Et indlæg, som jeg længe har overvejet at skrive og som I var så søde at støtte op om i det her blogindlæg. Man kan nærmest ikke åbne en internetside i dag, uden at man skal tage stilling til om man er introvert eller ekstrovert. Sågar bruger nogle virksomheder det som rekrutteringsværktøj, når de skal finde deres næste medarbejder. Man er på en eller anden måde nødt til at bestemme sig for om man er det ene eller andet, og på den måde lade sig definere af det.
Det synes jeg er ærgerligt. Jeg er virkelig ikke meget for mærkater, som jeg synes de to begreber er blevet. Lidt ligesom særlig sensitiv, som jeg faktisk læste et sted ikke er en diagnose men derimod et medført karaktertræk.
I dag kan man nærmest ikke gå to meter uden at man skal tage stilling til noget personligt. Nogle gange bliver det så navlepillende og analyserende, at man ender med at give sig selv diagnoser og andre betegnelser, uden overhovedet at vide om det er sandt. Måske baserer man endda sin betegnelse på tests eller noget, som man har læst et sted.
Personligt, hvis jeg skal tage stilling, anser jeg mig som både introvert og ekstrovert. Jeg har dage, hvor jeg slet ikke magter social aktivitet, og bare vil gemme mig derhjemme, og så har jeg dage, hvor jeg elsker at socialisere og at være “på”. Det tror jeg gælder for mange mennesker.
Nogle gange har man brug for at lade batteriet op alene og andre gange har man så meget overskud, at man ikke kan få nok. Det er naturligt for mig og jeg tænker slet ikke over hvad jeg er til dagligt. Derimod lytter jeg til min krop den pågældende dag. Det kan være jeg skal til et stor arrangement, men jeg på dagen ikke føler det vil gavne mig, og så aflyser jeg. Eller at jeg har brug for en hjemmearbejdsdag fremfor at tage ind på kontoret, fordi jeg pt. har det privilegium. Andre gange bider jeg det bare i mig, fordi jeg har forpligtelser, og ofte kører jeg det også mere op i mit hoved på forhånd, fordi jeg er en tænker.
Der er sørme også en betegnelse for når man synes man besidder lidt af begge poler. Det hedder ambivert. “Hej! Jeg hedder Danica og jeg er ambivert”. Det klinger ikke helt i mine øre og er virkelig også ligegyldig viden. Jeg er nemlig andet end en blanding af indadvendt og udadvendt.
Dermed ikke sagt personlig reflektion ikke er godt, hvis du spørger mig. Jeg er storslem til det, men bliver personligt nogle gange lidt træt af mig selv. For når man tænker så meget som jeg gør, så gør man altså også hverdagen kompliceret. Min mand er til gengæld praktisk anlagt og det betyder han har et lidt mere simpelt livssyn, som jeg misunder. Jeg kunne forestille mig det gør dagens gøremål mere overskuelige?
Hele introvert/ekstrovert diskussionen bunder måske også i at vi i dag er så priviligerede, at vores basale behov er dækket langt hen ad vejen. Når de er det, har vi pludselig tid til at analysere os selv og ikke mindst dele det med andre mennesker. Pludselig bliver det en definition, som man tager valg på baggrund af. Jeg er med på at nogle mennesker er særlige sensitive eller meget indadvendte, og jeg synes det er sundt at lytte til sin krop. Men jeg synes også det er ærgerligt man lader sig begrænse af den grund. Min erfaring er, at jeg nogle gange skal gøre ting, som jeg ikke har lyst til. Det kan være at præsentere noget, deltage i et arrangement eller netværke med en masse mennesker, jeg ikke kender. Som ofte lærer man af processen og det er sundt. At møde modstand, at fejle og at blive komfortabel med det ikke altid er hyggeligt og trygt. For det er livet sjældent 24/7.
Det handler også om at tage chancer, selvom man ved der er en stor chance for det måske ikke går. Jeg havde lyst til at flytte til København længe, men holdte igen, fordi det var nemmere at blive hvor jeg var. Jeg overvejede også længe at gå selvstændig, men trak den et stykke tid, fordi jeg ikke orkede 1-2 år med dårlig økonomi og usikkerhed. Der var endda muligheden for jeg fejlede og derved skulle lukke virksomheden. Ikke et ønskescenarie, men jeg har virkelig lært, at de gode ting sker, når jeg tager chancer og rykker væk fra min comfortzone. Tryghed er dejligt, men efter mange år bliver det også lidt kedeligt og hvis der er noget jeg personligt ikke gider, så er det at kede mig. Det er livet for kort til. Less thinking and more doing! I sidste ende går det alligevel sjældent helt galt.
Blot lidt tanker om de to betegnelser og (mis)brugen af dem. Jeg er spændt på at høre hvordan I forholder jer til tendensen til at analysere sig selv og påføre sig mærkater?
P.S Husk også at følge med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke, min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag samt Snapchat (danica_chloe), hvor I virkelig kommer tæt på.
