
Jeg vil blot lige hilse på og dele lidt ud af de (primært) gode ting, der er sket den seneste tid. Jeg har haft travlt den sidste uge. På den måde, hvor det næsten blev for meget, men hvor alt alligevel gik op i en højere enhed.
I denne uge er alt bedre, og jeg glæder mig til deciderede skrivedage, hvor jeg kan komme i bund med to-do listen og få startet på flere af de kladder, der ligger og venter.
Jeg synes selvfølgelig det er ærgerligt, at vi igen er et sted, hvor næsten alt aflyses, men omvendt betyder det også jeg kan fordybe mig i det jeg har lyst til. Præcis som i foråret. Resten af mit efterår og vinter byder på absolut ingen planer, og det kan i den grad også noget.
Hermed en omgang onsdagsglimmer på en pragtfuld efterårsdag, og endda den sidste her i september. Snart overtager mørket og de kolde dage, så det er med at nyde det mens vi kan.


Jeg har været på Samsø, og det var præcis som jeg håbede på. Komplet roligt og afslappende. Dagene gik med venindehygge, god vin, lange gåture og hygge i orangeriet.

Nola er simpelthen så glad for sin nye vuggestue, og jeg er simpelthen så lettet. Den følelse har jeg manglet længe. Endelig kører det.

Jeg er så stolt over mit samarbejde med Hera Copenhagen. Både fordi taskerne er pokkers pæne og i god kvalitet, men også fordi jeg får lov at udfolde mig kreativt, når det kommer til styling.

Jeg har plukket pærer og æbler i ét væk på Samsø. Gratis! Sådan noget hænger ikke på træerne her i København (pun intented).



Jeg har morgenbadet ved Besser Rev på Samsø. Gid jeg havde den mulighed hver eneste morgen. Vandet var blikstille og jeg nød hvert et sekund.

Jeg afholdte et event for Tysk Vin i sidste uge, og selvom det krævede en forbandet masse planlægning og coronastress op til, så lykkedes det. Det var den bedste mandag, jeg kunne drømme om.

På Christianshavn gemmer der sig en perle af et sted. Det hedder Kanalhuset, og hvis ikke jeg havde haft et møde der forleden dag, tror jeg aldrig jeg havde opdaget det. Mit held. Således har jeg allerede en frokostaftale der igen i dag.

Jeg holder ret impulsivt loppemarked nu på torsdag fra kl. 18 og en times tid frem. I hvert fald til solen går ned. Det er sidste gang jeg sælger ud for i år, og jeg har med hård hånd sorteret alle mine sager. Det hele finder sted på terrassen på Artillerivej 146 st th. Kigger du forbi?

Jeg har fundet de perfekte jeans efter flere års søgen, og så bare til 179 kr. Nu overvejer jeg bare om jeg ikke skulle købe dem i andre vaske? Du finder dem her.

Sidste tirsdag havde vi besøg af et TV-selskab, der udvikler på et nyt boligprogram.. Vi har endnu ikke bestemt os for om det er noget for os, men sjovt var det at prøve af.

Reklame: Se lige den vest. Er den ikke smuk? Den er herfra, og med koden danica15 sparer du 15% på den (og ALT andet inde på den fine webshop) her i september. Dvs. til og med i dag.