
Jeg har været frem og tilbage om jeg skulle fortsætte mine månedsindlæg.. Jeg har jo ikke rigtigt nogle store planer i kalenderen, men det betyder heldigvis ikke, at jeg ikke kan fylde dagene med hyggelige aktiviteter. Især herhjemme.
Måske kan det give anledning til inspiration til nye serier, udendørsaktiviteter eller selvforkælelse? Du må endelig også byde ind med gode boganbefalinger, podcasts eller efterårsplaner.
Dertil kommer der en ret så spændende og nervepirrende aftale sidst på måneden, men mere om det nedenfor..
Planer for oktober: Efterårsferie, rolige weekender og en stor behandling

Det har jeg allerede i kalenderen
.. Et møde med Neye, som jeg forhåbentligt kan lave mange flere kreative projekter med den kommende tid.
.. Et besøg hos min kære shellacsalon, der på sjette år laver mine negle. Jeg får bare shellac ovenpå mine egne negle, og selvom det er en forholdsvis hurtig og lille forskel, så elsker jeg dét at have pæne negle året rundt. Du kan læse om shellac her – inklusiv mine tips til at få det til at holde længst muligt.
.. Personlig træning. Min veninde og jeg har booket endnu et forløb henover efteråret. Det gjorde en kæmpe forskel for mit velbefindende i foråret, så nu investerer jeg i det igen. Jeg kan sagtens løbe selv og lave lidt småøvelser, men god og effektiv styrketræning giver bedst, når jeg har en træner, der fortæller mig hvad jeg skal gøre. Jeg kombinerer den hårde træning med dejlig yoga nede hos YO Studios her på Bryggen.
.. Efterårsferie. For første gang i flere år, har vi fri i efterårsferien. Dengang vi bookende den uge ind, var der bare ikke noget der hed corona. Planen var at vi skulle til Rom, men det er på ingen måder muligt som verdenssituationen ser ud nu. Jeg har det bedst med vi er herhjemme. Vi har ingen planer, og ingen bil, så det bliver nogle udendørsaktiviteter her i København.
.. En biograftur. Rasmus og jeg skal ind og se DRUK, og jeg glæder mig!
.. Få styr på den der billedvæg, der bare venter på at komme op.
.. Min første laserbehandling mod karsprægninger. Det er det jeg er nervøs for. Både smerteniveauet, men også min hud efterfølgende. Folk er glade for resultatet, af hvad jeg kan forstå, men man skal åbenbart lide først. Jeg tager jer selvfølgelig med på IG stories.
.. Udhule græskar og pynte op til Halloween, selvom det er aflyst de fleste steder. Så laver vi bare vores egen uhygge på terrassen.

Det håber jeg på at nå
.. En tur forbi Amager bakke. Vi har endnu ikke været forbi, og jeg vil gerne nå det mens vejret og temperaturen er til det. Jeg tror børnene vil elske det.
.. Forbi Copenhagen Contemporary. Endnu et sted, jeg gerne vil have familien med hen i efterårsferien. Eftersigende skulle man have det for sig selv, og det er bare en bonus i disse tider.
.. En dagstur til Dyrehaven. S-toget kører lige derud. Jeg elsker Dyrehaven. Især iklædt efterårsfarver.
.. En gennemgang af kælderrummet. Jeg har nogle boligting og børneudstyr, der skal til salg. Det bugner seriøst med gode ting dernede, men jeg bliver ved med at udskyde projekt “få styr på kælderen”. Det vil for altid være mit hadeprojekt.

Det vil jeg købe
.. De perfekte jeans fra H&M til 179 kr. (reklamelink). Jeg har dem allerede i én vask, og ønsker mig dem nu i sort. Det er de bedste jeans, jeg nogensinde har ejet. Så pæne og behagelige.
Det vil jeg lytte til, se og læse
.. Jeg er startet med “Holder vi et år” på TV2 Play. Hvis du elskede “Gift ved første blik” vil du også elske det her kærlighedseksperiment. Jeg har allerede taget flere af eksperttipsene til mig.
.. Rasmus og jeg er begyndt at se Alpha. Også på TV2 Play. Det er en ny dansk spændingsserie, og hvis man ser bort fra nogle få dårlige skuespillerpræstationer, så er den virkelig god! Det er sådan en man bare lige må se et ekstra afsnit af.
.. The Social Dilemma på Netflix. Av, den ramte! Den er uhyggelig, men også enormt vigtig. Jeg tænker også Sylvester skal se den på et tidspunkt.