Forestil dig at gå ind i en bagerbutik uden at blive fristet af en eneste kage. På en lækker restaurant og have mest lyst til salaten. Vandre supermarkedet tyndt uden at have lyst til en frysepizza. Eller gå ind i en slikbutik og finde udvalget uinteressant. Være i biografen og være totalt upåvirket af duften af varme popcorn. Ja, you get the picture. Det må være fantastisk, ikke?
Det er det ikke. Det er et mareridt, og det er min virkelighed nu. Mit navn er Karoline, jeg er 21 år, og jeg er i bahandling for anoreksi ved Center for Spiseforstyrrelser ved Risskov Hospital uden for Aarhus. (Må knytte en #1-confession til ovenstående indledning.. jeg render tit rundt i min lokale Netto og kigger efter slik, chips, chokolade og kage, medens jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg vil synes, at noget af det er lækkert. Ret bizart/omvendt verden, hehe.)
Sådan har det heldigvis ikke altid været. Jeg har altid været ufatteligt glad for mad. God mad, velsmagende mad og fed mad (desværre lidt en hellig treenighed). Min krop og min sundhed var ikke noget, der fyldte i min bevidsthed. Det var egentlig lidt som om, at jeg havde en naturlig balance og ubekymrethed omkring mig selv. Jovist, jeg har altid været til den velpolstrede side, men det har aldrig gået mig alvorligt på. Egentlig synes jeg, at det var meget lækkert at kunne kalde mig selv for erotisk buttet og klemme mig selv ned i et par stramme jeans, så min numse kunne se ekstra struttende og stor ud (læs: den dag i dag pakker jeg mig ind i stort tøj, min røv er så godt som ikke-eksisterende.. jeg ligner lort!).
Når dette så er sagt, kan man jo studse over, hvorfor jeg så sidder med en spiseforstyrrelse nu. Jeg kender ikke selv svaret, men leder dagligt med lys og lygte (PLEASE, ANYONE? :-P) Jeg har dog et par teorier:
1) Jeg var blevet opereret i knæet i 3.g, hvilket medførte, at jeg i 6 måneder lå på langs og tog på. Erotisk buttet var lige pludselig blevet til tyk. Derfor gik jeg på slankekur med en veninde, hvilket fungerede fantastisk. 6 måltider mad om dagen, byture og optimisme. Der var altså stadig plads til alt det gode, jeg led ingen afsavn (tværtimod) og jeg har aldrig haft det bedre med mig selv. Midt i denne slankekur tog jeg tre måneder til Afrika, men da jeg kom hjem genoptog jeg kuren alene (gå aldrig på slankekur alene eller uden opsyn, det går oftest galt! Jeg er et godt eksempel på dette). Mine mål for vægt og kalorieindtag blev gradvist nedjusteret, og der var ingen til at følge op på dette ud over mig selv.
2) Min far. Min far har altid rost for konkrete præstationer (klare sig godt i skolen og på arbejdet) og ikke for bare at være sig selv/være god/dejlig og så videre. Har hele mit liv hørt på frygtelige stikkommentarer fra ham om at være den store pige, og at jeg har skullet passe meget på med at spise usunde ting (ironisk nok er han nu den, der hver dag er uforstående over for, hvorfor min kost ikke udelukkende består af pommes frites, bacon og mayonnaise.)
3) Jeg har altid taget kontrol og klaret mig selv.
Men hvor startede det så? Jo, det var nok min lille slankekur (Få bugt med de 5 ekstra kilo), som løb løbsk. Jeg fandt ud af, at jeg kunne klare mig med mindre og mindre, så det gjorde jeg. Mine mål for vægt og figur blev konstant nedjusteret. Pludselig var 65 kilo (jeg er 174 høj) ikke nok længere, 60 blev også for meget, 55 var stadig for stort og sådan fortsatte det. Til sidst havde jeg ikke noget konkret mål, jeg var tilfreds, så længe vægten bare gik ned. I 4 måneder levede jeg udelukkende af hokkaidogræskar (I’m not kidding you = 2 kilo af de orange bad boys om dagen og i øvrigt ret orange hudtone.) Da hokkaidosæsonen var ovre, skiftede jeg over til at leve af skyr og æggehvider. På gode dage klarede jeg mig på 500 kalorier, på dårlige var jeg oppe på 750. Først efter et halvt år med denne kost erkendte jeg, at jeg måske havde et lille spiseproblem, som jeg selv formulerede det. Dette har dog vist sig at være verdens største underdrivelse. Hvad jeg beskrev/opfattede som et lille problem, har i virkeligheden affødt en lavine af konsekvenser, som jeg kæmper med nu.
1) Jeg skulle have begyndt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole februar 2014, men er blevet sygemeldt og har fået udskudt studiestart.
2) Min kæreste og jeg har slået op, fordi jeg ikke kunne holde til, at han skulle ind over min sygdom.
3) Jeg har ikke menstruation og ved ikke hvornår/om den kommer igen.
4) Jeg er blevet anbefalet at komme på dagshospital, hvilket vil betyde, at jeg igen må udskyde studiet og drømmen om en normal hverdag.
Dette er blot en kort liste over de konkrete, håndterbare konsekvenser, min spiseforstyrrelse har forsaget. Jeg tør næsten ikke komme ind på, hvor meget den betyder for mig socialt og mentalt (sig hej til ensomhed og depressiv, selvmorderisk tilstand).
Lige nu er hver enkelt dag en kamp. Heldigvis er jeg optimistisk (altså det meste af tiden. Sorte dage er vist uundgåelige.) Jeg ved, at der venter mig et liv på den anden side, og jeg motiveres af, at jeg på ingen måde kan acceptere tingenes tilstand lige nu. Der vil være op- og nedture. Det bliver man blot nødt til at erkende.
Det har været en lettelse at få skrevet alt dette ned, og jeg opfordrer alle i en lignende situation til at gøre det samme, eller i det mindste få snakket åbent ud om jeres tanker og følelser med venner og familie. Vær ikke bange for at bede om hjælp. Det hele bliver bare meget nemmere, når man ikke kæmper alene. Pas godt på jer selv.
