.. det fik jeg i går. På den værst tænkelige måde man kan forestille sig som mor.. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at skrive det her, men Sylvester faldt i vandet i går ved stranden. Uden sin mor eller far ved sin side..
Jeg føler mig som verdens dårligeste mor, når jeg læser den sætning, og det er ikke fordi der er nogen undskyldning, men det var et tilfælde af maaaange uheldigheder, at det overhovedet kunne lade sig gøre.
Vi havde min familie på besøg, fordi vi skulle fejre Rasmus’ kommende fødselsdag. Omkring 17 tiden hører jeg mine forældre og gudmor om de vil se den nye strand, der ligger rigtig tæt på os. Det vil de gerne. Rasmus bliver hjemme, fordi han er ved at lave mad og Sylvester er gået ind til en dreng fra børnehaven, der bor lige siden af os, for at lege. De besøger hinanden rigtig tit.
Vi går ned til stranden og fortsætter rundt for at kigge på alt det nye byggeri. Vi går rundt om og kommer hjem en anden vej end vi er gået derned. Vi er måske væk i maksimalt 15 minutter. Imellemtiden er Sylvester kommet hjem. Han spørger hvor mormor og morfar er gået hen, og Rasmus forklarer ham at de lige er nede på stranden for at se hvordan det hele ser ud. Derefter går Sylvester igen, og Rasmus antager han går tilbage til hans kammerat, hvilket han også gør.
De to 4-årige drenge bliver dog enige om at tage ned til stranden selv. Sylvester ved godt han IKKE må gå derned uden en voksen, men fordi han vil finde mormor og morfar, tænker han det er okay. Hans kammerat må åbenbart gerne gå ned til stranden selv og tager Sylvester med.
Nu ved vi ikke præcist, hvad der så er sket, men derimod kun brudstykker vi har fået fortalt af folk, der har set det. De har i hvert fald leget langs stranden og gået på en betonkant, der er lige ned til vandet, hvor de har løbet frem og tilbage. Vandet går fra at gå dem til halsen i lang tid til at blive flere meter dybt. På et tidspunkt har han så stillet sig på tæer og fået overbalance. Han falder i vandet. Vi ved ikke hvor lang tid han ligger der eller hvor dybt det er, men selvom det i realiteten har været der, hvor han lige knap kan bunde, er han nok gået i panik og været under vandet i alt sit tøj.
HELDIGVIS og GUDSKELOV står der en mand ovre på den anden side af stranden med sine to døtre, der ser Sylvester kæmpe i vandet og han hopper i med alt sit tøj og svømmer over på den anden side. Der er måske gået 10 sekunder, 20 sekunder eller 30 sekunder? Vi ved det ikke, men manden får ham reddet op. Sylvester er selvfølgelig fuldstændig ude af den og siger han var ved at drukne. Igen – vi var der ikke, så det er kun noget, jeg har hørt fra andre.
Vi kommer imellemtiden hjem, hvorefter jeg spørger hvor Sylvester er. Rasmus siger han er inde hos sin kammerat, men at han godt nok var forbi for at spørge, hvor vi var. Lige i det sekund fik vi begge følelsen af noget var galt og jeg beder Rasmus om at løbe ned til stranden. 2 minutter efter kommer han tilbage med en gennemblødt og grædende Sylvester i armene, der grådkvalt råber “Jeg var ved at drukne, mor”.
Jeg går i chok, men vi får ham ind i bad, da han er drivvåd og kold. Vi får tøjet af ham og ind under den varme bruser, hvor vi får ham talt lidt ned. Lige indtil jeg begynder at græde helt ukontrolleret, fordi det gik op for mig hvor heldige vi var og hvor galt det faktisk kunne være gået, hvis ingen havde set det.
Det er nogle gange blot et spørgsmål om misforståelser, tilfældigheder og uheld. Derudover har vi nok haft for stor tiltro til ham. Han har ALDRIG gjort noget ligende før og vi har haft titusinde snakke om ham med vand og strand. Han ved han ikke må gå derned alene, men han er trods alt kun 4 år og kan glemme det i øjeblikket. Derfor er både Rasmus og jeg også utrolig vrede på os selv. Også selvom det i det her tilfælde var et miks af mange uheldigheder, så er der sørme ingen undskyldning.
Jeg takker bare vores skytsengel, som reddede hans liv. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke andre tanker, og det skal jeg heller ikke, når nu det gik som det gjorde.
Én ting er sikkert. Vi skal lære Sylvester at svømme så hurtigt som muligt i tilfælde af noget nogensinde sker igen – som det selvfølgelig ikke gør, fordi jeg forevigt vil rende i hælene af ham… Better safe than sorry. Derudover skal vi ud at stemme dørklokker, så vi kan finde gårsdagens helt og han skal have verdens største krammer og tak fordi han impulsivt hoppede i vandet og tog sig af vores søn
Sylvester er heldigvis ikke mærket, han blev glad igen efter 10 minutter, og har efterfølgende været nede at dyppe tæerne i vand med familien, så han ikke opbygger en vandskræk. Det er mest os, der er det, men vi er selvfølgelig også opmærksom på om der pludselig kommer en reaktion fra ham.
Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg deler den beretning herinde, men bloggen er en kanal for mig og en god måde at bearbejde tingene på. Det har jeg i den grad brug for i sådan et tilfælde. HELDIGVIS endte det hele godt, hvilket jo er fantastisk og Sylvester har det godt. Men det minder mig også om, at man lige skal nyde og værdsætte livet det mere, og så får Sylvester ekstra mange krammer, kys og is de her dage.
P.S Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmod om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.
