Omsorgstirsdag i det sentimentale hjørne

Endnu en grådag i underskud på søvnkontoen. Da jeg vågnede i morges ved vækkeuret ringede, var jeg ikke meget værd. Lige pludselig skulle det gå stærkt. Morgenmad til to unger, tøj, gøre sig selv klar, pakke skoletaske, underholde en 10 måneder gammel baby, mens man stresser over tiden. Klokken nærmede sig 07.30. Det skoleræs vinder aldrig mit hjerte. Det hele handler om planlægning, jeg ved det godt, men alligevel ender vi altid med at være sent på den.

Jeg afleverede Sylvester i blæsende regnvejr (gudskelov for min mor passede på Nola herhjemme imens) og returnerede en halv time efter til en pylret baby, der bare gerne vil sidde på armen. Hele tiden. Hun er så sød, men også ret presset de her dage. Verden er stor og farlig, og det er for alvor gået op for hende. Min milde pige er blevet lidt genert og temperamentsfuld.

Arbejde er derfor en by i Rusland (minus en times lur, hvor jeg forsøger at få lidt fra hånden). Derfor erkendte jeg også hurtigt at vi begge havde brug for en omsorgsdag. Uden gåture. Uden oprydning. Uden den vilde leg. Bare hende og jeg. Jeg forsøgte mig også med en lur sammen med hende inde i sengen, men det gad hun alligevel ikke. Jeg var ellers ret træt og kunne godt have brugt en time på øjet. Jeg smed håndklædet i ringen og vendte tilbage til slyngevuggen, som hun også er ved at vokse ud af. Hvor skal vi mon putte hende nu? Alle de overvejelser.

Og lige som jeg ikke lavede så meget tikkede der to kommentarer ind til det her annonceskriv. Det viste sig nemlig, at to læsere syntes annoncemarkøren på billedet var for lille, når man læser med på computeren, og derfor ikke tydelig nok, når jeg skriver et reklameindlæg. Først blev jeg lidt overrasket, da jeg aldrig har hørt det fra andre før. Jeg tjekkede på mobilen, hvor jeg syntes det så fint ud, men kunne godt se at den på computeren kunne forsvinde lidt på den store skærm.

Omvendt fik jeg ondt i maven. Tænk hvis andre har tænkt det før, men ikke lige fået skrevet det til mig. Det er virkelig mig i en nøddeskal. Alle de bekymringer. Jeg har trods alt haft mit nye design i 6 måneder. Derfor er jeg også virkelig glad for de to konstruktive kommentarer, der gjorde mig klogere. Hvis der er noget jeg ikke ønsker, er det at fremstå som om jeg skjuler noget. Jeg spiller med åbne kort. Det tror jeg på man kommer længst med. Samtidigt er jeg lettere sensitiv, og der skal ikke så meget til at slå mig ud. Jeg vil jo gerne gøre alle glade.

Jeg skelner desuden ikke mellem sponsoreret indhold og usponsoreret indhold, når jeg skriver herinde. Der lægges samme arbejde bag, og de ting, jeg deler, deler jeg kun fordi jeg synes det er topsmart og relevant for mig. Ikke at jeg tænker I tvivler på det, men det er rart at få bekræftet. Èn af de måder man kan støtte en blog på, som ellers er gratis, er faktisk ved at læse og kommentere på de annonceindlæg, der kommer i ny og næ. Bare fordi der står annonce eller reklame, er det ikke ensbetydende med det er ubrugelig viden. Tværtimod.

Lidt tirsdagstanker fra en træt mor, kone og selvstændig forretningsdrivende. Der skal ikke være nogen tvivl om jeg synes det hele er lidt op ad bakke for tiden, når jeg skal jonglere baby hele dagen med min forretning, der skal hive en fuld løn hjem hver måned.

Jeg ved godt jeg ikke er den største, mest revolutionerende, grænsesøgende eller sjoveste blogger. Det har jeg sluttet fred med for længst. Jeg nyder bare at skrive, og elsker hvert et sekund af muligheden for at give tankerne frit løb. Især fordi jeg ikke altid får sagt de ting højt overfor andre eller mig selv. Kald det terapi, afkobling eller noget helt tredje. Jeg ved blot jeg nyder den tid det varer, da alt har en ende, og indtil da vil jeg blot takke jer. For jeres kommentarer, private beskeder, engagement og ikke mindst konstruktive feedback. Bare tak!