Skår i glansbilledet #10

Jeg husker det tydeligt. Jeg husker det som var det i går. Jeg husker det hele, og jeg husker det ned til mindste detalje. Den dag jeg sagde farvel var hård. Det var den dag jeg selv tog styringen. Den dag hvor jeg vidste, at hvis det ikke var nu jeg gik den anden vej, ville jeg aldrig selv nå at sige farvel. Hverken til det, eller til min venner og familie. Så ville verden gøre det for mig.

Jeg er en livsglad pige og havde masser grunde til, at intet af alt dette skulle fortsætte og ingen grunde for, at det nogensinde startede. Det jeg sagde farvel til kaldes i virkeligheden anoreksien. Den sad i mig, og var en anden person der styrede halvdelen af min krop. Jeg var Julie, og anoreksien var den Julie, jeg ikke ville være. Men hun var der, og jeg kunne intet gøre. Det var den samvittighed og den følelse, hun gav mig i kroppen hver gang jeg gjorde noget, hun ikke syntes om. Hun styrede mig, som dagen var lang, og hun gav mig den ene lussing efter den anden, hvis jeg ikke gjorde hvad hun sagde.

Nogen dage var hun sød. Det var de dage, hvor jeg rent faktisk lyttede til hende, og de dage kom der efterhånden flere og flere af. Jeg husker tydeligt, hvor jeg mødte hende. Det var i den sommerferie, hvor vi var i Syd Frankrig. Måske havde hun været der en smule før, men mit første rigtige møde med hende var der på toppen af det bjerg, jeg lige havde kæmpet mig op ad.

Hun var sød, hun var faktisk rigtig sød, for jeg var i gang med, at gøre noget hun godt kunne lide. At løbe var dejligt, hun kunne føle sig stor. Jeg løb for ikke at tage på. Under ingen omstændigheder ville det gå udover hende. Hun ville vokse sig større og stærkere, mens jeg ville blive mindre og svagere. Hun fortalte mig hver dag, at hvis jeg intet spiste ville det hele gå meget hurtigere. Jeg ville få det meget bedre med mig selv, og min krop ville blive ligeså flot som hendes.

Jeg ved ikke, om jeg syntes hendes var flot, men noget gjorde, at jeg straks gik i gang. Det var svært i starten. Jeg kunne næsten ikke spise noget i Frankrig, selvom jeg havde lyst. Alt det vi fik til morgenmad og frokost var lyst brød, og hvis jeg rørte det, slog hun hårdt. Rigtig hårdt. Hun fortalte mig, hvor brødet ville sætte sig, og hun fortalte at hvis jeg gjorde det, ville jeg aldrig komme til at få en kæreste, og jeg ville aldrig komme til at snakke med andre end min familie og daværende venner. Ingen andre end dem der kendte mig i forvejen ville komme til at holde af mig, for hvorfor skulle de gide det? Alle ville tage afstand fra en ulækker pige, med mangel på selvtillid. Hun sagde, at jeg skulle kigge på alle de tynde piger på stranden, og derefter kigge ned af mig selv og prøve at forestille mig hvordan jeg så ville se ud. Meget flottere. Jeg skulle jo bare lige tabe et enkelt kilo, så var den hjemme. Hun fortalte mig, at jeg ville få min selvtillid igen, hvis blot jeg gjorde som hun sagde. Hun kunne guide mig i den helt rigtige retning, det var vejen frem.

I starten vidste ingen, at jeg faktisk kun eksisterede halvt, og at de i stedet havde fået en ny veninde. De kunne ikke særlig godt lide hende. Det tror jeg i hvert fald ikke, for flere og flere skrev til mig og spurgte mig, hvor den gamle jeg var henne. Jeg kunne ikke svare dem, for det måtte jeg ikke. Hun sagde altid til mig, at de bare lige skulle vænne sig til det, og at det var fordi de var misundelige over, at jeg kunne styre hvor meget jeg spiste. Jeg var godtroende og fulgte selvfølelig hendes vejledning, for det havde jeg jo gjort lige siden den dag i sommers.

