Jeg vidste det jo godt.. At virussen vil vende tilbage for fuldt blus for en stund. Vi blev advaret om en runde to i foråret, men alligevel var det som om det kom bag på mig. Et skridt frem og to tilbage..
Heldigvis er vi ikke på samme niveau som i foråret, men jeg nåede alligevel at få smag for livet som det plejer at være, for derefter at tænke over alt igen. Rammer det mine nærmeste? Er det aflyste samarbejder og bekymringer på ny? Skal der gå lang tid før jeg igen kan gå ud og drikke et glas vin efter kl. 22. Hvor længe skal vi bære mundbind?
Jeg støtter op om de restriktioner, der er indført. Selvom det kan være svært at sluge, er det bare sådan det er, og jeg har fuld tiltro til at de her mennesker har mere forstand på det end mig.
Men derfor kan klumpen i halsen stadig komme snigende.. For hvornår ser jeg min familie? Jeg har ikke set min italienske familie siden maj sidste år, og min stedfar i Doha har jeg ikke set siden jul. Det er lang tid at undvære mennesker man holder af.
Min mor nåede hjem henover sommeren, men gad vide hvornår vi ses igen, når nu vi er placeret i to forskellige lande? Jeg ser heller ikke rigtigt min mormor, da hun er i risikogruppen, så det er primært bare os fire. Og vi klarer den jo, men nogle dage rammer virkeligheden hårdere end andre.
Jeg har dog også lært at være taknemmelig for det små. Når folk så er der, har jeg bare med at nyde det x 10. Små dagsture føles helt ferieagtigt, og en tur på café føles som den vildeste luksus. Sådan var det ikke pre corona. Dengang var ferier, byture og familiebesøg hverdag. Nu er det fantastisk, hvis det overhovedet kan ske.
Og selvom corona måske giver anledning til mere tid derhjemme og derved ved skærmen, har jeg ikke rigtig noget på hjertet. Jeg er ramt af en såkaldt skriveblokade..
Måske i længere tid end jeg har troet, og det sker jo og er helt normalt, men jeg kæmper en indre kamp med mig selv i forhold til de forventninger, jeg forestiller mig eksisterer (men som nok kun eksisterer i mit eget hoved). For kan man drive en blog, når man kun opdaterer den 3-4 gange om måneden?
Det kan man i realiteten sagtens. Jeg har blogget i over 8 år, og de indlæg driver alene masser af trafik fra Google, men de der impulsive dag-til-dag indlæg er anderledes.
Der er sket noget med mediet, og det både ærgrer mig og giver en ro. For det er okay, og jeg ved jo folk i bund og grund er ligeglade med hvor ofte, der udkommer indlæg. Bloggen besøges jo først, når der netop er nyt indhold.
Alt er okay og alt er som det skal være. Jeg skal bare lære at hvile i det jeg gør. Om det er her eller på Instagram. Lige nu er min førsteprioritet mine børn og deres trivsel i skole og vuggestue.
Derudover sover jeg sådan helt forfærdeligt på snart 10’ende år, så jeg er i fuld gang med at undersøge mine muligheder. Både via lægen og det alternative (reiki healing). Whatever works. Jeg har mine antenner så meget ude i mine vågne timer, at jeg aldrig får fred. Jeg tager alt ind og kan slet ikke sortere i det. Det driver mig til vanvid, så det skal jeg have lært mig selv.
Jeg vil elske at opleve en stilstand, hvor alt bare er lige nu og som det skal være, men i en tid, hvor alle andre virker til at opleve forandringer fra dag til dag, får jeg næsten åndenød.
Jeg føler jeg løber efter alle de andre, men jo mere jeg prøver at indhente dem, jo mere træt bliver jeg. Kender du den følelse? Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men det fylder, og jeg kan mærke at jo ældre jeg bliver, jo mere søger jeg ind i mig selv herhjemme.
I morgen er en ny uge. Jeg har et lille arrangement, jeg holder sammen med min gode samarbejdspartner. Vi bliver 10, og det bliver på en helt anden måde med mundbind og afstand, men vi gennemfører. Selvfølgelig gør vi det. Både for at løfte hinanden, men også for at støtte den gode restaurant, der skal overleve krisetider.
Jeg har faktisk aldrig haft så meget brug for et lille eftermiddagsafbræk, og selvom jeg skal være på og er vært for arrangementet, bliver det også hyggeligt og afslappende.
På tirsdag er jeg til gengæld blevet overtalt til at deltage i en dummy på et nyt boligprogram. Jeg har egentlig ikke lyst, tror jeg, men den del øver jeg mig også på. At sige nej og fra.
Heldigvis venter der forude en weekend på Samsø med mine få tætte veninder. Det er den årlige øtur, og jeg glæder mig sådan helt latterligt meget. Vi er ude midt i ingenting, med direkte adgang til havet, og det er mere end fantastisk. Det er “bare” Samsø, men i disse tider føler jeg nærmest jeg skal tre uger til Thailand.
Beklager den sene rodede opdatering, men når ordene vil ud, så vil de ud, og det blev altså en sen søndag aften ❤️
