lider ikke nogen last ved ikke at få det. Mest af alt har vi bare ikke lyst.
Det er det rigtige for os og handler ikke om vi er egoistiske mennesker eller ikke kan overskue forældreskabet. Vi har bare nok i ét barn. Vi har det skønt og har ikke brug for at se ham interagere med endnu et barn, for at vores liv går op i en højere enhed. Han bliver rigeligt stimuleret i børnehaven, på playdates og herhjemme i gården, hvor der er massevis af børn at lege med.
Hvad andre bloggere synes fungerer godt eller hvad de store medier kommunikerer ud, kan du faktisk ikke bruge til så meget. Jeg kan godt fortælle jer, at jeg fik barn få dage efter jeg havde afleveret speciale og det bare var verdens bedste timing, men hvad hjælper det jer? Der var andre ting der spillede ind. Billig bolig, hjælp fra familien og barselsdagpenge, som var meget bedre end SU. Man kan altså ikke planlægge sig til alt og slet ikke børn. De kommer bare på et eller andet tidspunkt, hvis man overhovedet har lyst til dem. Og så er det altså ligegyldigt om du kan få ekstra SU klip eller barselsdagpenge, er 22 eller 37 år, på arbejdsmarkedet eller ej. Det skal nok gå. Også selvom du har et fuldtidsjob med skiftende arbejdstider.
Du skal ikke stresse over du endnu ikke har lyst til at få børn selvom du er 32 år. Og du skal på ingen måder føle skam over børn ikke siger dig noget. Det beundringsværdige er blot, at man faktisk har taget stilling til sin egen fremtid. Hvorfor få et barn for samfundets skyld, når man ikke selv har lyst? Det er da ikke de rigtige betingelser for at bringe et barn til verdenen. Jeg elsker livet med barn, men jeg elsker også mit arbejde, at gå ud med veninderne, at tage på spaophold, have magten over min krop og have råd til at bruge penge på mig selv i ny og næ. Jeg duer ikke til timelange samtaler om børn. Når jeg mødes med mine veninder vil jeg også gerne tale om andet, for der er andet indhold i mit liv end børn.
Jeg har så meget kærlighed til ét barn og det er nok for mig. Jeg var selv enebarn indtil jeg var 21 år, og der er ingen tvivl om det påvirker min beslutning. Synes jeg det var træls at være enebarn, da jeg var 8 år? Ja, lidt. Jeg ønskede mig i hvertfald en storebror i mange år, der kunne beskytte mig, men det var jo lidt svært at imødekomme og jeg nød også godt af at være enebarn.
Jeg trives godt i mit eget selskab og værdsætter alenetid. Flere af mine veninder er nået til det punkt hvor de skal have nr. 2, og det påvirker mig heller ikke. På nogen måder. Jeg bliver ikke længere skruk af at se et spædbarn, selvom jeg synes de er det dejligste i verden. Min kæreste har det på samme måde, hvilket vi ser som et tegn. Jeg har et eller andet sted aldrig været i tvivl og jeg kan selvfølgelig aldrig sige aldrig, men der vil godt nok skulle ske et mentalt skift i min hjerne før vi hoppede ud i det igen.