Pludselig begyndte mine forældre at blive bekymret, og jeg kunne ikke forstå dem. Jeg var jo deres pige. Den pige jeg altid havde været, og jeg var jo bare blevet ældre og mere bevidst om min motion og mad. Min mor og far prøvede flere gange at forklare mig, at jeg skulle stoppe nu, for ellers ville det gå galt. Jeg fattede intet. Hvad ville gå galt? Det spørgsmål vendte jeg mange gange oppe i hovedet, for jeg havde styr på det, og ingen eller intet skulle forhindre mig i, at gøre som jeg ville.

Det var nu blevet tid til årets kamp, nemlig kampen mod Himmelev. Fodbold hang mig efterhånden langt ud af halsen. Det var ikke sjovt mere, for man bevægede sig ikke nok. Jeg syntes vores træning var blevet slatten, men alligevel sagde hun, at jeg ikke måtte lade være at komme. Jeg skulle jo bare løbe en tur bagefter, og på de dage hvor jeg ikke trænede, så skulle jeg også bare løbe. Det gjorde jeg, og det var dejligt. Følelsen efter kan ikke beskrives.

Men, nu var der altså denne her kamp. Efter opvarmningen var jeg allerede træt, og da kampen gik i gang, havde jeg ingen kræfter tilbage. Jeg kunne ikke engang skubbe til min modstander, og jeg har ingen ide om hvorfor, jeg var i startopstillingen, og hvorfor min træner ikke bare kunne tage mig ud, når jeg ikke gjorde noget godt for holdet, men jeg gav ikke op, for hun ville slå mig, og sagde til mig at hvis jeg gik ud, skulle jeg løbe en tur, når jeg kom hjem.

Min far så kampen, og han havde gennemskuet det for længst, og inderst inde vidste jeg det også godt. Mine forældre var begyndt at tage mad med til mig, når vi skulle til kampe, og hvis vi skulle være væk i længere tid, men det gjorde mig kun sur, at de blandede sig. Det var mit liv, ikke deres. Da der manglede tyve minutter af kampen, gav jeg op. Jeg kunne ikke mere, og tårerne pressede på. Jeg var svimmel og følte, at jeg kunne besvime når som helst. Jeg havde brug for mad og brug for noget med sukker i. Da jeg kom ud skulle jeg drikke cola. Det var en kamp, for det gjorde ondt at drikke en cola med sukker, for i min tankegang var det spild af kalorier. Jeg havde ikke brug for dem, selvom jeg efterhånden var så tynd, at hvis jeg tabte 200 g mere var det slut med efterskole for mit vedkommende, for så skulle jeg under opsyn derhjemme. Jeg vidste slet ikke selv, at det var så alvorligt, og blev meget forbavset, da jeg fik beskeden. Det skulle slutte nu. Det var nu jeg skulle sige farvel. Ikke om nogen timer, ikke om nogen dage, men nu! Det var et langt farvel, for hun blev ved med at klistre sig op af mig og bede mig om at beholde hende hos mig, for hun ville ikke allerede skulle til at lære en ny at kende.

Jeg kom i behandling og fik kostplan. Jeg vidste, at det var nu det skulle ske. Det tog lang tid for mig, at indse at noget var fuldstændig galt, og hun tævede mig indvendigt hver evig eneste dag hvis jeg gjorde modsand.

Kampen mod Himmelev var den vigtigste kamp for vores hold. Hvis vi vandt den, ville vi vinde vores række, samtidig med vi også var blevet pokalmestre. Nu ved jeg at kampen ikke kun var vigtig for holdet, men også for mig. Den fik mig til at indse, at noget var helt galt. For holdet sluttede en fremragende sæson og kamp, hvor alt var gået efter planen. For mig startede en kamp, den sværeste af dem alle. Kampen for mig, for alt det jeg stod for, og for alt det jeg ville nå med mit liv.

Kampen er stadig i gang, men jeg har sagt farvel for længst. Engang imellem vil hun ind i varmen igen, men mit farvel bliver ved det. Jeg hader hende, og hun skal aldrig have lov at komme igen. Hun skal ikke have lov til at styre mine tanker, og få mig til at tro jeg skulle have sagt på gensyn i stedet for farvel. Dette farvel har været det bedste farvel nogensinde, men har sat de dybeste spor. Det er de spor der engang imellem kommer op, og fortæller mig at jeg er helt galt på den og hellere må sige hej til hende igen, men mit farvel er et farvel. For altid!