Herligheder?! Er det overhovedet et ord? Det lyder mægtig rart og jeg synes hverdagen byder på mange herligheder. Både i form af de materielle men også de små øjeblikke, der ofte opstår ud af det blå. En perfekt kop kaffe, en middagslur, en glad knægt eller rart forårsvejr.
Jeg prøver virkelig at holde humøret højt, da jeg synes jeg har det godt. Men min krop modarbejder mig og har gjort det længe. Jeg lever ikke altid, men overlever derimod ofte. Fordi jeg er ualmindelig træt og drænet. Jeg har længe tænkt, at det er mig den er gal med. At jeg ikke kan rumme lige så meget som andre mennesker og at jeg bare må tage mig sammen.
Min hverdag er ikke mere krævende end andres, og jeg har ikke et fysisk hårdt arbejde. Men nu har jeg altså fået konstateret af tre mennesker, uafhængigt af hinanden, at min krop altså ikke fungerer helt optimalt. Fra henholdsvis en akupunktør, body-sds behandler og en osteopat.
Jeg har tidligere været forbi lægen for at få tjekket mit stofskifte, vitamin- & mineralmangel samt sandsynligheden for PCO. You name it. Jeg har brugt MANGE penge og ressourcer på at komme til bunds i min tilstand og jeg føler langt fra jeg er i mål. For problemerne er der jo stadigvæk, men jeg har i det mindste fået bekræftelse af andre på, hvor anspændt, skæv og lidt velfungerende min krop faktisk er.
Jeg har haft smerter i 10 år nu, primært i iskiasnerven ud i højre ben, men sandsynligheden for smerterne stammer derfra er lille. Det kan være alt fra bækkenet til skuldre, nakke, ryg. Ofte er der en sammenhæng mellem det hele.
Symptomerne er mange og kan ikke længere ignoreres for mit vedkommende. Selvom jeg har prøvet i mange år at feje det væk. Jeg fejler som sådan ikke noget konkret og hverken lægen eller hospitalet kan sige hvad det er, så jeg har længe følt det altsammen kun eksisterer i mit hoved.
Lige for at sætte ord på nogle af de ting jeg gennemlever; smerter i iskiasnerve (nogle gange så slemt, jeg ikke kan gå ordentlig eller støtte på højre fod), skuldresmerter & ømhed, stivhed i nakken og ofte følelsen af den låser sig, ømme hoftebøjere, hovedpine, mange opvågninger og tisseture hver nat (jeg sover måske igennem 1 til 2 gange om året), træthed, manglende energi & overskud, bliver nemt irriteret & stresset, koncentrationsbesvær, følelsen af at ikke være til stede, svimmelhed, susen for ørerne, mørke rander under øjnene og generel grålig hud, acne-udbrud løbende, yoyovægt til trods for jeg ikke spiser synderligt meget, kvalme, trykken for brystet og ja, et hav af andre ting.
Jeg har altid anset mig selv lidt som en hypokonder og måske haft tendens til at føle jeg overdramatiserede, for lægerne kan jo ikke se noget (udover rygsøjlegigt, som jeg ikke tror på jeg har i min alder). Men efter jeg stødte ind i en ukendt mand i en butik i London, som tog mig til side og følte jeg havde brug for at høre lidt ord fra ham (han var bl.a. numerolog – lidt langhåret, ja), har jeg værnet lidt mere om mig selv. Jeg forsøger at lære mig selv lidt bedre at kende, forstå de signaler kroppen sender og slippe den kontrol jeg ellers er så fandens glad for. For i længden er det virkelig frustrerende altid at føle man ser livet udefra og egentlig aldrig er helt med. Fordi der altid er noget der nager eller forbi man allerhelst bare vil sove.
Lidt demotiverende læsning, men jeg er også positiv, for jeg er trods alt ikke dødsyg. Min krop forsøger blot at fortælle mig lidt om hvordan den har det og nu er det på tide at lytte. Jeg er igang med adskillelige behandlinger og støtter selv op med yoga, gåture, afslapning, masser af god & nærende mad, vitaminer og udstræk.
Jeg må helst ikke have for mange krav til mig selv og det er okay, jeg ikke når at smide 5 kg. længere, for jeg vil bare gerne have mit overskud igen. Det skal lige siges, at den overdrevne antibiotikakur jeg netop har overstået, 100 % også har påvirket mig i negativ grad. Det kan godt være man får en pæn hud, men man smadrer også alt det gode, der allerede er i min krop. No more!
