Denne her uge har på flere områder været både magisk og en øjenåbner helbredsmæssigt. Ikke fordi der er sket noget drastisk, men bare fordi jeg for engangs skyld virkelig har plejet mig selv. Vi taler ikke om det ydre i form af skønhedsbehandlinger men derimod min krop, psyke og helbred.
Jeg har tidligere nævnt herinde, at jeg begyndt til akupunktur. Mine iskiasnerve har drillet så meget på det seneste, at jeg simpelthen fik nok. Der skulle ske noget nu og selvom jeg godt ved, der ikke findes en mirakelkur, er jeg nået til det punkt, at jeg faktisk er villig til at prøve alt for at få det bedre.
Den seneste uge har jeg således været til akupunktur 2 gange, 1 gang til body sds og sidst men ikke mindst går jeg regelmæssigt til yoga i et fantastisk center her på Bryggen. Jeg tror aldrig jeg i mine 29 år har gjort så meget godt for min krop og mit indre på så kort tid.
Det har sat tingene i perspektiv, for hvad har jeg egentlig gjort indtil nu? Jeg går jo ikke i fitness for mit helbreds skyld. Selvom det har været godt for min kondition, har det primært handlet om det æstetiske.
Nemlig dét at holde kroppen ung med fokus på at ændre nogle af de ting man var utilfreds med. Selvom jeg ikke altid har vil stå ved det, så har jeg styrketrænet for det fysiske resultat og ikke det psykiske. Motion giver selvfølgelig mere energi og deraf et gladere mig, men det har ikke været nok og det har helt klart også været derfor, jeg har haft svært ved at holde motivationen oppe. For jeg glædede mig sjældent til træningen inden jeg skulle afsted, og det burde ikke være sådan. Men når jeg skal til yoga glæder jeg mig seriøst meget. For jeg ved hvilken fysisk og psykisk værdi det giver mig før, undervejs og efter.
Det handler således ikke længere om flottere ben eller tonede arme. På ingen måder. Det handler om at tage et pusterum i en travl hverdag, hvor jeg ikke tænker på hverken tid eller sted. Vigtigst af alt lukker jeg alt støj ude og nyder mit frirum. Bonus er, at jeg smidiggør mig selv og at min krop får det bedre. Smerterne bliver mindre og jeg styrker min krop på en måde, der fungerer for mig. Jeg har prøvet yoga utallige gange i fitnesscentre men det er først nu, hvor jeg går i et lille yogacenter, der koncentrerer sig om det de er bedst til, at det faktisk giver mening. Når først man forstår det, giver man ikke slip igen.
Jeg har således sat mit fitness i bero. Det gav mig ikke længere værdi, selvom jeg umiddelbart godt kan lide styrketræning. Nu er det mit håb, at jeg kan lære min krop endnu bedre at kende, få løsnet op for spændingerne og så begynde at løbe igen. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre kombineret med regelmæssig yoga. Derudover skal jeg arbejde på mit selvværd.
Efter min body sds behandling i går gik det op for mig, hvor mange kræfter jeg bruger på at forbedre mig selv. Jeg er utrolig perfektionistisk og jeg føler altid jeg burde blive bedre til alt dét jeg gør. Målsætninger er godt, men ikke når det bliver et stressmoment. Det kan være en stor belastning, når man aldrig slapper af. 2016 er indtil videre et roligt år, hvor jeg lærer mig selv bedre at kende og jeg vil gerne være mindre selvkritisk og tro mere på, at jeg er god nok som jeg er. Det er lang proces men også et lærende forløb, og jeg glæder mig til at blive et mere harmonisk menneske.