vi har 1 barn, en dejlig datter på 2 år. Jeg havde svært ved at blive gravid, havde en forfærdelig graviditet med opkastninger flere gange dagligt i alle 9 måneder, angst for at føde og det var også lidt dramatisk men endte heldigvis godt i sidste ende, min datter har været rigtig meget syg og fejlet diverse ting som har krævet meget af os som forældre og lægebesøg, undersøgelser mm. Jeg elsker at være mor, men om jeg skal være det til 2, ved jeg heller ikke. Man kan aldrig sige aldrig, men indtil videre har jeg ikke haft brug… Læs mere »
Jeg er en af dem, der helt har valgt børn fra, og nu er jeg heldigvis blevet så gammel (36), at folk er holdt op med at spørge, om jeg ikke snart skal i gang. Jeg er fuldstændig enig med dig i, at det må være op til den/de enkelte, om man vil have børn, eller hvor mange man vil have. I øvrigt synes jeg det er usmageligt og snævertsynet med sådan en kampagne, når overbefolkning er et kæmpe problem set i et globalt perspektiv. Der er børn nok i verden, men det er åbenbart kun indfødte danske børn, der… Læs mere »
SÅ befriende at læse…. Jeg er KUN 25, kæreste samme alder og har hus og hund – jep så må det næste skridt da være at vi snart skal have nogle børn? Hallo – det er da kun os der kan bestemme om det skal være det næste skridt. Det er så anstrengende at blive påduttet hvad der passer bedst ind i ens liv blot fordi man skal følge normen i samfundet. Der er ingen af os der lige nu overvejer børn – måske det kommer, måske ikke? Vi har også snakket om at hvis vi skulle have børn en… Læs mere »
Jeg er helt enig – det er op til folk selv. Jeg er selv 21, og min kæreste er 24. Vi er slet ikke i nærheden af at skulle have børn, og det er min omgangskreds slet heller ikke, så der er “heldigvis” heller ikke noget pres på der. Min kærestes venner er dog en del ældre, og de er så småt begyndt at snakke om børn med deres kærester, og det har 100% ændret min egen holdning til, hvornår jeg skal have børn. Jeg har altid tænkt, jeg minimum skulle være omkring 28, helst 30, men jeg synes ikke… Læs mere »
Som tidligere fertilitetspatient, nu gravid efter 3,5 år i psykisk og fysisk helvede med sprøjter, hormonbivirkninger og den konstante tvivl om om det nogensinde ville lykkes, rammer denne debat mig lige i hjertekulen. Der er intet vi som par har ønsket os mere end at blive forældre, men det kunne ikke lade sig gøre ad naturlig vej og vi har intet kunnet gøre for at ændre på det. Samtidig mærker man presset fra samfundet og bebrejder sig selv for at man ikke gik i gang tidligere. Vi får sikkert kun et barn – både fordi vi ikke orker den opslidende… Læs mere »
Jeg har fire børn, og oplever også hvordan folk har holdninger til t det er for mange; at det er synd der så er mindre tid pr barn; at det er synd økonomien ikke er til udenlandsrejser og mærketøj; at det sikkert går ud over parforhold og karriere osv osv.
Tror folk generelt skal lære at lade det være op til andre hvornår, hvor mange og om de overhovedet vil have børn…
Mærkeligt så travlt man kan have,med noget der i virkeligheden er så personligt, og ikke rager andre end de involverede 😉
Så dejligt formuleret Danica. Jeg har jo selv tre børn, og det er det rigtige for os. Men jeg har stor forståelse for alle, der vælger anderledes. Om det så er ingen børn eller et eller fem. Det er fuldstændig ligegyldigt for mig. Så længe det føles rigtigt for den enkelte. God weekend.
Kram S
Så fint skrevet. Jeg er så enig. Kender alt til det med spørgsmål fra familie, venner og bare tilfældige folk, man møder på sin vej. Synes det er et meget personligt spørgsmål – “hvornår skal I have børn?” – men det bliver alt for ofte brugt som small talk.
Jeg bor i midten af Jylland – her får folk altså børn når de er færdige med deres professionsbachelor som enten sygeplejerske, socialrådgiver eller pædagog! Og de andre ja de får børn når de er 25ish (såfremt de har en kæreste eller mand) – ja altså undtagen mig! Jeg glæder mig helt vildt til at jeg skal have børn, og så alligevel, så ved jeg bare også at det bliver så sindsyg hårdt og her er jeg pænt egoistisk, men det bliver da hårdt at skulle give afkald på alenetid! Men jeg ved jo godt at børn opvejer for det,… Læs mere »