Endnu et skår i glansbilledet, hvor vi følger Annes rejse. Jeg synes det er meget interessant, at få indblik i hvordan en ung gymnasiestuderende tackler sundhed og de negative følgere, det kan have for krop og sind. Jeg var selv studerende på HHX i en tid, hvor man slet ikke gik op i træning eller kost på den måde som man gør i dag, så jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor stort et pres det kan være siden af alt det andet man gennemgår som ung.
I kan læse de tidligere “Skår i glansbilledet” lige HER.
Mit navn er Anne og jeg er 18 år gammel. Til daglig går jeg i 2.g, og tror ikke jeg var den eneste, der synes Danicas nye projekt er en super god idé. Jeg er i hvert fald klar til at dele min historie, så jeg håber I vil tage godt imod den.
Jeg har altid været en tynd og slank pige, men på et tidspunkt begyndte jeg at blive rigtig glad for at træne, og når jeg mener træne, var det KUN cardio, da jeg ikke mente styrketræning var noget for mig. Det er jo kun fyre, der gjorde sådan noget…
Udover at dyrke cardio med en varighed af 30- 45 min, begyndte jeg at tænke over det, jeg puttede ind i munden. Ikke at der er noget galt i det! En kombination af det hele gjorde, jeg begyndte at tabe mig en del, og i starten sagde folk ingenting. Jeg var som sådan ikke bange for at spise, men jeg havde bare en forkert opfattelse af sundhed. Hvis jeg nu løb en lang tur, så gjorde det ingenting, at jeg spiste en fed burger, for så var den jo forbrændt.
Folk begyndte at tale bag min ryg, hvilket ikke var særligt fedt, og nogle beskyldte mig for at have anoreksi. Det skal så siges, at det havde jeg overhovedet ikke, for jeg spiste mere end de fleste, og jeg kunne ALDRIG finde på at sulte mig selv, for hvis jeg var sulten, tog jeg da noget mad. Som mange andre piger blev jeg nok også en smule kulhydratforskrækket og troede at kulhydrater var farlige.
Billede herfra
På tidspunkt indså jeg, at jeg var blevet for tynd og besluttede mig for, at nu skulle det være, og jeg skulle tage på, men det var dog lettere sagt end gjort! Jeg gik med tanken om vægtforøgelse i over et år, men det var som om, jeg ikke rigtig gjorde noget ved det. Jeg var bange for at tage på, for tænk nu, hvis det satte sig på maven eller alle de forkerte steder? I april 2013 begyndte jeg at tage på, men kort tid efter fik jeg konstateret skinnebensbetændelse, og alt cardio og træning blev sat på standby. Pga. skinnebensbetændelse gik min vægtforøgelse i stå, da jeg var bange for at spise for meget, nu når jeg ikke trænede. Jeg begyndte at styrketræne med min svoger, og det var da også bedre end ingenting, men jeg var stadigvæk ikke glad, da jeg manglede mit cardio-kick. Jeg opsøgte flere forskellige fysioterapeuter, men ingen af dem hjalp mig.
I julen 2013 kontaktede jeg en ny fysioterapeut, og han fortalte mig, at skinnebensbetændelse delvis også kunne skyldes mit vægttab + nogle andre faktorer. Før dette besøg havde jeg bestemt mig, at NU ville jeg altså tage på, men dette var blot endnu en motivation, der satte gang i min krop. Jeg begyndte at tage på, og fra jul til nu har jeg taget over 7 kg på, og jeg bliver ved! Jeg har som sådan ikke noget mål om, hvor meget jeg vil tage på, men jeg bliver i hvert fald ved i lang tid endnu.
I dag døjer jeg stadig med skinnebensbetændelse og kan døje med det lang tid endnu. Det påvirker min hverdag rigtig meget, og gør mig ofte ked af det, da jeg godt kan savne at løbe en lille tur, gå en tur eller bare shoppe en hel dag med mine veninder, men kan jeg ikke, da jeg ikke må gå så langt. Ud over min benskade, døjer jeg også med en skulderskade. Så alt min træning er langt fra optimalt… Jeg drømmer om den dag, hvor jeg er stolt af min krop, kan træne optimalt og bare gøre, hvad jeg har lyst til.
Det jeg gerne vil sige er, at man skal ikke dømme folk, hverken de tykke eller de tynde. Måske er det svært at tabe sig, men det er også svært for nogle at tage på.
