Jeg havde en lærende snak med min 5-årige i morges. Vi har egentlig haft snakken de seneste par år, faktisk hver gang vi nærmer os fastelavn og for den sags skyld Halloween, men jo ældre han bliver, jo bedre bliver han til at sætte ord på sine følelser.
Sagen er nemlig den, at vi har en dreng, der ikke vil klædes ud til fastelavn, Halloween eller andre udklædningsfester. Det lyder måske ikke særlig besynderligt, men når man lever i en kultur, hvor det fylder ret meget omkring den her tid, påvirker det også min 5-årige.
I ugerne op til taler de meget om det i børnehaven. De laver deres eget fastelavnsris og snakker om, hvad de gerne vil klædes ud som. Sylvester har længe vidst han vil være Batman, og vi har heldigvis altid et kostume liggende, men når dagen så kommer (og den er sikker hvert år), vil han på ingen måder klædes ud. Hverken som Batman eller noget andet. Han vil nemlig bare gerne være sig selv.
I starten prøvede vi at overtale ham og gøre ham opmærksom på, at alle de andre børn højst sandsynligt kommer udklædt. Bare så han ikke står i børnehaven og fortryder sit valg. Men han er ikke til at hugge eller stikke i. Han kan nemlig bedst lide at være sig selv, hvilket jeg egentlig synes er ret så fantastisk. At en 5-årig bare altid gerne vil være sig selv. Også når alle de andre er klædt ud. Det er både modigt og sejt, og jeg er ikke engang selv sikker på jeg er så modig. For man plejer jo bare at gøre det, der forventes af én og hvad traditionerne foreskriver.
Det var ligeledes meget vigtigt for Sylvester, at jeg IKKE tog hans udklædning med ned i børnehaven, hvis nu han fortrød. Jeg lyttede selvfølgelig ikke efter og gjorde det alligevel, da jeg vil være bange for han følte sig udenfor. Fejl nr. 1. Lyt til hvad han ønsker.. Jeg informerede samtlige pædagoger om det i tilfælde af han pludselig ombestemte sig og alligevel vil klædes ud. Alle børnene kom hen til ham, da vi ankom, og spurgte hvad han var. Han svarede “Sylvester – mig selv“. Der var selvfølgelig ingen, der kunne forstå det.. Alle de andre børn var jo klædt ud på nær ham. Han gentog sig selv tyve gange, hvilket var helt forståeligt. De andre var klædt fint ud og elskede det, så hvorfor gad han ikke?
Det påvirkede ham dog slet ikke og ingen kunne få ham til at skifte mening. Han elsker nemlig at være sig selv. Jeg gik først derfra med følelsen af, at jeg ikke håbede han blev drillet eller ked af det senere på dagen. Men som jeg tænkte over det gik det op for mig, hvor ligegyldigt hele det her udklædningshalløj er, så længe min søn er glad.
Han blev nemlig så lykkelig for at få sit normale tøj på og bare være sig selv. Vi tvang ham ikke til noget og han kunne jo selv bestemme. Han gik stolt ned i børnehaven og sagde han var sig selv, når folk spurgte, og det kunne jeg lære noget af. At lytte mere til sig selv og sige fra, hvis man ikke har lyst. Også selvom alle andre gør det stik modsatte.
Jeg håber og vil gøre mit for at han fortsætter med at være så tro mod sig selv. Præcis ligesom da han råbte “ØV”, da han fik hjemmefutter i julegave. Dengang fortalte jeg ham, at det siger man altså ikke og man skal være høflig, når man får gaver, men bagefter kom jeg til at tænke på, at han jo faktisk ikke havde ønsket sig de her hjemmefutter og at han bare er ærlig. I hans hoved giver det jo mening. Han pakker ikke tingene ind og den umiddelbarhed elsker jeg ham for. Dermed ikke sagt, at han som 25-årig skal råbe “ØV”, når han får en gave han ikke har ønsket sig, men det skal vi nok lære ham med tiden. Han er trods alt kun 5 år.
Hvordan var I selv, da I fejrede fastelavn som barn? Elskede I at klæde jer ud eller gad I det heller ikke? Hvad med jeres børn? Vil de gerne klædes ud eller gider de heller ikke at være andre end dem selv?
PSST… Følg med på min Instagram, hvor jeg deler små hverdagsøjeblikke samt min Facebook-side, som jeg opdaterer hver eneste dag. HUSK også at anmode om at blive en del af den private Facebook gruppe KUN for kvinder.
