Jeg har endnu en læserhistorie klar til jer, som jeg håber I vil bruge nogle minutter på at læse og reflektere over. Dagens historie er faktisk skrevet af min veninde, som jeg har kendt siden folkeskolen. Jeg er så ualmindelig stolt over hun vil dele den herinde, og da jeg læste den første gang blev jeg simpelthen så ked af det, da det først er nu jeg forstår, hvad hun faktisk har gennemlevet. Det er derudover en utrolig lærerig, følsom og vigtig fortælling, som vi alle har brug for at læse. Vi er nemlig ikke udødelige, og livet kan ændre sig for altid på et splitsekund…
Brænder du inde med en livsoplevelse eller andet, du tror er sundt at få ned på skrift, så send det til mig på dc@danica.bloggerspace.site. Der er ikke noget rigtig eller forkert her, men bare ønsket om at bearbejde ting og dele oplevelser, som andre også kan drage nytte af. Man er selvfølgelig velkommen til at være anonym.
Der findes dage som føles som alle andre dage, men som ender med at ændre ens liv for evigt. For mig var den dag tirsdag den 2. november 2010.
Jeg havde været til tandlæge og da jeg cykler hjem, bliver jeg påkørt af en bil. Det var midt på formiddagen, strålende solskin, der var næsten igen trafik og det var ikke et højresving. Jeg kan stadig genkalde mig øjeblikket hvor jeg rammer asfalten med hovedet først. Jeg mistede ikke bevidstheden, men følte mig omtumlet og chokeret. Jeg havde ingen cykelhjelm på!
Det var en mor og datter, som var i bilen. De kom ud og fik sammen med en forbipasserende løber, hjulpet mig op og insisterede på at køre mig på skadestuen. Jeg syntes egentlig det var fjollet, for jeg var jo næsten hjemme og så var jeg jo nødt til at efterlade min cykel. Vi blev dog alligevel enige om, at det nok var bedst at jeg blev tjekket.
På vej mod skadestuen sidder jeg med tårende trillende ned af kinderne, uden at jeg kan stoppe dem. Da vi ankommer er der ingen p-pladser og kvinden der har påkørt mig siger at jeg skal gå ind, og så vil de finde en p-plads. Inden jeg går derfra får jeg deres tlf. nr.. Datteren på bagsædet får min telefon og taster de to første cifre, hvorefter de taler sammen på et sprog jeg ikke forstår. Herefter taster hun de sidste seks cifre. Da jeg går derfra, noterer jeg bilens nummerplade på min telefon. De dukker aldrig op på hospitalet.
Jeg kommer ind på skadestuen og da jeg skal forklare hvad der er sket, bryder jeg helt sammen, men får fremstammet at jeg er blevet kørt ned og har slået mit hoved. Så går det ellers stærkt. Inden for et minut er jeg blevet lagt på en bårer og kørt ind på en stue. Der kommer en læge med det samme og efter en kort beskrivelse af hvad der er sket, bliver jeg kørt til en CT-scanning. Da jeg kommer tilbage får jeg en halskrave på, da de er bekymrede for om min nakke har taget skade. Det er også her jeg begynder at kaste op, og fordi jeg ikke må bevæge mig mere end højst nødvendigt, er der to sygehjælpere der vender mig, så jeg kan kaste op i en pose, mens jeg ligger på siden. Jeg får endelig ringet til min kæreste og min mor, som begge kommer så hurtigt de kan.
Da resultaterne kommer tilbage er min nakke ikke brækket, men derimod har jeg indre kraniebrud, kraftig hjernerystelse og blødninger i hjernen. Der er en læge som laver forskellige neurologiske tests på mig og på et tidspunkt skal jeg lugte til to glas med lukkede øjne. Der er kaffepulver i det ene og kanel i det andet, men jeg kan ikke lugte noget.
