Dette skår i glansbilledet er en fortælling fra en bloggers liv. Måske I allerede kender hende? Mette har været så stærk at dele sin historie om at være midt i en depression. Det er ofte et tabu i Danmark, til trods for at så mange gennemlever det. Såfremt I har spørgsmål til Mette eller beretninger fra eget liv, må I endelig dele dem i kommentarfeltet, så vi kan få mere fokus på det.
Jeg kan tydeligt huske da jeg sad hos lægen og tudbrølede, jeg skulle bare have den henvisning til en psykolog så jeg kunne få noget hjælp. Desværre kunne hun ikke give mig den, da min tristhed ikke havde været i mere end 14 dage, men jeg kan tydeligt huske hvad hun sagde: Du har depressive træk, så jeg vil ikke lade dig gå alene med dette. Du skal komme igen om 14 dage.
Depressive træk?! Da jeg kom hjem tænkte jeg meget over det. Hvad fanden betød det? Jo jeg vidste da godt jeg var mere ked end normalt, og den tomhed jeg havde inden i gjorde virkelig ondt. Men depressiv lige frem? Jeg havde ikke en depression, fordi det kun var mennesker som havde en grund til depression der led af det, og med det mente jeg folk som havde været udsat for misbrug, svigt, dødsfald og mange flere ting.
Men jeg tog fejl. Depression er en meget almindelig sygdom. Omkring 500.000 danskere bliver ramt af en svær depression i løbet af deres liv. Depression er en meget ubehagelig sygdom, som mindsker livskvaliteten væsentligt. Den kan ødelægge livet både socialt og arbejdsmæssigt, og den kan bringe livet i fare på grund af selvmordsrisikoen.
Jeg blev ved med at gå hos min læge, og hun vurderede at jeg skulle henvises til en psykiater, men da jeg virkelig havde det skidt og der var lang ventetid hos psykiateren, blev jeg i mellemtiden henvist til en psykolog som forhåbentlig kunne hjælpe mig.
Jeg kan huske hun meget hurtigt fortæller mig, at jeg har en depression og det er tydeligt, måske også fordi jeg nærmest tudbrøler igennem hele timen, men så siger hun at den er fremkommet af stress/overbelastning, hvis man går med det i en længere periode.
Men det tror jeg vitterligt ikke på! Jeg har på intet tidspunkt følt mig stresset overhovedet, jeg havde den bedste tid i mit liv. Det kørte på skinner, jeg tabte mig, havde en fantastisk kæreste, venner og familie, et fedt elevjob, hvor jeg skulle være den bedste, samtidig med jeg at trænede 5-7 gange om ugen og så læste jeg da også lige om aftenen på det studie, jeg havde ved siden af mit fuldtidsarbejde, men det var da ikke noget. Jeg havde det jo sjovt?!
Hver gang jeg kom til psykolog blev hun ved med at sige til mig at det var stress/overbelastning, og jeg skulle sygemeldes, så jeg kunne blive rask. Jeg er en ret stædig person og ISÆR når jeg mener jeg har ret. Så jeg fortsatte som jeg plejede, tog på arbejde, trænede og kørte mig selv hårdt, bortset fra at nu græd jeg når jeg kom hjem om aftenen fordi jeg gik og holdte det inde hele dagen.
Det er først efter jeg har skrevet en stor opgave filmen knækker for mig. Jeg kan intet, jeg har kun lyst til at ligge i mørket i værelset og tude. Der kan jeg mærke der er noget galt, og jeg sygemelder mig med rigtig dårlig samvittighed.
Jeg siger i den forbindelse ja tak til anti depressiv, selvom jeg havde læst en masse om at folk sagde man skulle holde sig fra det, det hjalp intet. Men jeg var derude at jeg bare ikke vidste mere hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg fik tanken og fik den flere gange, jamen hvis jeg føler mig SÅ tom, hvad er det så værd at leve for? Ikke decideret selvmordstanker, men alligevel i den retning og det gjorde mig angst og bange!
Men dagene blev bedre og pillerne begyndte så småt at virke samtidig med jeg gik til psykolog og psykiater. Jeg tror nemlig ikke på at pillerne bare gør det bedre, der skal også samtale omkring problemet til. Nu er der gået 7 måneder siden det hele startede, og jeg er så småt ved at være ovenpå igen. Men stadig ikke helt, jeg arbejder ikke fuldtid og jeg er rigtig træt. Men jeg prøver virkelig og komme oven på igen, men det er hårdt og det tager virkelig lang tid.
Jeg vil gerne være en del af Danicas skår i glæden, for at fortælle om depression! Det er et tabu, og derfor havde jeg også rigtig svært ved at fortælle nogen om det, netop fordi jeg ved hvordan folk ser på det. Men jeg vil gerne bryde det tabu, især fordi jeg ved, hvor mange der faktisk lider af det, og lider i stilhed uden hjælp! Det er det værste jeg har prøvet, og har du ikke prøvet det på egen krop er det virkelig svært at forklare hvordan det føles. Men prøv at forestil dig at du måske lige er blevet droppet af din kæreste, eller har mistet en nær. Den der tristhed/tomhed der bare fylder i dig lige når det er sket, den står du op med hverdag når du har en depression (når den er værst selvfølgelig) Man kan ikke overskue noget, og alt virker helt tomt.
Inden den ramte mig kørte jeg som sagt på skinner, jeg havde tabt mig 16 kg og jeg havde det så fedt, men jeg havde også travlt med at jeg skulle være den bedste til det hele. Mine forventninger til mig selv blev for høje, og det førte mig og min krop til en stressperiode, som bare blev ved og ved. Nu har jeg taget rigtig meget på igen, 4 kg fra min startvægt og hold kæft jeg synes det er nederen, men jeg vil ikke være den tykke pige mere! Jeg vil tabe mig, så jeg kæmper igen og har ikke tænkt mig at give op!
Jeg håber jeg med dette indlæg kan åbne øjnene for en depression er, og hvad det gør ved en. Især mange unge piger rammes af stress/overbelastning samt depression grundet de høje forventninger man har til en selv, og jeg var en af dem der blev ramt! Så jeg håber at jeg kan ændre nogle af pigernes syn på sig selv. Man skal ikke være den bedste til alting, eller den lækreste pige. I skal bare være glad for jer selv.
Tak fordi i læste med <3 I er velkommen til at følge med på min blog www.getfitinspiration.dk.
