Egentlig havde jeg tænkt mig at holde mig neutral i forhold til hele debatten hvorvidt man bør formere sig, hvornår det er bedst at få børn, hvilke antal man vælger og spørgsmålet om det skal være under uddannelse eller ej.
Min holdning er klar. Gør hvad der passer dig og vær ligeglad med hvad andre siger. Hvad én familie gør er ikke ensbetydende med det virker for andre. Det der med at presse folk til at gøre ting, er lidt frustrerende og giver egentlig bare dårlig samvittighed.
Hvorfor lader jeg mig påvirke af det? Mest fordi jeg selv oplever det på egen krop. Vi har et barn og bliver ugentlig spurgt om vi ikke skal have flere. Når vi svarer nej, får vi ofte at vide at vi går glip af noget fantastisk eller folk sukker opgivende.. Jeg er ikke i tvivl om at vores søn vil være glad for søskende, men han lider ikke nogen last ved ikke at få det. Mest af alt har vi bare ikke lyst.
Det er det rigtige for os og handler ikke om vi er egoistiske mennesker eller ikke kan overskue forældreskabet. Vi har bare nok i ét barn. Vi har det skønt og har ikke brug for at se ham interagere med endnu et barn, for at vores liv går op i en højere enhed. Han bliver rigeligt stimuleret i børnehaven, på playdates og herhjemme i gården, hvor der er massevis af børn at lege med.
Hvad andre bloggere synes fungerer godt eller hvad de store medier kommunikerer ud, kan du faktisk ikke bruge til så meget. Jeg kan godt fortælle jer, at jeg fik barn få dage efter jeg havde afleveret speciale og det bare var verdens bedste timing, men hvad hjælper det jer? Der var andre ting der spillede ind. Billig bolig, hjælp fra familien og barselsdagpenge, som var meget bedre end SU. Man kan altså ikke planlægge sig til alt og slet ikke børn. De kommer bare på et eller andet tidspunkt, hvis man overhovedet har lyst til dem. Og så er det altså ligegyldigt om du kan få ekstra SU klip eller barselsdagpenge, er 22 eller 37 år, på arbejdsmarkedet eller ej. Det skal nok gå. Også selvom du har et fuldtidsjob med skiftende arbejdstider.
Du skal ikke stresse over du endnu ikke har lyst til at få børn selvom du er 32 år. Og du skal på ingen måder føle skam over børn ikke siger dig noget. Det beundringsværdige er blot, at man faktisk har taget stilling til sin egen fremtid. Hvorfor få et barn for samfundets skyld, når man ikke selv har lyst? Det er da ikke de rigtige betingelser for at bringe et barn til verdenen. Jeg elsker livet med barn, men jeg elsker også mit arbejde, at gå ud med veninderne, at tage på spaophold, have magten over min krop og have råd til at bruge penge på mig selv i ny og næ. Jeg duer ikke til timelange samtaler om børn. Når jeg mødes med mine veninder vil jeg også gerne tale om andet, for der er andet indhold i mit liv end børn.
Jeg har så meget kærlighed til ét barn og det er nok for mig. Jeg var selv enebarn indtil jeg var 21 år, og der er ingen tvivl om det påvirker min beslutning. Synes jeg det var træls at være enebarn, da jeg var 8 år? Ja, lidt. Jeg ønskede mig i hvertfald en storebror i mange år, der kunne beskytte mig, men det var jo lidt svært at imødekomme og jeg nød også godt af at være enebarn.
Jeg trives godt i mit eget selskab og værdsætter alenetid. Flere af mine veninder er nået til det punkt hvor de skal have nr. 2, og det påvirker mig heller ikke. På nogen måder. Jeg bliver ikke længere skruk af at se et spædbarn, selvom jeg synes de er det dejligste i verden. Min kæreste har det på samme måde, hvilket vi ser som et tegn. Jeg har et eller andet sted aldrig været i tvivl og jeg kan selvfølgelig aldrig sige aldrig, men der vil godt nok skulle ske et mentalt skift i min hjerne før vi hoppede ud i det igen.