Jeg bliver til min egen store overraskelse indlagt natten over. Jeg synes, det var lidt af en overdrivelse, for der er ikke noget at se på mig, så jeg kunne da sagtens tage hjem. Hele mit hospitalsophold er præget af den slags benægtelse fra min side, for jeg kan ikke selv forstå hvad der er ske og hvor alvorligt det faktisk er.
Dagen efter foretager de endnu en CT scanning, som viser at blødningerne i hjernen er forværret. Herefter bliver jeg overført til neurointensiv. Det er lidt at et chok for min familie, da de besøger mig her første gang. De to andre på stuen er begge lagt i kunstig koma, og jeg er koblet op til forskellige maskiner og får ilt gennem næsen. Jeg har kvalme, hovedpine og er så svimmel, at jeg ikke selv kan rejse mig fra sengen og gå på toilettet. Jeg er på intensiv i tre dage, inden jeg bliver overført til den almindelige neurologiske afdeling, hvor jeg tilbringer yderligere tre dage. Jeg får overbevist mig selv om, at jeg har været indlagt på intensiv, fordi der ikke var plads på den almindelige afdeling – mere benægtelse. Lægerne bliver ved med at fortælle mig at jeg har været heldig og at det kunne være gået meget værre, fordi jeg ikke havde cykelhjelm på. Men jeg føler mig ikke specielt heldig. De fortæller mig også at hvis jeg havde haft en cykelhjelm på, kunne jeg nok have ”nøjes” med en kraftig hjernerystelse.
Efter syv dage på hospitalet bliver jeg udskrevet. Da lægen fortæller at de vil sende mig hjem, bryder jeg sammen. Jeg kan ikke overskue at skulle være hjemme, når selv det at rejse sig op er en udfordring.
Hjemme begynder omfanget af min skade at melde sig. Første gang jeg går de 200 m op til det nærmeste supermarked for at handle, kommer jeg hjem med en ud af fem ting på min liste. Jeg kan ikke overskue de mange indtryk og det giver mig kvalme når jeg skal forsøge at koncentrere mig. Jeg får tiden til at gå med at sove og høre lydbøger, da jeg ikke må se tv eller bruge min computer.
Efter et par måneder i min lejlighed, hvor der kun er overskud til korte besøg og ikke meget andet, bliver jeg henvist til udredning på Hammel Neourocenter. Efter første besøg her får jeg at vide, at jeg har det for godt til at være deres patient. Jeg bliver derefter henvist til genoptræning på Hjerneskadecentret i Århus. Det begynder ca. et halvt år efter min ulykke og er fire dage om ugen med træning fra kl. 9 til 13. Genoptræningen består af forskellige træningsaktiviteter som skal træne hjernen – gåder, tal- og samarbejdsøvelser – og derudover samtaleterapi og mindfullness. Alle har vidt forskellige sygdomsforløb; der er unge som har været i trafikulykker, nogen har haft meningitis, kræft og andre med hjerneblødninger. Men fælles for os alle er, at vi ikke længere kan det, vi før var i stand til og at vi kæmper for at komme tilbage til en sammenhængende hverdag. Det er rart at tale med andre som kan forstå hvordan man har det, men samtidig er det en kæmpe udfordring. Ikke så meget på grund af de øvelser vi laver, men fordi jeg i forhold til de andre patienter klarer mig godt og det giver mig en kæmpe skyldfølelse. Jeg taler med min vejleder om det, og hun hjælper mig til at forstå at mine kampe er store for mig, selvom de kan virke små i forhold til de andres. Det bliver et vendepunkt, for det giver mig en ro til at fokusere på mig selv, samtidig med at det hjælper mig til at bearbejde den vrede jeg har opbygget til mig selv.
På et tidligt tidspunkt i mit forløb, er jeg nødt til at vinke farvel til drømmen om at læse jura, selvom jeg kun er en eksamen fra min bachelor. Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig i det omfang det kræver at gå til eksaminer. Det er et hårdt slag, for hele mit liv har jeg troet at det var det jeg skulle. Igennem Hjerneskadecentret får jeg kontakt til en shippingvirksomhed, som indvilliger i at tage mig ind til et evneafklaringsforløb. Evneafklaringsforløbet skal bruges til at finde ud af hvor meget jeg kan holde til at arbejde. Det er en kammerat som har foreslået mig at gå den vej og jeg tænker at det lyder meget spændende.
Jeg starter med at arbejde tre timer om dagen, men heldigvis kan jeg hurtigt gå op til fire timer, og efter nogle måneder bliver det til fem. Jeg fortsætter i praktik hos virksomheden i syv måneder, inden de tilbyder mig at jeg kan blive elev og derved få mig en uddannelse. Det er en kæmpe sejr, at der stadig er nogen som kan se potentiale i mig. Jeg klarer uddannelsen og bliver derefter fastansat på 30 timer.
Uden støtten fra min familie, kæreste og venner, ved jeg ikke hvor jeg ville være i dag. Der har været dage hvor det virkede som den bedste løsning, bare at give op. Det har været svært at skulle indse og acceptere et handicap og at mit liv aldrig kommer til at være, som jeg havde forestillet mig det.
Jeg er er et sted i mit liv nu, hvor det ikke bliver bedre. Hjernen gør hvad den kan for at hele sig selv, men efter to år skal man ikke forvente de store udsving. Jeg har 30 % varig mén og jeg skal kæmpe hver dag. Jeg kæmper ikke længere for at blive bedre, jeg kæmper for ikke at blive dårligere igen.
Jeg skal hele tiden planlægge min energi. Før kunne jeg nå alt hvad jeg ville, og også lidt til, men nu er jeg nødt til at lade op inden jeg fx skal til en fødselsdag sammen med mine veninder Det er fx svært for mig at have planer to dage i træk, uden at ligge i sengen tre dage efter. Det har også påvirket at min kæreste og jeg ikke har fået børn endnu. Jeg ved ikke om jeg klare det, for jeg har indtryk af, at det kan være svært nok, selvom man ikke har en hjerneskade.
På mine gode dage er jeg næsten som før, eller i hvert fald så tæt på, at jeg næsten kan acceptere det. Men på mine rigtig dårlige dage, er min hovedpine så invaliderende at jeg ikke kan stå ud af sengen. Jeg ligger for nedrullede gardiner og kan hverken holde til at se fjernsyn, lytte til lydbøger, have en sammenhængende samtale eller kigge på min telefon, på grund af lyset. Det er meget hårdt, men heldigvis sker det mere og mere sjældent.
Det sværeste er at leve med et usynligt handicap. Det er svært for andre at forstå hvad der præcist er i vejen med mig, og det er ikke alle dage, at jeg selv helt forstår det. Hvis du mangler et ben, giver det mening at du ikke løber, men når din hjerne er skadet er der ikke en facitliste for hvad du kan og ikke kan. Værst er det dog når man bliver mødt med skepsis og manglende forståelse: ”burde du ikke bare tage dig sammen?”. Der er aldrig nogen som ville opdage at jeg er hjerneskadet, hvis de ikke fik det at fortalt, og det sætter mig engang imellem i situationer hvor jeg er nødt til at fortælle det, selvom jeg egentlig helst bare vil være den jeg var før ulykken.
Jeg var bare pisse uheldig, og måske smule overmodig. Jeg tænkte som så mange andre at ”det sker ikke for mig” og ”jeg har fint styr på at cykle og bevæge mig i trafikken”. Det havde jeg også, men det handler jo netop ikke om hvad du kan gøre ved dig selv, men om hvad alle andre kan udsætte dig for.
Jeg håber min historie kan få bare en enkelt til at overveje cykelhjelmen en ekstra gang. Om det havde gjort en forskel for mig, ved jeg ikke. Men hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg ikke løbe risikoen…
P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag.
